Det altid underholdende og retorisk kvikke indslag i tv-debatter, Morten Messerschmidt, er blevet valgt som formand i Dansk Folkeparti. Formandsvalget kunne være en oplagt idé, men vil formentlig ende som en cirkusrevy uden substans eller definerbar retning.

Problemet ligger i Messerschmidts selvproklamerede nationalkonservative ståsted, hvorfra hele hans værdigrundlag tager sit afsæt i. Nationalkonservatisme er et historisk ideologisk fænomen forankret i en ældre kultur fra før globaliseringen tog fart. Det kræver dermed en modernisering eller opdatering af begrebet for at føre det ind i nutiden.

Og sans for verdens politiske aktualitet har aldrig kendetegnet politikeren Messerschmidt. Snarere dyrker han en nostalgisk tilbagelængsel til tidligere tider og tilbagerulning af de sidste 50 års fælleserfaringer og positive samfundsomvæltninger.

Det står naturligvis for hans egen regning, men at skulle lede et til stadighed magtfuldt parti i det danske folketing med dette principprogram vil langsomt fortære DF.

For DF har altid interesseret sig for aktuelle problemstillinger i samfundet. Partiets ubetingede mærkesag, flygtningepolitikken, var oprindelig, og er til dels stadig, hele eksistensgrundlaget for partiet og udsprang netop af datidens aktuelle danmarksbillede med et ønske om forandring. Altså en nationalistisk ideologi, der udmøntede sig i konkret politik.

Sådan har DFs nye formand aldrig arbejdet. Derimod med en konstant forjaget higen efter at definere danskheden og formulere det ideologiske ståsted, Messerschmidt indtager. En talestrøm uden politisk initiativ.

Alle politiske kommentatorer har gennem flere år peget på, at DF har udspillet sin rolle, da mange partier nu fører en stram udlændingepolitik. Oven i det er partiets unikum nu truet og udfordret af Nye Borgerliges indtog i dansk politik.

Derfor kan nostalgi og gammeldags romantiserede verdensforestillinger ikke bane vejen for succes. Den momentvise begejstring, som et formandsskifte kan medføre, kan muligvis fastholde nogle vælgere, men i det lange løb vil skuffelsen formentlig stadfæste sig, når alle erkender, at skallen nok kan fremstå charmerende, men at indholdet blot er hult og tomt.

Kristian Marstal, cand.musicae., medlem af Socialdemokratiet, København