Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Mindre skoleklasser løser ikke alt, men flere lærere kan gøre meget
Mindre klasser løser ikke alt
Grundskolen har og vil altid have den store udfordring, at den aldrig vil kunne imødekomme alle børn, som de præcis har behov for.
Nogle børn, vil altid opleve at blive overstimuleret af skolemiljøet.
Andre vil opleve, at de er understimulerede.
Jeg begyndte selv min skolegang i en klasse med syv andre elever på en lille privatskole. Det var trygt, ja, men vi var også i en situation, hvor undervisningsdynamikken var underlig, når vi var så få.
Derfor havde vi ofte timer med 1. klasserne og til tider 2. klasserne – og det var faktisk her, hvor vi alle havde det bedst.
Der var flere fællesskaber, man kunne melde sig ind i – flere forskellige lege, man kunne deltage i. Selvom vi var de mindste mennesker, havde vi stadig vores egne behov og interesser – og hurtigt kunne man også spejle sig i andre, når det gjaldt det faglige, da der var »en gruppe« til alle.
Jeg er bange for, at lilleskolen vil umuliggøre forskellige sociale bobler i indskolingen. I mit tilfælde, var skolen så lille, at der var plads til at store og små kunne lege sammen. Jeg havde i 4. klasse langt flere venner fra de ældre klasser, og havde jeg ikke haft mulighed for at søge andre end blot dem fra min klasse, tvivler jeg på, at jeg havde trivedes.
Jeg er for, at klasseloftet generelt skal sænkes, men jeg vil mene, at fokus på en tolærerordning vil være til mere gavn i de små klasser end et klasseloft på 14.
For min klasse – den eneste på min årgang – gik fra at indeholde otte elever til 18 i min skoletid. Uanset hvor mange vi var, kunne vi altid have brugt en lærer mere.
Agnes Cecilia Tvilling-Sloth, Sindal
Trump og Cuba
Det kunne måske være til gavn for verden, hvis den amerikanske præsident Donald J. Trump endelig befriede Cuba, denne kroniske patient i en slags koma, fra dets lidelser og bragte øen under kontrol.
Verden er i synlig forandring. I mange tilfælde bevæger vi os væk fra forestillingen om klart afgrænsede nationalstater og hen imod en tænkning baseret på indflydelsessfærer.
Stormagterne optræder i disse dage mere selvsikkert end nogensinde før og udvider synligt deres indflydelsesområder.
Rusland forfølger målrettet sine interesser i det postsovjetiske område; Kina demonstrerer sin styrke omkring Taiwan og videre ud – både militært og økonomisk, blandt andet gennem sine globale infrastrukturinitiativer (»Den nye silkevej« / »Belt and Road Initiative«).
I denne sammenhæng forekommer det logisk, at USA under Trump igen lægger større vægt på begrebet »den vestlige halvkugle«. Udviklinger såsom sikring af strategiske områder eller nye sikkerhedsinitiativer i Nord- og Sydamerika passer ind i dette billede (Panamakanalen, »Shield of the Americas«).
Og Cuba? I denne kontekst fremstår Cuba som en stat, der har stået i stampe alt for længe. Der mangler økonomisk dynamik, produktiv udvikling og synlig fremgang.
Forfaldet af bygninger, den nedslidte infrastruktur og den utilstrækkelige forsyning er tydelig. På denne baggrund forekommer det kun konsekvent, at USA bringer denne situation til ophør og udvider sin indflydelse.
Ligesom andre stormagter ville de dermed aktivt forme deres rolle i en foranderlig verdensorden. Jeg værdsætter Vesten for højt til at ønske det en passiv rolle i denne konkurrence.
Michael Ayten, Trier ved Mosel, Rheinland-Pfalz, Tyskland
Den dybe tallerken
De stigende benzin- og dieselpriser giver dyrere kørsel. Internettet er opfundet, så en god idé er at omlægge møder til FaceTime, Teams eller andre digitale muligheder.
Oliekriserne i 1973, 1978 og 1990 førte til en bilfri søndag fra november 1973 til februar 1974.
Med tanke på, at der i dag er langt flere biler på vejene, men vi ser samme mønster med kun ét menneske i hver bil, er samkørsel endnu mere indlysende end nogensinde før.
Social kontakt giver længere liv, siger man, så de sparede kørselsomkostninger kan derfor falde på et senere tørt sted.
Holger Overgaard Andersen, Vedbæk
Lad os behandle alle lige
Vi behøver ikke at gå så drastisk til værks som at flyve folk ud af Danmark eller opsige konventioner.
Vi skal bare smide fløjlshandskerne og behandle alle lige.
Slut med gratis tolkning. Slut med integrationskonsulenter. Slut med positiv særbehandling i folkeskolen. Kan du ikke læse og regne efter 4. klasse, så går du året om.
Og rejser du på ferie til det land, du flygtede fra, ja, så ryger din flygtningestatus. Selvfølgelig. Ligeledes hvis du sender din familie på »genopdragelsesrejse«.
Der er ikke noget æresrelateret vold. Der er kun vold.
Kirsten-Marie Roed, Vejle
Mudderkast eller politik?
I dag er sociale medier blevet en central del af politisk kommunikation. Men set udefra virker det ofte som om, at fokus ikke længere er på politik men på at angribe andre politikere og kaste med mudder.
Det skaber en negativ debat, hvor vi, vælgerne, efterlades med mere forvirring end indhold. Politik burde handle om samarbejde og at finde forslag til, hvordan samfundet kan forbedres.
Det er især et dårligt signal at sende til unge mennesker, som netop ofte kritiseres for deres sprogbrug og kommunikation.
Når tonen bliver hård og personlig, risikerer politikerne også at skræmme især os unge vælgere væk fra den demokratiske debat. Hvis politik fremstår som en kamp fyldt med konflikter frem for løsninger, mister mange lysten til at engagere sig.
Derfor er det på tide, at politikerne tager ansvar for den måde, de kommunikerer på.
Mindre mudderkast, mere indhold og oplysning om deres egen politik. Det er det mest rigtige overfor demokratiet og de mange forvirrede vælgerne.
Liva Skovbo Carlsen, 17 år, Hjørring
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
Weekendens »Lyt til Berlingske« begynder med et interview med statsminister Mette Frederiksen, der med få dage til valget sætter fokus på børn og trivsel. Dernæst ser vi på en usædvanlig debat i valgkampen om Djengis Khans politiske tilhørsforhold og brugen af historiske sammenligninger. Til sidst kan du høre et interview med en kræftforsker, der deler sine vigtigste råd til forebyggelse.
Weekendens »Lyt til Berlingske« præsenteres af chefredaktør Pierre Collignon.
Oplæser og producer: Caroline Toft Baunkjær.
Del:
