Trump og Putins løgne handler ikke om at overbevise, men om dominans

Løgnen som redskab
Påstanden om at Putins private bopæl skulle være blevet angrebet af Ukraine under fredsforhandlingerne er med overvejende sandsynlighed en løgn. Det centrale er ikke det konkrete indhold af løgnen, men derimod hvordan løgnen anvendes som et politisk redskab.
Løgnen bruges her til at intimidere, skabe usikkerhed og svække andre ved først at undergrave deres tillid til egen dømmekraft (er det mig, der tager fejl?).
Vi bringes i tvivl om vores evne til at skelne mellem sandt og falsk. Når denne tvivl først er etableret, accepterer vi det, vi ved er usandt – ikke fordi vi tror på det, men fordi modstanden er svækket, fordi der er en lille tvivl.
Derefter vender vi det indad, fordi vi ikke sagde fra, og dermed er vi gået på kompromis med os selv og føler et lille svigt og en følelse af svaghed.
Sådan opbygges magt af personer som Trump og Putin. Løgnen handler ikke om at overbevise, men om dominans. Jo større og tydeligere løgnen er, jo mere effektfuld.
Løgnen skaber et klima, hvor vi tøver med at sige fra, fordi vi tvivler på os selv, allerede har svigtet os selv og erkender, at vi mangler modet til at sige fra.
Løgne har desuden en bredere samfundsmæssig effekt. De nedbryder tillid, ansvarlighed og institutioner. De forringer kvaliteten af beslutninger og bidrager til øget polarisering.
I det nuværende medielandskab fylder løgne alt for meget. De skaber opmærksomhed og interesse, men de er samtidig dybt skadelige.
Vi mangler politikere og medier, som konsekvent siger fra på en ordentlig, saglig og faktabaseret måde.
Peter Lund, Helsingør
Godt nytår? Bombemændenes manglende empati
På vej hjem fra arbejde nytårsaften glædede jeg mig til at hoppe godt ind i det nye år i mit lille kolonihavehus.
Jeg havde sat mig til rette og ventede på, at uret slog midnat på Københavns Rådhus. Og hvilken lille, højtidelig stund.
Efter en refleksion over året, som var gået, blev jeg nu »løftet« til uanede højder siddende i øredøvende brag fra en krig i nabolaget.
I henved to timer måtte jeg igen i år skrækslagent konstatere, at der var brugt flere penge på bombelignende fyrværkeri af nu endnu større kaliber.
En del mennesker måtte have lyttet til Mette Frederiksens »køb, køb, køb«.
Jeg forestiller mig, at dyr og mennesker verden over i dette inferno dels er døde af skræk eller prøvede at flygte til et fredeligt sted, som ikke fandtes.
Tænk på alle dem, som befinder sig i en krig, hvor eksplosioner er vidne om død og ødelæggelse. Og de, som er flygtet fra den.
Men det har disse bombemænd selvfølgelig ikke nogen empati for. For hvor er det fantastisk at kunne overgå naboen med et endnu større batteri og megaraketter end i 2025.
I henved 14 dage i træk har »man«, dyr og sansende mennesker måttet lide under dette »kulturindslag«.
Tænk hvor befriende, hvis man blot forbød fyrværkeri at have et indbygget brag.
Så ville en del kunne ånde lettet op i de famøse tre uger, hvor løjerne står på.
Søren Aakjær, Havndal
Statsministerens nytårstale
Statsministerens bodsgang og selvpromovering er kvalm. Et fortvivlet forsøg på at beholde »taburetten«!
Lad jer ikke besnære.
Glem ikke Mette Frederiksens møgsager, sidst den mangelfulde orientering af folketing og befolkning om mulighed for genskabelse af sms’er!
Nu må Venstre træde i karakter og foranledige et hurtigt folketingsvalg.
Ole Borg, Hellerup
Udenlandsk arbejdskraft
Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv bor nok ikke på Vestegnen, når man påtænker foreningens ønske om mere udenlandsk arbejdskraft.
Vi har brug for et mere homogent Danmark.
Ole Sørensen, Taastrup
Nordsjællands natur
Regionsrådet for hovedstaden har netop vedtaget en ny råstofplan, der er meget omfattende, og som skal gælde for de kommende 12 år.
Der skal bygges nærmest hæmningsløst og ubegrænset i København og nærmeste omegn, og det kræver store mængder sten og grus.
I Nordsjælland er der mange smukke og geologisk interessante istidslandskaber, som indeholder store mængder grus.
Det drejer sig om Strø Bjerge vest for Hillerød og Skævinge og store områder i Hornsherred fra Skibby over Kyndby til Jægerspris samt i Halsnæs-omegnen ved Amager Huse.
Det er således store dele af den enestående nordsjællandske natur, som nu er udlagt til råstofområder, og som derfor kan opgraves i løbet af de kommende år.
Grusgravning i Nordsjælland er ikke af ny dato. Der har været opgravet store mængder grus i området vest for Farum og i egnen syd for Skuldelev, hvilket har medført, at landskabet flere steder ligner et månelandskab. Det oprindelige istidslandskab er helt væk.
Sådan kan man ikke fortsætte. Men regionsrådet har åbenbart slet ikke tænkt over de store ødelæggelser og miljømæssige konsekvenser, som den nye råstofplan vil medføre.
Store dele af det vestlige Nordsjælland bliver ubeboeligt, og umiddelbart kommer man til at tænke på Donald Trump, der siger »drill, baby, drill« til olieselskaberne. Her siger man bare »dig, baby, dig«.
Den vedtagne og voldsomme råstofplan må simpelthen standses, og så må man finde ud af, hvorfra de tilstrækkeligt store råstofmængder skal hentes.
For det er totalt forkasteligt at fortsætte den uhæmmede grusgravning i Nordsjælland. Ødelæggelserne er allerede meget omfattende, så nu gælder det også om at redde de få rester, der er tilbage af de nordsjællandske istidslandskaber.
Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk


