Når børn reagerer i skolen
Mange skoler oplever stigende uro, konflikter og i nogle tilfælde vold. Det hørte vi i dag vores statsminister adressere fra talerstolen.
Det skaber forståeligt nok bekymring – både hos lærere, forældre og politikere. Men i debatten om børns adfærd risikerer vi at overse et afgørende perspektiv: Bag uro og udadreagerende handlinger gemmer sig ofte andre problemer, som ikke udelukkende kan håndteres med disciplin.
Børns adfærd er sjældent vilkårlig. Når et barn ikke kan sidde stille, afviser undervisningen eller reagerer med vrede, er det ofte et signal om, at der er noget andet i vejen.
Noget derhjemme eller i skolerammen. Det kan handle om mange forskellige ting, som vi ikke må overse og afvise ved at forklare det med »dårlig opdragelse«.
Hvis vi kun ser adfærden som »pisse dårlig opførsel/opdragelse«, overser vi det egentlige budskab fra det reagerende barn. Vi risikerer at placere skyld, hvor der i virkeligheden er brug for forståelse, støtte og professionel handling.
Sanktioner og straf kan i nogle tilfælde være nødvendigt for at beskytte fællesskabet. Men hvis konsekvensen bliver en udstødelse, frem for at se bag om adfærden, forstærker vi problemet: Barnet mister tilhørsforhold, relationer svækkes, og mistrivslen vokser.
Erfaring med børn med skolevægring viser, at børn, der presses yderligere ud, sjældent finder tilbage på egen hånd.
Forskning og praksis peger på de samme løsninger:
Trygge og forudsigelige rammer, hvor barnet ved, hvad der skal ske.
Relationer til voksne, der kan rumme og regulere barnets følelser. Ikke afvise dem.
Tidlig indsats, så mistrivsel opdages, før den bliver til skolefravær eller konflikt.
Et tæt samarbejde med forældrene, der ofte står alene med et stort ansvar.
Når vi skaber rammer, hvor børn føler sig set og trygge, mindskes uro og konflikter typisk tilsvarende.
Uro i skolen er ikke kun et disciplinproblem. Det er et trivselsproblem. Og løsningen ligger ikke i at hæve stemmen, bortvise eller stramme reglerne alene, men i at skabe rammer, hvor børn kan trives og udvikle sig.
Hvis vi vil have børn, der kan være en del af fællesskabet, må vi forstå deres adfærd som et signal. Ikke et karakterbrist.
Monica Lindberg, chef for Center for Skolevægring, en del af Behandlingsskolerne
Tiderne skifter
Vi holder for rødt ud for en frimærkebutik. Talen falder på filatelisternes og dermed frimærkehandlernes trange kår. Mit opvakte barnebarn spø’r: »Hvad er en filatelist?« Der svares: »Det er én, der samler på frimærker!« Hvortil næste spørgsmål lyder: »Hvad er et frimærke?«
Niels Albertsen, Ebeltoft
Grønland er ikke til salg
USAs nye ambassadør i Danmark, Ken Howery, er udpeget af Donald Trump og har en klar opgave. Han er ikke sendt hertil for at udforske dansk kultur eller styrke relationerne mellem to allierede lande. Han er sendt hertil for at videreføre Trumps gamle drøm om, at USA skal eje eller kontrollere Grønland.
Trump sagde det dengang uden omsvøb: af hensyn til national sikkerhed og verdensfrihed er amerikansk ejerskab af Grønland en nødvendighed. Ken Howery fik endda et klart mandat: »Get Greenland.«
Det er et opsigtsvækkende udgangspunkt for en diplomatisk udsendelse, og det siger alt om, hvad denne udnævnelse handler om. Ikke om samarbejde eller partnerskab, men om strategisk kontrol.
Men lad os lige få én ting på det rene: Man kan ikke bare overtage et andet land – slet ikke ét, der tilhører en allieret. Og hvis det virkelig handler om sikkerhed, er der allerede et solidt grundlag at bygge på.
Den dansk-amerikanske forsvarsaftale fra 1951 giver USA fuld adgang til militær tilstedeværelse på Grønland. Den aftale fungerer, og den kan udvides i morgen, hvis det er nødvendigt.
Så hvad er det egentlig, amerikanerne vil? Hvilke trusler ser Trump og hans kreds, som ikke kan håndteres gennem den eksisterende aftale og det samarbejde, der allerede fungerer?
Er det Rusland, Kina eller er det snarere Trumps gamle forestilling om at tilføje endnu en stjerne på det amerikanske flag?
Hvis USA virkelig ønsker Grønland som en del af Unionen, følger der også et ansvar med. Så må amerikanerne være klar til at indføre samme sociale, sundhedsmæssige og velfærdsmæssige standarder, som Danmark og Grønland tilbyder deres borgere i dag.
Det er ikke småting, og det er næppe realistisk i et land, hvor store dele af befolkningen kæmper med ulighed, gæld og manglende adgang til basal sundhed.
Derfor bør Danmark og Grønland stå fast. Grønland er ikke til salg. Punktum. Hvis amerikanerne ønsker tættere samarbejde, kan det ske inden for de aftaler, vi allerede har. Men ideen om ejerskab, overtagelse eller »køb« hører fortiden til – ikke fremtiden.
Henrik Busch, København
Et europæisk monsterbureaukrati
I den forgangne uge har jeres journalister kastet lys over Europa-Parlamentets arbejde i forbindelse med Draghi-rapporten fra 2024 om Europas fremtid og en række forslag, som Europa-Kommissionen har fremlagt for at gennemføre nødvendige reformer i EU-politik.
Den første pakke er blevet vedtaget ved hjælp af en såkaldt hurtig beslutningsproces. Det tog kun otte måneder!
Er vi ikke selv ude om det? Ved det sidste europaparlamentsvalg i 2024 var dansk deltagelse på 58 procent. Klassens dukse var Belgien og Luxembourg med over 80 procent af stemmerne. Men EU-gennemsnittet var knap 51 procent.
I vores iver efter at skabe mere demokrati og inddragelsen af EU-borgere har vi skabt et europaparlament, som er et monsterbureaukrati med 720 medlemmer delt op i politiske grupperinger, som slås politisk.
EU-borgere skal være supermotiverede for at følge med i arbejdsprocesserne og beslutningerne i Europa-Parlamentets komiteer og udvalg, før de endelige beslutninger træffes på plenarmøderne. Jeg håber, at der arbejdes konstruktivt og fremadrettet på at forbedre Europas beslutningsprocedurer og regler. Imens haster resten af verden videre.
Sally Clink, Greve
Rent vand i hanen
De fleste herhjemme tager det for givet at kunne åbne hanen for rent drikkevand.
Men i Region Hovedstaden truer nu tre alvorlige forureninger drikkevandet for cirka 100.000 borgere, og det viser med tydelighed, at rent drikkevand ikke er en selvfølge.
Da man i midten af 1990erne planlagde Øresundsbroen, forsøgte jeg som byrådsmedlem i Dragør at formå de ansvarlige til at indbygge et større vandrør i broforbindelsen, så man ville være beredt til at importere vand fra Skåne. Hvor der er rigeligt med vandressourcer.
Men det havde ingen interesse dengang, hvilket man bare kan beklage i dag.
Morten Dreyer, DF-kandidat i Dragør, tidligere medlem af HOFORs bestyrelse
Forhistorisk
Min fars kone nummer to (enke) er gået bort, og jeg var forbi hjemmet og kunne tage nogle effekter med hjem. Der var en bog med Bo Bojesen-tegninger anno 1981 og deromkring, det er spændende tegninger og læsning. Et par eksempler: 19. november 1980: »Bistandskontorerne landet over sikres nu på forskellig vis mod særligt voldsomme klienter.«
Og fra 1981: 30. august: »De Konservative vil bekæmpe en påstået marxisme i folkeskolens historieundervisning.« 21. juni: »Den stigende voldsmentalitet foreslås nu taget op i skoleundervisningen.« Tegningen er en skolelærer, der er overfaldet.
23. februar: »Beboerne på den jyske vestkyst har besvær med at overbevise myndighederne om nødvendigheden af udvidet kystsikring.« 15. februar: »USA er kommet i klemme på spørgsmålet om våbenhjælp til lande, der undertrykker menneskerettighederne.«
En sidste: 18. januar: »På tirsdag flytter Ronald Reagan ind i Det Hvide Hus.«
Tænk bare, hvilke problemer man kæmpede med i 1981, altså for 34 år siden, godt vi er kommet videre.
Lars Juul, Frederiksberg
Sms’er
Sólbjørg Jakobsens indlæg i Opinion 10. oktober er jeg helt enig i. Ligeledes i Ole Borgs læserbrev 14. oktober.
Hvis man har rent mel i posen, kan en eventuel gendannelse af slettede sms’er kun bekræfte, at der ikke er foregået noget fordækt. Det burde alle – inklusive statsministeren, Troels Lund Poulsen og Sophie Løhde – have en stor interesse i.
Benægtelser øger i mine øjne kun mistilliden til politikerne.
Aldrig har jeg følt større politikerlede end under vores nuværende regering.
Lena G. Pedersen, Frederiksberg
Nej til fast track hos lægen
I Danmark skal adgangen til lægen ikke afhænge af pengepungen. Derfor er det dybt problematisk, når en praktiserende læge i samarbejde med en privat virksomhed tilbyder konsultationer mod betaling.
At man kan købe sig til en hurtigere tid hos lægen for 750 kroner, hører ganske enkelt ikke hjemme i et offentligt sundhedsvæsen.
Det strider mod en af de mest grundlæggende værdier i vores samfund; lige adgang til sundhed. Når en læge både driver offentlig praksis og samtidig tilbyder den samme ydelse privat, opstår der et A- og et B-hold blandt patienterne: et »fast track« for dem, der har råd, og en langsommere kø for resten.
Som socialdemokrat mener jeg, at vi skal stå fast på princippet om, at man får hjælp efter behov – ikke efter pengepung. Det er kernen i den danske velfærdsmodel, og det er dét, der gør vores sundhedsvæsen unikt.
Ja, vi mangler læger – især i de områder, hvor borgerne har størst behov. Men løsningen er ikke at åbne for betaling. Løsningen er at styrke det fælles sundhedsvæsen, sikre bedre lægedækning og skabe rammer, der gør det attraktivt at være praktiserende læge i hele landet.
For hvis vi først begynder at sælge hurtigere adgang til sundhed, risikerer vi at miste noget af det mest værdifulde, som vi har: tilliden til, at vi alle bliver behandlet lige, når vi har brug for hjælp.
Michael Schmidt, kandidat til regionsrådet Region Øst for Socialdemokratiet, Frederiksværk
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
