Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Midterkartellet kan ikke holdes til ansvar
Vælgeren er en regent, hvis ordforråd begrænser sig til to ord: »Ja« eller »Nej«. Det bemærkede politologen E.E. Schattschneider i 1940, og det holder i dag: ved valg sætter vi vores kryds, og fra krydset må politikerne hitte ud af, hvad vi mente.
Man diskuterer valgets tale, men det eneste, der blev sagt, var, hvordan krydsene blev sat.
Det folketing, som vælgerne har sammensat, er et værre morads, som flere af partilederne selv har fremhævet. Det er ikke klart, hvilken regering der skal dannes, og det er ikke klart, hvilken retning riget politisk skal trækkes i.
De tidligere ledere af regeringen – særligt Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen – fremhæver verdens urolighed og behovet for en midterregering baseret på »ansvarlige partier«.
Særligt for Lars Løkke findes denne ansvarlighed kun på midten. Løkke ønsker hverken at basere en regering på »Enhedslistens Hovedbestyrelse« eller på Morten Messerschmidts udstrakte hånd i Publicistklubben.
Men når Løkke banker disse tilbud af hånden, lukker han også muligheden for at danne en regering, der kan holdes til ansvar. Udfordringen med midterregeringen er, at det er svært at identificere, hvilke partier der skal holdes til ansvar. Når Troels Lund Poulsen og Mette Frederiksen har afholdt statsministerdebatter i denne valgkamp, har det været i en akavet kombination af anerkendelse af fælles resultater og kritik af bestemte prioriteter.
Mens de to ledere ser mod de tidligere blokke for at danne regering, forsøger Løkke at tvinge midten sammen. Bliver sådan en regering dannet, vil vælgeren (igen) have ringe mulighed for at identificere, hvem der har ansvaret for sådan en regering, og for effektivt at kunne stemme for forandring.
Yderfløjene portrætteres som nævnt som destabiliserende faktorer af Løkke. Men den stabiliserende faktor i demokratisk politik er den viden, partierne har om, at de kan acceptere tabet i dag med viden om, at de måske kan vinde i fremtiden. Dannes der et effektivt midterkartel, vil det styrke og netop destabilisere fløjene, givet at de mister udsigten til magten.
Demokratiet balanceres af, at partierne skiftes til at have magten og at holde en regering til ansvar for dens handlinger.
En fortsættelse af en midterregering vil dermed fratage to af de vigtigste komponenter af demokratiske valg: 1) at vælgeren præsenteres for reelle regeringsalternativer og kan stemme for forandring, 2) destabilisere fløjene ved at udelukke dem som del af de partier, som kan se frem til magten.
Marc Sabatier Hvidkjær, ph.d.,-studerende i statskundskab på Harvard University, med speciale i komparativ politik og vælgeradfærd
Politik og personlig promovering
Verdensscenen er fyldt med politikere med store egoer. Lige fra Putin i øst til Trump i vest.
Her til lands ser det lige sådan ud. Mette Frederiksen vil ikke lægge mandater til en midterregering uden selv at sidde for bordenden.
Lars Løkke Rasmussen har det præcis på samme måde. Han nægter at lægge mandater til en blå regering over midten uden selv at blive statsminister.
Vil man landets ve og vel som politiker, må man levere på øvelsen, der hedder at bøje sig mod hinanden, og ikke kun dyrke sine personlige ambitioner.
Dansk Folkeparti har vist vejen for åben skærm med et tilbud til Lars Løkke Rasmussen om, at både Dansk Folkeparti og Moderaterne kan holde sig ude af regeringen og blot fungere som parlamentarisk grundlag.
Her viser både Frederiksen og Løkke, at det i høj grad handler om nogen og ikke om noget. Om landet så stander i våde.
Erik Tang, Klampenborg
Mistilliden til den stille betragter
For nylig stod jeg foran et værk på et museum, som jeg egentlig bare gerne ville se på. Ved siden af hang en instruktion: Besøgende blev opfordret til at skrive deres egne refleksioner og hænge dem op ved siden af værket. Intentionen var sikkert god. Men oplevelsen pegede også på noget andet; selve mødet med kunsten synes ikke længere at være nok. Publikum skal deltage.
Det er ikke et enkeltstående eksempel. I de senere år er deltagelse blevet et ideal i kunst- og kulturinstitutioner. Museer inviterer publikum til at bidrage til værker, skrive refleksioner eller flytte rundt på udstillingens elementer. Biblioteker arrangerer workshops og aktiviteter, hvor borgerne ikke blot er gæster, men medskabere.
Udviklingen hænger sammen med en ambition om at gøre institutionerne mere demokratiske og inkluderende. Intentionen er sympatisk, men spørgsmålet er, om deltagelsen er blevet et mål i sig selv.
I de fleste andre kulturelle sammenhænge forventer vi ikke aktiv deltagelse. Når vi går i biografen, foreslår vi ikke alternative slutninger. Når vi læser en roman, skriver vi ikke videre på kapitlerne. Og når vi går til koncert, er det stadig musikerne, der spiller.
Alligevel synes der i mange kulturinstitutioner at have indfundet sig en mistillid til den stille betragter. Publikum skal aktiveres. De skal skrive, reagere og bidrage. Som om opmærksomheden alene ikke længere er tilstrækkelig.
Men det er en misforståelse. For mødet mellem værk og betragter er ikke passivt. At stå foran et kunstværk og lade blikket arbejde, at læse i stilhed, at lade noget sætte tanker i gang – det er også en form for deltagelse.
Når deltagelse i dag gøres til standard, sker der noget andet. Det, der engang var en kunstnerisk strategi, bliver til en metode. Deltagelse bruges til at aktivere publikum og signalere relevans.
Men når alle konstant skal deltage, ophører deltagelsen med at være særlig.
Resultatet er en kultur, hvor publikum hele tiden opfordres til at gøre noget, men hvor selve oplevelsen får mindre plads.
Deltagelse kan være en stærk kunstnerisk strategi. Men når alt skal være deltagelse, risikerer vi at glemme, at kunstens første krav til publikum ikke nødvendigvis er aktivitet, men opmærksomhed.
Mie Fredelund, studerende og kurator, København
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
Troels Lund Poulsen holder døren på klem for Mette Frederiksen. Samtidig får statsministeren kritik for sin selvforståelse, og Donald Trump bliver ydmyget i egen baghave.
Dagens historier er udvalgt af chefredaktør Pierre Collignon
Oplæser og producer: Ida Skovsgaard
Del:
