Telia gør os i en stort anlagt reklamekampagne opmærksom på, at vi bruger 8,6 år af vores liv på mobiltelefonen. Hermed hægter man sig på den almindelige forargelse over »skærmtid«, som synes at være tidens største problem. 

8,6 år af vores liv er – rundt regnet – 2,5 timer af dagen, og det virker som meget. I går brugte jeg mine 2,5 timer (plus lidt mere) således.

Cirka et kvarter brugte jeg på kontakt med venner og familie via e-mail og Facebook. En god halv time brugte jeg til at læse min yndlingsavis (Berlingske!) på min iPad, tre timer brugte jeg til at læse en lydbog, imens jeg pendlede med tog til og fra byen. I den løsere ende brugte jeg lidt tid til at finde en opskrift. 

»Skærmen« var altså i brug ganske meget, men langtfra mere end sædvanligt. Dertil kommer, at en stor del af tiden blev brugt, imens jeg lod mig transportere og ikke »spildte tiden«. En væsentlig del af tiden blev brugt som alternativ til papirudgaver af aviser, kogebøger, fysiske breve osv.

Debatten om skærmtid er sammenlignelig med enhver anden teknologifrygt og tager ikke højde for, at det blot er et medie, som erstatter andre medier, som er langsommere, mere forurenende og mindre dynamiske.

Det svarer lidt til at give opfindelsen af hjulet skylden for alt ondt i denne verden!

Det mest fornuftige, der er sagt i debatten om skærmtid, er det, som en lille pige siger i DRs reklame for Ramasjang: »Skærmtid er ikke bare skærmtid«.

Erik Palsbo, Vig

Regulér ikke Europas innovation ihjel

Jeg ser ofte opslag på LinkedIn om nye teknologiske gennembrud fra den anden side af Atlanten. Den forkerte side. De nyheder hører nemlig sjældenhederne til her i vores Europa.

Mario Draghi påpeger i sin seneste rapport, at EUs lave konkurrencedygtighed blandt andet skyldes den omfattende lovgivning inden for teknologi.

Bruxelles-effekten er død, og vi kan ikke længere forvente, at resten af verden vil følge vores lovgivning. Vi har skabt et så komplekst regulatorisk miljø, at selv flere europæiske techselskaber tager til USA for at skalere.

Vi har ikke adgang til den nyeste ai-teknologi som Apple Intelligence eller Metas Llama-model. Det er ikke længere cost-effective at skulle tilpasse sig vores indre marked.

Lidl har udviklet sin egen cloudløsning for at være gdpr-compliant og er begyndt at sælge den til andre europæiske virksomheder. Altså, en virksomhed, hvis raison d'être er en gros, er nu havnet som en hybrid mellem det og tech i mangel på bedre løsninger.

Europa, som engang førte an i den industrielle revolution med Storbritannien, risikerer nu at tabe den fjerde, hvis vi fortsætter med at lovgive ex ante.

Det er tid til en »zeitenwende«, hvor vi som union bør tage et opgør med den komplekse regulering, som i dag kvæler os langsomt.

Mads Vallentin Unger, Head of SEO og partner hos Pixelhouse

Den dér problemstilling

Et hjertesuk fra en, som fortvivler over det overalt anvendte udtryk »den der«, der forekommer i næsten hver eneste sætning indtil flere gange, både i tale og på skrift. Eksempelvis »den der person« i stedet for personen. Jeg har også hørt blandt andet »den der pave« i stedet for »Paven«.

Og jeg har endnu til gode at finde et menneske, som kan forklare mig forskellen på »et problem« og en »problemstilling«. Hvor og hvorfor dette ord er opstået, er mig uvist.

Karin Lange, Hellerup

Jinan Hammoudes opfattelse af Frederik Vad

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Frederik Vad har lagt sig ud med mange herboende muslimer. Forleden deltog han i en debat på Københavns Universitet med den tidligere radiovært Omar Alkhatib.

Jeg var selv til stede ved debatten og har et ganske andet indtryk end det, som Jinan Hammoude giver udtryk for i Berlingske 11. december.

Jeg så og hørte en Frederik Vad, som gang på gang var venlig og imødekommende. Til gengæld stod han hårdt fast på, at mennesker i Danmark skal betragtes ud fra deres individuelle egenskaber – ikke deres tilhørsforhold til en gruppe.

Derfor har jeg meget svært ved at genkende billedet af, at Frederik Vad skulle være en trussel mod friheden, sådan som man må forstå Jinan Hammoudes indlæg.

Det store ubesvarede spørgsmål i debatten på Københavns Universitet bestod i, om det liberale demokrati kan rumme islam. Eller om vi andre skal frygte islam.

De tilstedeværende muslimer gjorde ikke meget for at mane den frygt i jorden. Frygten blev nærmest latterliggjort – og det kan man da godt. Man kan også gøre grin med, at nogle danskere ikke bryder sig om den islamiske livsform og æstetik.

Men jeg forlod debatten med følgende fornemmelse:

Toneangivende muslimer kan åbenbart ikke svare klart og tydeligt på, om de vil have særlige grupperettigheder for medlemmer af islamiske trossamfund.

Toneangivende muslimer gør nar af frygten for, at herboende muslimer bliver del af en radikalisering, der omstyrter det liberale demokrati.

Og toneangivende muslimer kan ikke svare klart på spørgsmålet, om islam kan rumme det vestlige, individualistiske frihedsbegreb.

Og hvis de spørgsmål forbliver ubesvarede, så skal herboende muslimer ikke undre sig over den skepsis, som islam bliver mødt med. Tværtimod.

Christopher Arzrouni, Ålsgårde

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk