Blandt andet den franske præsident taler om, at vi for alt i verden ikke må gå Putins ære for nær. Det vil også være en umulig opgave, for barbaren i Kreml er ikke i besiddelse af noget, der bare ligner ære. Vanære besidder han derimod i så rigelige mængder, at det spilder ud over hele Rusland.

Vi skal koncentrere os om at skaffe Ukraine de midler, som er nødvendige for at smide de russiske krigsforbrydere helt ud af landet og derefter insistere på, at Rusland betaler for ødelæggelserne.

Der har vist aldrig før været en russisk topfigur, som har skadet sit eget land og folk i samme grad som Putin. Landet er i store dele af udlandet en paria, som ingen vil pleje omgang med de næste mange år, og Putin har hele »æren« for den udvikling. Manden må lide af Hitler-syndromet: At han er landet og folket. Storhedsvanvid af dimensioner.

Lad ham bare sidde ene og forladt på tronen, han udgør i lighed med sin hær en ynkelig figur. Niels B. Larsen, Svenstrup

Ulighed for loven

Folketinget har valgt at frede tidligere minister Claus Hjort Frederiksen. Det vil sige: Man vil ikke ophæve hans immunitet. Loven gælder for Loke for såvel som for Thor. Jeg kan da ikke slippe for at blive anklaget, selv for et simpelt cykeltyveri.

Hvis Claus H.F. har talt over sig, skal det frem, og er det sket med fuldt overlæg, er sagen virkelig alvorlig. I den slags sager om efterretningstjenesterne er alt et lukket land, forståeligt nok. Men det fritager ikke folketingsmedlemmer for ansvar. Har de begået noget ulovligt skal de for en dommer.

Når man hører Søren Pape Poulsen (K) stå og væve, at sagen er mere kompleks end som så, er det pinligt for almindelige borgere. For hvad er det, der foregår? Sager er der nok af. Tibet-sagen. Minksagen, Lynetteholms opførelse, Inger Støjberg og FE-ledelsen. Et folketing må ikke tænke på taburetter og lade hånt om vores retsbevidsthed. Denne sag er en ommer, for folket, demokratiets og ikke mindst retsbevidsthedens skyld. Jeg føler mig krænket af Folketingets beslutning om at frede Claus Hjort Frederiksen. Flemming Franklin Fischer, København

Erfaringen siger, stem ja

I min by ser man valgplakater til afstemningen 1. juni fra liste Ø, Enhedslisten, med teksten, »Nej til EU Militarisering«.

Liste Øs politiske baggrund berettiger ikke til den overskrift. Deres politiske idébagland i Øst overfaldt Ungarn i 1956, de byggede en mur i Berlin i 1961 og skød koldblodigt dem, der ønskede ophold på den anden side af muren. Med tanks og kanoner invaderede de Tjekkoslovakiet i 1968. Der var lige Georgien, man også ville bestemme over i 2008, Krim-halvøen blev indlemmet i 2014, og senest smadrer man Ukraine.

Det er ikke EU, der angriber, det er ikke EU (eller NATO) der begår krigsforbrydelserne. Vi ønsker nemlig bare kunne passe på os selv mod aggressorerne fra øst. Det er den historiske lære af mit livs godt 80 år.

Det er stadig Rusland, vi chokeres og harmes over. Vi er nødt til at kunne forsvare os selv, længere er den ikke. Alt andet er for naivt set ud fra mit livs historiefortælling og livserfaring. Stem ja til afskaffelse af forbeholdet. Hvad ellers? Lars Juul Frederiksberg

Vi mangler oplysning

De fleste mediechefer vil mene, at de medvirker til oplysning om, hvad ophævelsen af forsvarsforbeholdet vil betyde, men sagen er, at ingen reelt ved det, da det afhænger af mange andre landes ageren. For eksempel: Styrker det NATO eller ej?

Afgivelse af suverænitet? Vi overlader det til et flertal i Folketinget at bibeholde en national hær, men hvorledes vil et fremtidigt folketing forvalte det?

Kan vi risikere, at danske soldater kommer under fremmed kommando? Der tales om fælles våbenindkøb i EU og en EU-indsatsstyrke. Ingen kan lige nu rent faktisk vide, hvad vore soldater engang vil blive brugt til. Vi sidder med ved bordet, men har vi nogen indflydelse, hvis vetoretten afskaffes?

Altså kan man ikke give de eksakte fakta, som tvivlerne ønsker? (Næsten) samtlige journalister, analytikere, eksperter og folketingspolitikere forsikrer os (ofte defensivt) om, at det vil være en fordel for Danmark  at knytte os tættere til EU-styrker. Tvivlere kan så vælge at tro på, at de har ret, men det er ikke det samme  som »oplysning«. Johanne Winther. Helsingør