Debatten om danskhed er gået helt amok. Kommer man fra den rigtige genetiske stamme? Kan man tåle mælk? Er danske værdier og flæskesteg nok?

Diskussionen udspiller sig på bagtæppet af en verdensorden under forandring, og for mig at se er den fuldstændig barok og fejlslagen. Et lille land som Danmark kan ikke stille noget op alene i verden.

Så længe vi diskuterer danskhed, risikerer vi at komme til at tale russisk.

For truslen er ikke teoretisk. Russiske droner krænker europæisk luftrum, kabler i Østersøen bliver klippet over, og desinformation flyder gennem vores feeds dag og nat. Samtidig vakler den amerikanske sikkerhedsgaranti, som vi har lænet os op ad i 75 år. Vi står alene på en måde, som vi ikke har prøvet i generationer – og vores svar har været at skændes om, hvorvidt en dansker med arabisk efternavn er rigtig dansker.

Det relevante spørgsmål må være, hvordan vi som samfund bedst står imod det ydre pres – også åndeligt. Og dér er der kun én ting, som vi burde diskutere: Hvad er europæiskhed? Hvad har vi tilfælles med tyskerne, franskmændene og italienerne, så en samlet europæisk identitet kan modstå det pres, som bjørnen lægger for dagen?

Svaret ligger ligefor. Med tyskerne deler vi en grundig retsstatstradition – en tro på det forpligtende fællesskab og erfaringen med, hvor galt det kan gå, når nationalismen får frit løb.

Med franskmændene deler vi arven fra oplysningstiden og den franske revolution; ideerne om frihed, lighed og broderskab, som stadig er den moralske rygrad i ethvert europæisk demokrati.

Med italienerne deler vi renæssancens menneskesyn, romerrettens fundament og en kristen kulturarv, der har formet alt fra vores kalender til vores kunst.

På tværs af disse lande står vi sammen om demokratiet, om kristendommens kulturelle aftryk og om sekulære samfund, hvor magt og tro holdes adskilt. Vi deler retten til at skabe individuelle liv og pladsen til alle livsformer.

Det er dét, der er værd at kæmpe for. En europæisk identitet er ikke en udvanding af det danske, det er det danskes eneste reelle beskyttelse. Uden et stærkt Europa er Danmark blot en lille halvø, der venter på at finde ud af, hvis indflydelsessfære vi havner i.

Vi skal styrke vores europæiske identitet og slå hårdt ned på alt det, der forsøger at undergrave den. For mens vi sidder herhjemme og strides om, hvem der er dansk nok, hvæsser bjørnen kløerne i øst.

Esben Thorseth, søofficer, Roskilde

Navneskift

Mon ikke Lars Boje Mathiesen bør skifte navn på sit projekt til Eneborgerens Parti?

Eva Nystad, Hørve

Friheden stopper ikke ved plejehjemmets dør

Forestil dig en ældre dame på 93 år – lad os kalde hende Agnes – som har levet et langt liv og nu bor på et københavnsk plejehjem. Hendes største glæde i hverdagen er den mad, hun kender: hakkebøf, kartofler og syltede pærer til dessert.

Men Agnes får ikke lov til at vælge. Kommunen mener nemlig, at den ret er skidt for klimaet.

Som man kunne læse i Berlingske, bliver de ældre i Københavns Kommune i stigende grad serveret linser og vegetarmad af hensyn til klima og økologi. Det betyder i praksis, at mennesker, der er fuldstændig afhængige af det offentlige, mister indflydelse på noget så grundlæggende som deres egen mad.

Det er ikke værdigt.

Milton Friedman formulerede et simpelt princip: »Free to choose«. At man selv kan vælge. Det bør også gælde i velfærden, men i dagens Danmark ser vi det modsatte. Systemhensyn og politiske mål vejer tungere end det enkelte menneskes ønsker.

Problemet er ikke kun menuen. Problemet er, at der ikke findes et reelt alternativ.

Når det offentlige både bestemmer og leverer, er borgeren låst fast. Derfor bør vi indrette velfærden, så der altid findes et frit valg – også for ældre. Muligheden for at vælge noget andet end standardløsningen. Noget, der passer til den enkelte.

For nogle vil det være vegetarisk mad. For andre en klassisk dansk ret. Begge dele skal være mulige. Og når man skal træffe beslutning om hvilket plejehjem, man skal på, bør stedets madpolitik være åbent tilgængelig, så man kan træffe et informeret valg. Ligesom der altid bør være et privat alternativ til det offentlige tilbud.

Vi skal selvfølgelig tage klimaet alvorligt. Men det er ikke rimeligt, at Agnes på 93 år skal spise sig igennem en klimapolitik, som hun aldrig har bedt om.

Et samfund skal måles på, hvordan vi behandler de svageste. I dag svigter vi dem ved at tage deres frie valg fra dem.

Det kan – og skal – vi gøre bedre.

Thorbjørn Jacobsen, MF og ældreordfører for Liberal Alliance

Beløn initiativrige iværksættere

Den 24. april skriver Martin Ågerup i Berlingske om, hvordan Christiansborg spænder ben for iværksættere.

Som tidligere selvstændig tandlæge har jeg fulgt udviklingen og glædes nu dagligt over min pensionisttilværelse – befriet for alle de »politiske benspænd«, som Ågerup kalder det.

I slutningen af 80erne havde man som selvstændig erhvervsdrivende – uden ansatte – et skattefradrag på 4.000 kroner. Jeg forestiller mig, at det er for besværet med regnskaber m.m.

Da jeg ansatte min første medarbejder, ændredes fradraget til 2.000 kroner, og da jeg ansatte den næste, forsvandt det helt. Forundret var jeg! Det blev jo ikke nemmere, jo flere jeg ansatte, da det var klinikassistenter, jeg ansatte, og ikke bogholdere.

Jeg redegjorde dengang i et læserbrev i denne avis for min undren, hvorefter erhvervsministeren må have tænkt: Nå, gør vi det, det sløjfer vi da bare helt! Forsvandt gjorde det – flov var jeg. Jeg troede, også dengang, at en erhvervsminister skulle fremme forholdende for erhvervslivet.

Det er bestemt ikke blevet nemmere siden da, så genindfør et klækkeligt fradrag til de selvstændige for de mange timer, som de bruger på administration.

Rie Daniel Hansen, Vedbæk

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk