Når virkeligheden bliver en politisk holdning

Der findes en manual for den moderne politiske overlever, som vi efterhånden kender alt for godt: Hvis fakta taler imod dig, så angrib kilden. Hvis reglerne rammer dig, så gør din personlige sag til en ideologisk krig.
Vi så det med Inger Støjberg, der transformerede en klokkeklar rigsretsdom til en kampagne mod »eliten«, og nu ser vi præcis samme manøvre fra Sikandar Siddique efter Københavns Kommunes afgørelse om hans bopælsforhold. Det er en bekymrende import af en kynisk, amerikansk inspireret offerretorik, hvor de demokratiske spilleregler kun gælder så længe, de tjener ens egne interesser.
Sagen om Siddiques proformaadresse burde være en tør, administrativ konstatering. Når elforbruget er ikkeeksisterende, og familielivet udspiller sig i en anden kommune, er konklusionen normalt indiskutabel.
Men i hænderne på en moderne populist bliver de tørre tal til et forsøg på politisk karaktermord. Ligesom Støjberg dækkede over sine lovbrud med fortællingen om »barnebrudene«, forsøger Siddique nu at overbevise offentligheden om, at han er offer for en storpolitisk sammensværgelse.
Ved at trække »zionisme-kortet« forsøger han at transformere en simpel bopælssag til en kamp mod mørke kræfter.
Det farlige ved denne tendens er den bevidste underminering af de institutioner, der er fundamentet under vores retssag. Når man hævder, at man er »valgt af vælgerne, men fjernet af systemet«, skaber man en kunstig og giftig modsætning mellem demokrati og lovgivning.
Men sandheden er den modsatte: Demokratiet fungerer kun, fordi vi har fælles regler, der gælder for alle – uanset politisk observans. Støjberg formåede at veksle sin dom til en politisk genopstandelse og 10 procent af stemmerne.
Det store spørgsmål er nu, om vi er vidner til en permanent ændring i dansk politik, hvor man kan råbe sig udenom enhver objektiv sandhed. Hvis vi accepterer præmissen om, at bopælspligt er et udtryk for censur, er virkeligheden blevet en valgmulighed.
Allan Lindemark, tidligere kampagnechef i Alternativet
Ejendomsskatter
Flere af vores politikere har med Lars Løkke i front udtrykt ønske om ændringer i vores beskatning af fast ejendom.
Det ville nok være mere passende, om de viste interesse for det totalt forfejlede vurderingssystem, som har skabt utryghed hos tusindvis af husejere i Danmark. Man har valgt at skubbe vurderingerne i yderligere to år, da man har indset, at opgaven med at rette op på systemet er umulig.
Det er på tide, at man fra politisk hold griber ind og erkender, at systemet lige så godt bliver skrottet, inden det kører endnu mere af sporet. Som boligejer føler man sig komplet til grin, hvis man klager over de foreløbige vurderinger, man får intet svar og må leve i uvished om, hvor ens skatter ender.
Henrik Stobbe, Farum
Julen varer lige til påske – eller hvad?
Jeg har 24. februar modtaget et længe ventet julekort fra min gamle, irske veninde – poststemplet 9. december 2025 i Irland.
Bedre sent end aldrig – jeg troede, at hun var død!
Vi har udvekslet julekort hvert år, siden vi mødte hinanden i 1994, og kortene er altid kommet frem før jul. Er det så rodet, der er opstået, efter DAO har overtaget brevomdelingen? Måske, men det samme skete for tre år siden, hvor julekortet også først nåede frem i februar. Så måske ligger der en kæmpe bunke breve på et af PostNords depoter, hvor der kan gemme sig mange interessante meddelelser.
Jeg er tilbøjelig til at tro, at denne gang er det ikke DAO, der er skyldig, men et efterslæb fra den gamle etat. Jeg krydser fingre for, at julekortet kommer til december næste år – det vil være rettidig omhu.
Birgitte Haslund, Fredensborg
Hjælp de fredede bygninger
Som påpeget af fagfolk i kronikken 25. februar, varsler kulturministerens forslag til ændringer i forvaltningen af de fredede bygninger dystre tider for bygningskulturarven.
Forslaget virker som en spareøvelse, hvor bortfald af tilsyn og faglig rådgivning blot understreger, at Slots- og Kulturstyrelsen, som tager sig af de fredede bygninger, er underbemandet og underfinansieret.
De 43 millioner kroner, som er afsat til tilskud til at holde forfaldet i ave, svarer til cirka 6.000 kroner årligt til hver af de cirka 7.000 fredede ejendomme. Ejerne må derfor fortsat betale langt hovedparten, og når dette ikke sker, forfalder ejendommene lige så stille.
Bygningsforsikringernes himmelflugt er en ny og mere akut trussel mod de fredede bygninger. I år stiger præmierne ofte 50-100 procent!
En udgift til forsikring på for eksempel 8.000 kroner per måned betyder, at mange ejendomme henligger underforsikrede foruden, at de er vanskelige at sælge og umulige at optage lån i.
Når det nu er staten, der har besluttet, at en ejendom skal være fredet og bestemmer, hvordan den skal vedligeholdes, ville det kun være rimeligt, at staten så også betaler den forsikringsmæssige overpræmie, der følger af bygningens fredningsstatus.
Klaus Arnung, trods alt glad ejer af en fredet bondegård, Vedbæk
Klodens opvarmning
I artiklen 23. februar i Berlingske om plan B for kloden understreges igen og igen, hvor vigtigt det er, at reducere varmeudviklingen på vores klode blandt andet ved at bortreflektere mere sollys fra jorden til verdensrummet.
Denne viden er åbenbart ikke nået til arkitekter og bygherrer, der på stribe opfører bygninger i farverne leverfarvet, schwarzgrau og sort.
Man kan diskutere smagen. Muntert er det ikke, men disse mørke farver er som skabt til at suge sollys og dermed varme til sig. Det er altså det modsatte af, hvad øvelsen går ud på i dag – nemlig at tilbagekaste lyset og dermed varmen.
Spørger man en ansvarlig, får man sikkert svaret: Jeg kommer ikke til at kommentere de problematikker.
Peter Abelin, Hellerup
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:



