Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Martin Ågerup misforstår mit ærinde

Anna Libak Fold sammen
Læs mere
Foto: Kate Copeland
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvad det egentlig er, Martin Ågerup opponerer mod i sin kronik 24. juli, hvor han kommenterer min kommentar om de to hovedstrømninger inden for borgerligheden.

Han skriver, at jeg misrepræsenterer den ene side af borgerligheden – hans egen, formodentlig – når jeg skriver, at dens udgangspunkt er, at mennesket er godt. Det er ikke rigtigt, skriver han, for liberale ved godt, at mennesket også er ondt. Heldigvis bliver menneskets negative tilskyndelser kanaliseret ind i noget nyttigt i en markedsøkonomi.

Men det var jo just min pointe. Det var derfor, jeg fremhævede Jan Lindhardts lille bog om de syv dødssynder for at vise, at på markedet bliver de gamle synder – som grådighed, misundelse og så videre – forvandlet til dyder i nogle borgerliges optik. Deres fokus er følgelig på rettigheder, da markedet antages at ansvarliggøre folk.

Ydermere siger han, at liberale må blive bange, når jeg taler om staten som normgiver, for det får ham til at tænke på Sovjetunionen. Men det er lidt for smart skrevet. Staten er altid normgiver, også i demokratiske retsstater.

Analytisk, ikke politisk

Når Mia Amalie Holstein fra Cepos foreslår at styrke solofædres retsstilling i forhold til rugemødre, synes hun i realiteten at knæsætte en ny norm om, at man kan være familie på mange måder, og at solofar er en af dem. Det er en konstatering, ikke en kritik.

At Martin Ågerup ikke kan se det, bekræfter sådan set kun min tese om, at den ene strømning inden for borgerligheden alene har fokus på rettigheder og ikke på pligter, som netop er det, normer er udtryk for.

Jeg har en fornemmelse af, at Martin Ågerup har læst min artikel politisk, selvom den faktisk var analytisk. Det får ham til at tro, at jeg angriber hans version af borgerlighed. Men faktisk var det ikke mit ærinde. Jeg ønskede at vise, hvordan borgerligheden alle dage har været udspændt mellem tankegodset fra kristendommen og oplysningstiden. Ingen ideologier er neutrale - de bygger altid på antagelser om mennesket, og ingen bør tage anstød af, at man blotlægger disse antagelser