Invester i mennesker, ikke systemer

Vi kommer til at investere massivt i velfærdssamfundet, siger ordfører Jens Joel (S) i avisen 27. august, nu hvor økonomer – og såmænd også mange af os andre – er nervøse over Mette Frederiksens uklare pensionsløfter.

Nervøs bliver man også af Joels udsagn: »Investere massivt«. Risikerer det ikke bare at betyde mere lovgivning, flere checkskemaer, mere kontrol og 10.000 nye administratorer i staten til at forvalte det hele? 

Lad os i stedet for investere i mennesker, ikke i systemer. Sæt skatten ned. Vis folk tillid til selv at investere pengene. Så kan man selv bestemme, om man vil investere i opsparing, mere tid med børnene, afvikle gæld, få rengøringshjælp, købe økologi, eller noget helt andet.

Det er en investering, der giver værdi i menneskers hverdag. Uden flere regler og kolde statslige hænder.

Søren Revsbæk, Næstved

Et opgør med venstrefløjens universalisme

Forskellige mennesker har forskellige behov. Statens »one size fits all«-løsning holder ikke i en moderne tid præget af mangfoldighed og individualisme. 

Vi bliver derfor nødt til at revurdere den socialdemokratiske velfærdsstats fundamentale grundtanke, universalismen – ideen om, at alle mennesker som udgangspunkt skal modtage støtte, uanset om de har brug for den eller ej.

Det bygger på en svageliggørende antagelse om, at vi alle har brug for barnepigestatens hjælp for at komme gennem tilværelsen – fra vugge til grav. En tilgang, som jeg ikke mener er bæredygtig længere. For ikke alle mennesker har behov for den massive støtte fra staten.

Når vi breder ressourcerne tyndt ud over hele den danske befolkning, risikerer vi, at den lille gruppe af borgere, der virkelig har brug for hjælp, bliver overset. Det betyder, at mærkbarheden og effektiviteten af de sociale ydelser mindskes, hvilket skader dem, der lever med et særlige behov eller handicap.

Som samfund, mener jeg, har vi et ansvar for at hjælpe dem, der skraber bunden. Men kan nogen forklare mig, hvorfor overklassens rigmænd og millionærer har brug for folkepension? Hvilke behov kan de ikke selv dække? Og hvordan kan det være en effektiv brug af statens ressourcer? 

Nogle må vel opdage, at ingen får det, de reelt har brug for. Hverken den rige eller den fattige. Men åbenbart er vi i Danmark mere optaget af at fordele ressourcer ligeligt end målrettet og effektivt.

Det kunne næsten virke som om, venstrefløjen insisterer på universalisme ikke kun for at fremme social retfærdighed, men også for at tiltrække flere vælgere ved at tilbyde en bred støtte målrettet til alle, uanset de reelle behov. 

Tilgangen resulterer dog bare imidlertid i en uhensigtsmæssig fordeling af samfundets ressourcer og skaber blot en tom symbolik, der kun gavner venstrefløjens egen gode samvittighed.

Karoline Marsay Dal, Fredericia, medlem af Liberal Alliances Ungdom

Morgensang

På den ene side er det utroligt opmuntrende med det politiske initiativ og den brede folkelige opbakning til igen at fremme morgensang i folkeskolen. 

På den anden side er det jo en gammel traver, at vi med jævne mellemrum sætter fokus på betydningen af musik. Jeg husker, hvordan jeg selv som psykologistuderende i 90erne skrev om, hvordan musik stimulerer hjernen bredt. 

Hvordan elever løftes fagligt i både sprog og matematik, når de udøver og trænes musikalsk. Det er et dybt uansvarligt spild af elevernes tid og samfundets ressourcer ikke at udnytte musikkens enorme potentialer. 

Den eneste ulempe er at vi bliver gladere og trives bedre socialt. Men på et tidspunkt skal pendulet jo bevæge sig den anden vej igen, og jeg vælger at tro, at det er nu, det sker. 

Hurra for at 2024 bliver året, hvor danske børn igen begynder at opleve glæden og værdien ved at synge sammen.

Hans Peder From, Roskilde