Formanden for Advokatrådet kritiserer mig her i avisen for min kritik af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) aktivistiske linje i udvisningssager.

Martin Lavesen skriver, at EMD i perioden fra januar 2020 til marts 2025 har afsagt ganske få domme, der går imod Danmark i udvisningssager, men det er debatten uvedkommende; virkeligheden er jo den, at mange sager aldrig rammer domstolen i Strasbourg, fordi de danske domstole for længst har indrettet sig efter EMDs linje.

Derfor mener vi, at der er behov for en ny kurs, når det kommer til blandt andet udvisning af kriminelle udlændinge. For kriminelle udlændinge skal kunne udvises, når de har begået alvorlige forbrydelser. Ellers beskytter konventionerne de forkerte.

I december var jeg til ministermøde i Strasbourg, hvor 26 andre lande i Europa bakkede os op i behovet for at ændre fortolkningen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), så den bliver nærmere det, vi som demokratiske stater ønsker.

Martin Lavesen har ret i, at vi som demokratisk stat selv har vedtaget konventionen, men vi har ikke selv vedtaget domstolens skævvredne fortolkning af den gamle tekst. Mere end halvdelen af Europarådets lande er enige med os i, at det er gået for vidt.

Lavesen skriver flot, at konventionen beskytter borgeren, men realiteten er, at den beskytter nogle mere end andre. Selve konventionsteksten er fornuftig og god, men domstolens fortolkning af teksten kan og bør vi ikke uden videre acceptere.

Når en irakisk mand kan voldtage en beruset og sovende kvinde uden at blive udvist af Danmark, eller når en mand fra Kosovo kan udøve grov vold og mishandling af sin ægtefælle og børn uden at blive udvist, så er der noget galt.

Jeg er tilhænger af den regelbaserede verdensorden, som politikere forsøgte at skabe efter Anden Verdenskrig. Men hvis EMD vedblivende udvikler en praksis, som måske nok nyder opbakning blandt folk, der er aktive i og lever af menneskerettighedsmiljøet, så frygter jeg, at vi i løbet af få år vil se lande, som vender menneskerettighederne ryggen.

Opbakningen til EMRK, hvis ordlyd, jeg ellers tror, at langt de fleste europæere kan bakke op om, vil svinde ind, og Martin Lavesen og ligesindede vil kunne ærgre sig over, at de ikke i tide indså behovet for, at EMD med EMRK i hånden oftere tog de europæiske befolkningers og ofrenes parti frem for det evige fokus på at udvikle nye rettigheder til voldtægtsforbrydere og voldsmænd.

Rasmus Stoklund, udlændinge- og integrationsminister (S)

Dramatiske vejrudsigter

TV 2 havde som sædvanlig kørt det hele store skyts i stilling i sidste uge. Alle mand af huse iført polarudstyr og godt med billeder af militærudstyr på Falck-stationer.

Som tiden gik, kunne man mærke skuffelsen brede sig, da vejret »bare« udviklede sig til et kraftigt snevejr – i lighed med vejret i min barndom i 1960erne.

Hold op med effektjageriet, TV 2.

Jesper Fischer, Bagsværd

Nordsjællandske kvaler

Mogens Nørgaard Olesen må lære at elske grusgrave i Nordsjælland på samme vis, som vi jyder må lære at leve med jernmarker og øjebæer.

Det er blot et uundgåeligt resultat af politikernes fagre nye verden, som eksempelvis opfyldning af havnen i København.

Det ville måske være mere fornuftigt at flytte nogle af de statslige tiltag ud i provinsen, så behovet for nybygninger i stenørkenen mindskedes.

Niels B. Larsen, Randers

Trump, NATO og Grønland

Situationen med Grønland er alvorlig – så alvorlig, at statsminister Mette Frederiksen (S) måtte gå på tv og fortælle om alvoren.

Her sagde hun blandt andet, at hvis ét NATO-land angreb et andet NATO-land, ville det være helt uacceptabelt, og alt ville høre op.

Det, der også kunne ophøre, er USAs medlemskab af NATO. Det har præsident Trump tidligere truet med, og da han er i gang med at melde USA ud af alt muligt lige nu, ville det være et naturligt skridt.

Hvad Danmark og Grønland og resten af NATO-medlemmerne ville stille op i en sådan situation, er et meget stort spørgsmål.

Helle Marckmann, Dragør

Billetprisen står i vejen

Åbent brev til statsministeren, Folketingets formand og transportministeren:

Vi taler ofte om det tætte bånd mellem Danmark og Grønland, men sandheden er, at de fleste danskere aldrig har sat fod på grønlandsk jord. Hvorfor? Fordi det er billigere at flyve til den anden side af kloden end at besøge vores egen familie i Nordatlanten.

Det er på tide, at vi gør op med de ekstremt høje flypriser, hvis vi for alvor mener noget med rigsfællesskabet.

Som det er i dag, fungerer billetpriserne som en usynlig mur. Den mur forhindrer den almindelige dansker i at lære Grønland at kende, og den forhindrer grønlændere i nemt at besøge Danmark. Vi er ét land med forskellige befolkninger, men hvordan skal vi kunne vise hinanden sympati, støtte og forståelse, hvis vi aldrig har råd til at mødes?

Jeg foreslår derfor:

En »rigsfællesskabsrabat«: Myndighederne bør samarbejde om at gøre flyrejsen til en form for offentlig infrastruktur, hvor prisen er til at betale for studerende, familier og pensionister.

Investering i venskab: Vi skal se billige billetter som en investering i vores fælles fremtid. Jo bedre vi kender hinanden, jo stærkere står vi sammen i en omskiftelig verden.

Mellemfolkelig brobygning: Vi har brug for en »luftbro«, der gør det naturligt for danskere at vælge Grønland som destination, så vi kan opbygge ægte venskaber og forståelse på tværs af Atlanten.

Hvis vi vil have et levende rigsfællesskab, skal det kunne mærkes i befolkningen – ikke kun i de politiske taler. Lad os gøre det muligt for os alle at lære vores fælles land at kende.

Walid Darwish, Odense

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk