Symboler

»Alle danske soldater skal fremstå neutrale, når de tjener staten« er overskriften på et indlæg om, at det ikke skal tillades at bære politiske eller religiøse symboler, når man tjener staten.

Det er synspunkt, jeg kun kan tilslutte mig, og da det vel er de færreste, der vil kunne finde på at udsmykke sig med politiske symboler i Forsvaret, handler det mest om de religiøse – herunder hijab.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvorfor dette problem kun relaterer til Forsvaret. Når man tjener staten, må synspunktet være gældende også i de øvrige områder, hvor man er offentligt ansat og helst ikke skal give borgeren nogen mulighed for at være i tvivl om den ansattes demokratiske forståelse og holdning til ligestilling.

Man kan passende forlange, at ingen kan bære politiske eller religiøse symboler i politiet, i sygehussektoren eller i retsvæsenet, medmindre man forestiller sig, at en kvindelig kriminalbetjent iført hijab eller en kvindelig dommer iført samme er neutral.

Birgit Berggrensson, Virum

Nedtrapningsalder?

I stedet for at diskutere en ensartet pensionsalder for alle bør man fra en gammel arbejdsmediciners synspunkt i stedet diskutere en gradvis tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Tidspunktet bør være varieret.

Personer, som har haft et fysisk krævende arbejde, bør kunne påbegynde en nedtrapning af arbejdet tidligere end personer, som har haft overvejende intellektuelt arbejde. Argumentet herfor er, at bevægeapparatet ældes mere end de flestes intellektuelle kapacitet.

Metoderne er enkle: fysisk lettere arbejdsopgaver for de ældre arbejdsaktive, lavere arbejdstid og længere ferier. Samme metoder kan naturligvis også anvendes for personer med intellektuelt arbejde, men med rimelighed først i en senere alder.

Indføres en sådan differentieret nedtrapningsmodel, vil det medføre en hensyntagen til den enkeltes reelle arbejdsevne og helbred. Forslaget bør naturligvis indføres på en måde, som er samfundsøkonomisk forsvarlig, men det kan utvivlsomt gøres.

Finn Gyntelberg, Hørsholm

Legalt krigsmål

Hvis det forholder sig sådan, at Ukraine stod bag sabotagen mod Nord Stream-rørledningerne, var der vel blot tale om et legalt krigsmål med det sigte at skade den russiske økonomi? Under alle omstændigheder var det vel resultatet og dermed i europæisk langsigtet interesse.

Niels B. Larsen, Randers

»Dødens gab« bliver vidtåbent

I KL-regi og når fagøkonomer skal redegøre for forudsigelser om udviklingen af dansk økonomi og velfærdsstaten, har enkelte lanceret billedet »dødens gab«. Vi kommunalpolitikere er jo lægfolk og forstår bedre komplicerede forudsigelser forklaret i billeder.

Hvad går dødens gab så ud på? Helt enkelt forudses det, at statens formåen inden for velfærdsydelser ganske vist stiger, men at borgernes forventninger til samme serviceydelser, for eksempel folkepension, stiger endnu stejlere. Fremover vil de to stigningskurver altså fjerne sig fra hinanden, så de i grafisk fremstilling danner et gab.

I regeringsgrundlaget står: »Regeringen vil derfor gennemføre reformer med det formål at understøtte fremdriften i dansk økonomi«. Statsministerens melding om at ønske at åbne velfærdsforliget fra 2006 med den stigende pensionsalder i takt med stigende levealder tyder umiddelbart på et løftebrud i forhold til det regeringsgrundlag, som hun og hendes parti selv har skrevet under på. Hvis det bliver gennemført som formuleret, vil vores økonomer på næste KL-konference helt sikkert tale om »dødens vidtåbne gab«.

Thomas von Jessen, kommunalpolitiker i Fredensborg (K)

Sandheden om Gaza

Ja, Berlingske, fortæl sandheden om Gaza. Fortæl hvorfor det er nødvendigt at bombe skoler og hospitaler. Fortæl hvorfor Hamas' leder, Yahya Sinwar, gemmer sig i stedet for at sørge for sit folk. Fortæl hvordan han startede krigen vel vidende, at Israel ville komme efter gidslerne. Fortæl hvorfor det ikke er ham, der sørger for at forhandle fred. Sørger for, at vand og mad når ud til de sultne. Sørger for, at de har adgang til bombeskjul. Hvor mange børn og civile vil han ofre?

Kirsten-Marie Roed, Vejle