Mette Frederiksen er her, der og alle vegne – ofte steder hvor man undres over, hvorfor en dansk statsminister deltager netop der. Som andre politikere udtaler hun sig gerne om, hvad andre bør/skal gøre, desværre kniber det lidt, når det kommer til, hvad hun selv bør/skal gøre.

Det er meget tydeligt i hendes selvpromovering af hjælpen til Ukraine, hvor hun netop er citeret for at udtale: »Jeg vil gerne understrege, at på lørdag bør der være nye leverancer. Nye donationer. Militært udstyr til Ukraine frem for flere ord. Ord vil ikke løse denne situation«.

Jeg hæfter mig ved det sidste »Ord vil ikke løse denne situation« og overvejer, om dette sjældne klarsyn fra Mette Frederiksen mon kan overføres til danske forhold? Hun og øvrige topministre bruger vældig mange ord uden nogen form for efterfølgende handling, foruden flotte billeder på Instagram.

Ukraine er i krig, og vi er selv i en usikker tid, hvor vi mere end nogen sinde har brug for politikere, der arbejder for at løse vores interne problemstillinger. Det bør være hovedfokus for landets statsminister, inden hun »blander sig« i andre landes forhold, og forærer vores sidste forsvarsmateriel væk.

Vi har akut brug for handling fremfor ord – og for at nævne et par eksempler, der mangler handling, er vores forsvar, som bør komme før alt andet, for uden forsvar intet land. En »akutpakke« til vores børn og unge bør også have høj prioritering, for uden sunde børn har vores land ingen fremtid.

Ordene har været mange – handlingen mangler, hvis vi ser på skandalerne i Skat, afdækning af FE-sagen, Samsam-sagen og mink-sagen. Disse sager bør undersøges uden politisk indblanding og de ansvarlige stilles til ansvar. Det er nødvendigt, hvis vi skal sikre troen på, at vi lever i et retssamfund, og dermed fortsat kan have høj grad af indbyrdes tillid.

Så kære politikere – ikke flere ord – det er tid til handling, og dermed tid til at passe jeres kerneopgaver i Danmark.

Fillippa Gottlieb, Allerød