Sjældent har man hørt magen til en uforskammethed, som blev serveret af statsministeren under tirsdagens spørgetime i Folketinget omhandlende De Konservatives Mona Juuls private økonomi:

»… Og i øvrigt må vi forstå, at fru Mona Juul er så rig, at hun kan forlade politik med det samme …«.

Det er godt nok interessant og en talemåde, som tangerer Donald Trumps ekstremt lave niveau, når det gælder respekt for andre mennesker og deres virke. Trumps retorik har Mette Frederiksen tydeligvis nu tillært sig.

Åbenbart er man kun egnet som politiker på Christiansborg, hvis man er på niveau med statsministeren og i hvert fald ikke over. Altså en levebrødspolitiker, hvis karriere – foruden at være ungdomskonsulent i LO i ét år for 24 år siden – kun har været i Socialdemokratiets tjeneste.

De folketingsmedlemmer, som til gengæld i mange år har været på arbejdsmarkedet ude i det virkelige liv, og hvor nogen af dem har genereret sig en økonomi og opsparing, bør egentlig bare pakke sammen i en fart, for de skal da slet ikke have lov til at være med til at bestemme i Danmark. 

Jeg tænker, at Mona Juul har valgt en politisk karriere, fordi hun om nogen godt ved, hvordan det er at vokse op i et fattigt hjem, hvor hverdagen kan være svær, og derfor er klar over, at hun kan bidrage med en viden og integritet, når det kommer til at føre en konservativ sund og ansvarlig socialpolitik. At statsministeren så tilmed og i samme åndedrag også håner Mona Juul for at være ny i politik og derfor ikke kender sin besøgstid hos statsministeren, er vel på grænsen til voksenmobning. Alt dette, fordi Mona Juul spurgte til muligheden for, om man kan afsætte ekstra 1,5 millioner kroner til, at forældre, der mister et barn, bør have ret til 26 ugers sorgorlov. Men det kunne Mona Juul godt glemme alt om, må både hun og vi andre så forstå.

Så hvad er det, statsministeren har gang i? Hvordan kan vi acceptere så grove udtalelser fra en person, som vi sender verden rundt som repræsentant for vores land?

Det er jo ynkeligt.

Anna von Lowzow, København

Vinterberg viser den forkerte krise

Vi opgav hurtigt Thomas Vinterbergs meget roste »Familier som vores« her på matriklen.

Præmissen om, at hele Danmark skal evakueres på grund af vandstandsstigninger, er simpelthen for absurd og gør, at man ikke kan tage noget i serien alvorligt.

Alle ædruelige forskere ved, at vandstandsstigningerne er små og stabile og let håndteres med rettidig omhu. At Danmark oversvømmes helt eller delvist, er komplet urealistisk, selv på lang sigt.

At bruge den menneskelige følgekrise som tema er skam både godt og relevant, men hvorfor har Thomas Vinterberg dog ikke valgt den mest sandsynlige krise, der truer os: en invasion fra manden i Kreml, Vladimir Putin?

Det ville have kunnet give en meget mere relevant, realistisk, højdramatisk og mangefacetteret krisebaggrund.

Nå, ja, det er jo for sent eller hva'?

Egentlig synes jeg, at det er et nyt forsøg værd, ideen er til fri afbenyttelse, og så lover jeg at holde kassen åben her på matriklen.

Peter I. Hinstrup, Nærum

Parken nasser på Østerbros beboere

Ejerne af Parken tjener styrtende med penge. Men beboerne på Østerbro lider under generne.

Når der hænder noget i Parken, er der så stor tilstrømning af tilskuere i bil, at de stakkels beboere ikke kan parkere deres transportmidler.

Det er en helt naturlig sag, at parkens gæster gerne vil komme bekvemt til og fra aktiviteterne, men parken er også ansvarlig over for de lokale.

Derfor bør Parkens ansvarlige ejere anlægge store parkeringsanlæg i forbindelse med deres virksomhed. Desuden vil det være en god forretning for virksomheden at kunne sælge pladser i et p-anlæg sammen med billetterne.

Et underjordisk anlæg kan anlægges under den store fælledparks plæner uden at skæmme landskabet. Det er en ærlig sag at tjene penge, men det skal gøres på en pæn måde.

Palle Christoffersen, København (Østerbro)

En videregående uddannelse vil åbne alle døre …

Dette mantra, husker jeg, blev gentaget adskillige gange gennem mine år på gymnasiet.

En gymnasial uddannelse ville bringe en lys fremtid, og en universitetsuddannelse ville åbne alle døre for fremtiden, men nu står vi på den anden side og mødes af en anden realitet.

»I dag er mere end 44 procent af dimittenderne fra engelskstudiet på Aalborg Universitet fortsat ledige to år efter endt studie,« som Dansk Erhverv kunne skrive i en undersøgelse sidste år. Undersøgelsen viste, at fire ud af ti uddannelser havde overledighed blandt deres dimittender.

Jeg har på fornemmelsen, at der er sket en ændring i samfundets behov, efter at min årgang begyndte vores akademiske uddannelser. Det har resulteret i, at vi nu står med vores beviser, som undervejs har mistet betydelig værdi.

Vi knoklede igennem studierne, mens vi arbejdede på studiejob rundt om undervisningen, men det gyldne bevis er nu falmet markant – hvis ikke fuldstændigt. 

Der er kommet en tendens til, at mange i dag rynker på næsen af de akademiske uddannelser, fordi regeringen ifølge politisk kommentator Søs Marie Seerup mener, at vi »er relativt forkælede. De får gratis uddannelse, masser af SU og alle muligheder serveret«.

Dette er en sørgelig og misforstået antagelse af os med længere videregående uddannelser. Vi har opnået evnen til effektivt at indlære bred såvel som smal viden, har udfordret vores disciplinering, strukturering og koordinering ift. en hverdag med både studie og arbejde, er blevet undervist i gamle traditioner og har udviklet os til at kunne nytænke problemstillinger.

Beviset for en længere videregående uddannelse bør i min optik kunne modtages med stolthed.

Moèsha Williams, cand.mag. og forfatter, Solrød Strand

Har du et dilemma, du gerne vil have svar på? Skriv til Berlingskes brevkasse på brevkassen@berlingske.dk