Berlingske skrev 5. november om et forskningsprojekt, som viser, at ultraforarbejdet mad er årsag til et af vor tids største sundhedsproblemer overvægt. Det skyldes alt for meget indtag af halv- og helfabrikata, hvor markedet kynisk benytter deres viden om sammensætningen af sukker, fedt og salt, så borgeren ikke oplever mæthedsfornemmelse. Så kan man lige spise én mere, måske to, hvorved industrien øger salget og indtjeningen.
Endnu mere skræmmende er det, at industrien benytter tilsætningsstoffer, som normalt ikke findes i et køkken, og som skaber afhængighed i lighed med tobak og alkohol. Markedet sætter samtidigt priserne så lavt, at køb af forarbejdede fødevarer bliver det nemme og umiddelbart billige valg.
Som jeg har fremført ved flere konferencer og i debatindlæg, er markedets frihed årsag til de samfundsproblemer, som sundhedsvæsenet står over for blandt andet vedrørende overvægt, hvor over halvdelen af den danske befolkning er overvægtige eller svært overvægtige. En anden del af markedet lægemiddelindustrien tjener så styrtende med penge på at udvikle medicin, der kan få folk til at tabe sig igen. Det er absurd, at vi som samfund ukritisk tillader markedet at belaste sundhedsvæsenet og samfundsøkonomien ved bevidst at gøre mennesker syge.
Der bør lægges høj afgift på ultraforarbejdede fødevarer, medmindre industrien kan dokumentere, at produktet ikke er designet til overspisning og ikke skaber afhængighed. Dertil bør skolerne genindføre madlavning og et måltid sundt mad i skoletiden, så ungerne lærer, at sundt mad kan smage godt og ofte er nemt at lave. Differentieret moms bør også indføres hurtigst muligt som i de fleste lande omkring os, så de sunde fødevarer bliver et billigere valg.
Resultaterne må forventes først at vise sig om mange år, da flere generationer allerede har fået ødelagt deres syn på fødevarer og spisning, en adfærd der er svær at ændre. Lader vi blot stå til, bliver samfundsregningen uoverskuelig stor.
Torben Kjær, fhv. medlem Danske Regioners sundhedsudvalg, Hillerød