Venstres Stephanie Lose slår i Berlingske 5. december til lyd for, at vi skal åbne for mere udenlandsk arbejdskraft.
I fagbevægelsen har vi ikke noget imod udenlandsk arbejdskraft. Faktisk arbejder vi dagligt side om side ude på danske arbejdspladser.
Men hvis Venstre bare vil åbne uden at gøre noget ved alt det svindel, mange udenlandske virksomheder står for med fusk med moms, skat og arbejdsmiljø på for eksempel danske byggepladser, er Venstres vej farlig. For det første undergraver den vilkårene for både danske lønmodtagere og danske virksomheder, der følger lovgivningen. De bliver udkonkurreret, fordi der ikke konkurreres på lige vilkår.
Vi i fagbevægelsen skal nok tage os af at tegne overenskomst – også for udenlandske kolleger. Men det er en forbandet pligt at sikre, at social dumping og grov udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft stoppes. Og her har Venstre – for at sige det mildt – ikke været i front. Og Stephanie Lose kan jo heller ikke fremvise gode resultater på det område. På Odense Universitetshospital, som Lose selv har haft ansvaret for, pibler det jo frem med sager om social dumping af værste skuffe.
Og lad mig slå helt fast: Det her handler også om danskerens forståelse og accept af, at der skal være udenlandsk arbejdskraft. Hvis danske lønmodtagere og virksomheder fortsat oplever, at for eksempel offentlige myndigheder tildeler opgaver til virksomheder, der svindler og fusker, så forsvinder befolkningens opbakning til, at vi skal have udenlandsk arbejdskraft, og så ender det i udlændingepolitik igen.
Det er bundnaivt at lukke yderligere op for udenlandsk arbejdskraft, hvis man ikke samtidig vil sikre, at man ikke kan få offentlige kontrakter – på for eksempel store byggerier – ved at omgå lovgivningen, når det gælder moms, skat og arbejdsmiljø. Så en god start, hvis Venstre vil have udenlandsk arbejdskraft, er måske at tænke lidt mere på danske lønmodtagere. Tænke lidt på fair konkurrence. Og bare en lille smule på ordentlighed. Så skal det nok gå på de danske arbejdspladser.
Men lige nu er for eksempel danske byggepladser et eldorado for rockere, bander og udenlandske bagmænd. Gør noget effektivt ved det, og lad os så tale om, hvilken arbejdskraft vi har brug for.
Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet
Liberal, hvem?
Hvis nogen gik fra debatten »Kan liberalismen rumme islam?« 27. november arrangeret af Muslim Students Association (MSA) på Københavns Universitet med ny indsigt, var det næppe takket være Frederik Vad. Mens Omar Alkhatib leverede skarpe pointer om frihed og minoriteters rettigheder, var Vad mest optaget af symbolpolitik, håndtryk, bederum og kønsopdelte svømmehaller.
Vad prædikede værdimæssig assimilation, men kunne ikke forklare hvorfor. Måske fordi han, som han selv indrømmede, ikke forstod titlen på arrangementet eller, for den sags skyld, begrebet liberalisme. At møde op til en debat om islam og liberalisme uden hverken indsigt eller vilje til at lære er ikke bare pinligt, det er et helt nyt niveau af politisk slaphed. Måske burde han overveje, om han selv er en større trussel mod friheden end de muslimer, han kritiserer. For hvis Vad viste noget, var det, at dansk politik har en lang vej at gå, når det gælder substans.
Jinan Hammoude, forkvinde for CEDA (Center for Muslimers Rettigheder i Danmark)
Bakers påstande
I Berlingske 17. november gengives en kronik fra The Wall Street Journal af tidligere chefredaktør Gerard Baker, som hudfletter de amerikanske nyhedsmedier for deres kritik af Trump uden overhovedet at omtale Trumps forsøg på at gennemføre et statskup ved på valgnatten 5. november 2020 at ringe til og true indenrigsministeren i Georgia til at finde de knapt 12.000 stemmer for at vinde den svingstat samt 6. januar 2021 direkte at opmuntre til det dødelige stormløb på Kongressen, som mundede ud i rejsning af meget alvorlige tiltaler mod Trump.
Hvis disse sager var blevet afsluttet inden valget 5. november, ville Trump formentlig være blevet idømt en hård fængselsstraf og være færdig som aktiv politiker.
Når Gerard Baker derfor i Berlingske 5. december skriver, at »benådningen af Hunter Biden bekræfter påstanden om, at Demokraterne trods alle deres udtalelser om den trussel, Donald Trump udgør for amerikansk demokrati, ikke har større respekt for demokratiske principper, end han (Trump) har«, og når Baker endog føjer til, at » de (Demokraterne) har brugt fire år på at retsforfølge Donald Trump, som var utilsløret politisk-juridisk krigsførelse med henblik på at undergrave en politisk modstander og i sidste ende få sat ham bag lås og slå«, må man stille spørge, hvem tror Baker egentlig, hans læsere er?
Skulle han vitterlig undervurdere læserne i en sådan grad, at de ikke kan kende forskel på et forsøg på statskup med dødelig udgang over for præsidentens – politisk kritisable – benådning af sin søn? Bakers artikler minder – desværre – om republikanske påstande, når de er værst.
Jens Rixen, fhv. Senior Legal Adviser i IFU – Investeringsfonden for Udviklingslande
Tak til Messerschmidt
Kære Morten Messerschmidt, tak for din klare udmelding omkring dit ønske om at mindske hjælpen til Ukraine. Det hører til sjældenhederne, at politikere melder klart ud. Du skal derfor have min dybtfølte tak for din ærlighed.
Om jeg så vil gå så vidt, at jeg vil kalde dig en kujon …. det ved jeg ikke, men en helt er du helt sikkert ikke! Jeg kan nu med sikkerhed sige, at min stemme IKKE går til Dansk Folkeparti. Jeg vil advare alle andre mod at stemme på DF.
Søren Mortensen, Kolding
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
