Med stigende smerte læste jeg Morten Wium Olesens indlæg om hans 10-årige søn, der ikke bryder sig om at gå i luciaoptog.

Og jeg ved ikke, hvem jeg skal have mest ondt af: Drengen, hvis forældre gør ham en bjørnetjeneste ved at pakke ham ind i curlingvat og ikke ruste ham til, at livet kan byde på modstand og ukendt farvand. Eller faren, som perspektivløst, i tider med krig og krise, seriøst ophøjer en lille modstand fra et barn om at vove sig ud i noget nyt til noget eksistentielt og sågar lærer drengen, at det er o.k. at pjække, og at det er o.k. at melde sig ud af fællesskabet blot fordi, man mødes af lidt nyt og ukendt.

Men heldigvis er den slags misforstået opdragelse, eller skulle man sige frygt for opdragelse, på retur. 00ernes ekstreme dyrkelse af det individuelle på bekostning af fællesskabet er heldigvis på tilbagetog og har fundet et mere naturligt leje mellem på den ene side den ekstreme ø-lejrtilgang, hvor alle helst skulle have en Mao-kasket på, og på den anden side den ultraliberalistiske adfærd, hvor lille Maria-Matilde og Waldemar-Peter kunne løbe- og støjterrorisere en restaurant eller andre offentlige rum, uden at forældrene greb ind.

Her 10-15 år senere ved de fleste forældre godt, at man gør sine børn – og andre mennesker – en stor og livslang tjeneste ved at turde opdrage, sætte grænser og sige nej til sine børn, når det er nødvendigt. Men også at ved styrke sine børn ved at lære dem at imødekomme udfordringer, og ikke imødegå dem, ved for eksempel at pjække.

Morten Wium Oelsen er utvivlsomt en kærlig og fantastisk far, der kun vil sin søn det bedste. Men må jeg ikke anbefale, at han over julen læser lidt op på Søren Kierkegaards livskloge ord om ”at vove er at miste fodfæste for en stund, ikke at vove er at miste sig selv” og tale med sin søn om den styrke og tilfredsstillelse, der kan ligge i at komme ud af sin komfortzone og gøre noget, man er lidt bange for.

Christian Ingemann, København