Man skal genoverveje idrætsundervisningen i folkeskoler

Jeg syntes, det føltes som spild af tid at have idræt i skolen. 

For mig kom det som en åbenbaring, da jeg for nylig begyndte at blive interesseret i at løbe. Det mest udfordrende ved at komme i bedre form for mig var nemlig ikke at komme ud at løbe, men selv at skulle lære, hvordan jeg burde gøre det – intervaller, tempo eller roligt løb?

I stedet for kun at lege, spille fodbold eller lignende, burde vi have lært om netop, hvordan forskellige træningstyper påvirker kroppen. Jeg tror også, mange flere vil blive bidt af fysisk træning, hvis man bliver ført igennem af dygtige lærere.

Jeg anerkender, at det ikke er alle husstande, som har et fokus på fysisk aktivitet. Jeg kender flere, der ikke har haft nogen speciel opbakning fra deres forældre, når det angår sport. 

De havde, i de mindre klasser, helt basale problemer med motorik og i at forstå, hvordan kroppen fungerer. Det gør det svært at følge med i en undervisning, hvor det kræver en god base, og hvor der er et højt tempo i undervisningen.

Dog vil jeg mene, at det er et godt argument for, at de netop skal modtage en form for undervisning i kroppen. Vi skal tage dem i hånden og føre dem igennem det teoretiske, så de ikke skal stå med det selv – vi kan ikke forvente, at alle kan lære det alene. 

Det er vigtigt at overføre det teoretiske til specifikke øvelser, der kan styrke deres kropsfornemmelse og kondi på deres eget tempo.

Det kræver nogle kompetencer fra idrætslærerne. Det vil ikke længere være så nemt som at sætte en kamp høvdingebold i gang, men nu skal de have en dyb forståelse for kroppen. 

Derudover skal man også være en dygtig underviser, for det er et svært emne, som skal gøres forståeligt for børn helt ned til de små klasser.

Det hele handler dog også om at finde en balance – en helt anden kompetence. 

Jeg kan nemlig godt se vigtigheden i at give børn en bevægelsesglæde. Der skal være plads til leg og sjov i undervisningen, men så bliver udfordringen for lærerne, at blande noget kedeligere teoretisk viden ind uden at tage det sjove ud. 

Ellers kommer eleverne aldrig til at få lysten til fysisk aktivitet, og så kan alt den nye viden være ligegyldig.

Jeg forventer ikke, at hele undervisningssystemet bliver ændret, men jeg håber, jeg inspirerer nogle skoler eller idrætslærere til at tage det første skridt. Uanset hvad er det noget, jeg gerne vil have op at vende.

Jonas Kettner Lindved, elev, Ågård Efterskole

DRs dramatisering af historien

Jeg er for længst ophørt med at se DRs dramadokumentariske udsendelser, da de, efter min mening, ofte tenderer til historieforfalskning for underholdningsværdiens skyld.

Derimod ser jeg med stor fornøjelse og glæde de veldokumenterede BBC-optagne historiske udsendelser, da de er fagligt solidt funderede og derfor både medrivende og oplysende.

DR kunne med stort udbytte studere disse BBC-udsendelser.

Niels B. Larsen, Randers

Integration er ikke det samme som at tale dansk

Forleden stod min kone i Lidl med vores to børn på seks og halvandet. De købte ind, hun talte til dem på et andet sprog. Pludselig blev hun overfuset af en dansk mand, der råbte til børnene, at i Danmark taler man dansk. 

Det var det. Hendes »fejl« var at bruge sit eget sprog med sine egne børn.

Hvis jeg havde stået dér, var jeg formentlig eksploderet. I stedet måtte min kone alene sætte ham på plads og sige fra over for den opførsel. 

Det kræver mod, og jeg er stolt over, at hun gjorde det, men det burde være unødvendigt.

Episoden er desværre ikke enestående, men den afslører en misforståelse, som fylder for meget i integrationsdebatten: at integration primært handler om at kunne dansk. At sproget giver ret til at definere, hvem der hører til.

Men at være en god tilflytter handler grundlæggende ikke om, hvilket sprog man bruger. Det handler om, hvordan man opfører sig. 

Der er masser af dansktalende borgere, som udviser foragt for medmennesker og spreder had i gaderne og i kommentarfelter. 

De kan dansk, men når de ikke vil deres medmennesker eller Danmark det godt, så er det dem, der ikke er velintegrerede. Uden respekt for andre bliver sproget en tom skal.

Hvis ordet integration skal give mening, må det handle om danske værdier i praksis. Vi bryster os af at være et samfund bygget på love og rettigheder, at vi kan løse konflikter med ord, at vi kan behandle hinanden ordentligt og hygge både i hjemmet og i fællesskabet. 

Det er meget dansk at kunne give et lille smil, når vi ser hinanden i køen, på gaden eller står og venter i elevatoren.

Dansk sprog er selvfølgelig relevant i integrationsdebatten, men det står ikke øverst på listen. 

Børn, der vokser op her, lærer dansk gennem institutioner, skole og venner, og mange bliver tosprogede. Det er en styrke. Og det er også en styrke, når voksne tilflyttere lærer sproget i det omfang, de kan, og har overskuddet. Det gør det lettere at deltage fuldt ud.

Dansk er bare ikke adgangsbilletten til helt basal respekt. Man kan heldigvis komme langt i Danmark med engelsk, og det er fint. Mange arbejder, betaler skat, sender børnene i skole og deltager i fællesskabet, længe før de taler flydende dansk.

Når en dansker råber ad en mor med små børn, fordi hun taler et andet sprog, er det ikke moren, der har integrationsproblemet. Det mindste, vi kan forlange af hinanden, er anstændig adfærd, vi alle kan leve med. Næste gang du hører en familie tale et andet sprog i køen, så drop sprogbetjenten. Spørg i stedet dig selv, hvad der egentlig er mest dansk: at skælde dem ud? Eller at lade dem handle i fred?

Jon Lauridsen, København

Harmonisering af momsregler i EU

Man kan blive meget træt i ansigtet, når EU stiller op med sine krav om harmonisering af momsregler, og det nu viser sig, hvor stor en bagside medaljen har.

Vi hører i pressen om, hvordan den lille erhvervsdrivende, ofte en enmandsforretning med for eksempel en sanglærer eller en fitnessinstruktør, nu pludselig skal levere og dokumentere momsregnskaber med urimelig administration til følge.

Vi er sikkert mange, der ikke er vildt begejstrede for Trumps ageren på verdensscenen, men man må give manden ret i, at Europa er sin egen værste fjende i bestræbelserne på en harmonisering, der stikker en kæp i hjulet for de svageste.

Erik Tang, Klampenborg

Det er os på venstrefløjens skyld, at de unge mænd ser mod højre

Den ydre højrefløjs fremmarch i ikke bare Danmark, men i hele Europa er en realitet. 

Særligt unge mænd flokkes mod højre, hvilket ikke er mærkeligt, når man tænker på venstrefløjens håbløse tilgang til denne gruppe mennesker.

Det er ikke kapitalismen, der forfører de unge mænd. Det er de ydre værdier, højrefløjen fremfører, de kan spejle sig i.

Venstrefløjen har mange sunde værdier, som langt de fleste kan identificere sig med: et stærkt fællesskab, ligestilling, gratis sundhed og uddannelse, et godt socialt sikkerhedsnet, en grøn fremtid – og jeg kunne blive ved.

Men venstrefløjens hæmsko er blevet det skæve billede, vi selv har ladet blive vores ansigt udadtil: vrede feminister, ekstreme veganere, »100« forskellige køn, et had til alle hvide heteroseksuelle mænd, grænseløs indvandring og større interesse for Palæstina end for vores eget land.

Jeg kan godt forstå, at mange unge mænd ser på det og tænker: Nej tak. For vi har hverken svaret på deres bekymringer eller et fællesskab, de kan spejle sig i. Den yderste højrefløj tilbyder begge dele.

Hvis venstrefløjen ikke begynder at inkludere de unge mænd og finder svar på deres bekymringer, for eksempel om indvandring og islams påvirkning af samfundet, så er højredrejningen blandt ungdommen vores egen skyld. For det er os, ikke dem, der har fejlet.

Jonas Schmidt, Brobyværk

Putins bedste ven

Hvordan kan der forhandles og opnås en retfærdig og varig fred i Ukraine med USA som mediator, når den russiske præsident, Vladimir Putins, bedste og mest trofaste ven tilsyneladende er den amerikanske præsident, Donald Trump?

Hver gang Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har forhandlet med Donald Trump – blandt andet om en mulig fredsplan – har sidstnævnte altid haft en lang forudgående telefonsamtale med sin gode ven i Kreml, Putin. 

Og hver gang snor Putin Trump om sin lillefinger. Det kan alle se og høre – blot ikke Trump. Eller også vil han ikke.

Ole Brandt, Holmegaard

Offside og gule kort

Fodbold er et sjovt spil, men ender som oftest med at være en kedsommelig forestilling, hvor kampens resultat ender med 0-0 eller 1-0.

Hvorfor afskaffer man dog ikke offside-reglen, så vi kunne få flere mål i en kamp? Det er jo det, folk kommer for at se, og det, der altid vises i et resumé af en kamp.

Argumentet om at så anbringer et hold en spiller i front, der fisker efter bolden, vil øjeblikkeligt blive imødegået af en opdækning og derfor hurtigt miste sin betydning.

Mål efter mål bliver annulleret, fordi den, der scorer, var efter dommerens/linjedommerens skøn et par centimeter tættere på mål end forsvarerne på afleveringstidspunktet. 

I nogle tilfælde bruges tid på at studere en video, der viser, at angriberen var et par millimeter tættere på mål end forsvarsspilleren, så derfor annullerer man scoringen til stor frustration for alle.

Dette millimetertyranni giver masser af fejldomme og er jo fuldstændigt dræbende for en fodboldkamp.

En anden ting hvor fodbold kunne lære noget fra håndbold og ishockey: 

Drop de gule kort, som ingen har respekt for, og indfør en udvisning på eksempelvis ti minutter. Det gør ondt på holdet at mangle en mand i ti minutter og vil nedbringe antal frispark, som ellers hele tiden afbryder kampen.

Keld Ørberg, Hørsholm

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk