Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Mænd i Danmark er under angreb

»Naser Khaders politiske exit har med al tydelighed understreget, at retssikkerheden og ligestillingen for mænd er sat effektivt ud af spillet.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Påstandens pris

»Vi har bygget et vidunderligt land på en fantastisk grundlov. Som beskytter alle borgere. Trækker grænser. Indstifter retfærdighed.« Ordene er fra Søren Pape Poulsens Grundlovstale 2020, der tegner et idealistisk, men desværre også et dybt illusorisk billede af både Det Konservative Folkeparti og det danske samfund.

Naser Khaders politiske exit har med al tydelighed understreget, at retssikkerheden og ligestillingen for mænd er sat effektivt ud af spillet. Enhver kvindes påstand om seksuelle krænkelser er blevet både bevis, jury, dommer og straf i sig selv. Den anklagede mand må synonymt betale påstandens pris ved at miste karriere, indkomst, status samt få ødelagt sit liv permanent med stemplet »krænker« eller »voldtægtsmand«.

Alt dette ville være retfærdigt, hvis der var tale om en skyldig mand, der via rettens vej var fundet bevist skyldig i anklagerne. Ingen danske metoo-sager siden Sofie Lindes bizarre TV-optræden i 2020 er dog dømt efter Grundlovens retsprincipper, men til gengæld har folkedomstolen vist sig særdeles effektiv med den fulde og ukritiske sensationsstøtte fra såvel medier som politikere. Mænd i Danmark er under angreb, og det samme er retsprincippet »uskyldig indtil det modsatte er bevist«. Søren Søby Jørgensen, Fredericia

Den bedste uddannelse er den, der fører til beskæftigelse

Statsminister Mette Frederiksen var i denne uge vært for regeringens fremtidskonference. Et af de mest akutte problemer er manglen på arbejdskraft – og særligt faglærte håndværkere.

Heldigvis er der en forståelse for, at en del af problemet er, at vi har skabt en fortælling om, at erhvervsmæssig succes hænger sammen med en akademisk uddannelse. Vi har ukritisk åbnet sluserne for videregående uddannelser og accepteret, at alt for mange akademikere ender med en uddannelse, hvor dimittendledigheden er tårnhøj og jobmulighederne usikre.

Det bliver vi nødt til at forholde os til. For den bedste uddannelse er den, der fører til beskæftigelse. Flere peger på, at en af løsningerne er at ’løfte’ gruppen uden uddannelse til at få en erhvervsuddannelse. Men den holdning afspejler, at samfundet stadig ser på erhvervsuddannelserne ud fra devisen: Hvis du ikke kan andet, kan du altid blive håndværker.

De fordomme skal vi have gjort op med. En håndværks- og erhvervsuddannelse i dagens Danmark stiller store faglige og personlige krav til eleverne, og det er bestemt ikke alle forundt. Så selvom håndværksfagene er rummelige, ønsker både virksomheder og erhvervsskoler at uddanne dygtige mennesker, der kan og vil videreføre og udvikle fagene, og ikke bare være et kommunalt beskæftigelsestilbud. Christoffer Susé, adm. direktør i Håndværkerforeningen København

Det er ikke stråmænd, du ser, Lars Andersen, det er spøgelser

Siden 2007 har kommunerne lukket 340 folkeskoler, mens borgere har oprettet 50 nye frie skoler. Et par læserbreve (20. og 23. august) viser, at mens jeg synes, at problemet er, at kommunerne lukker skolerne, koncentrerer Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd sig om de problemer, de nye frie skoler efter hans mening repræsenterer. Jeg synes, hans fokus er forkert.

Jeg er lodret uenig med Lars Andersen, når han giver den (lidt) skæve sociale rekruttering til de frie skoler en stor del af ansvaret for den samfundsmæssige ulighed og manglende sociale mobilitet. Elevsammensætningen på de enkelte folkeskoler svarer heller ikke til befolkningsgennemsnittet. Selvfølgelig ikke. Der er milevid forskel på København og Nørre Vorupør og på Nørrebro og Hellerup, når man kigger ind i boligen eller ind i skolens 8.-klasse. De sociale forskelle mellem de enkelte folkeskoler er mindst lige så store som forskellene mellem de frie skoler og folkeskolerne.

Kommunerne har lukket hundredvis af folkeskoler, og en del af dem genopstår som frie skoler, fordi forældrene ikke vil finde sig i, at politikerne fjerner deres skole. Det ville være skønt, hvis Lars Andersen og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tør melde klart ud og pege på, at skolelukningerne er den reelle udfordring. I stedet kaster Lars Andersen sig over de frie skoler. I sit første indlæg bruger han 20 linjer på neutralt at beskrive, at politikerne har lukket folkeskoler, mens han bruger 82 linjer på at fremmane et spøgelsesbillede af de frie skoler som årsag til stigende ulighed, a- og b-hold og manglende social mobilitet.

Jeg vil stadigvæk kalde det udskamning. Og jeg synes, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd burde rette skytset mod de kommuner, som nedlægger folkeskoler i strid med borgernes behov. De frie skoler skal være alternative skoler, for dem, som ønsker og har brug for det. De frie skoler skal ikke være en erstatning for nedlagte folkeskoler. Monica Lendal Jørgensen, næstformand i Frie Skolers Lærerforening

Herboende afghanere har også et ansvar

I Danmark bor der 20.000 afghaner, som i årenes løb er flygtet fra Taleban. For 20 år siden blev Afghanistan befriet fra Talebans terrorregime. Det kan undre, at afghanske flygtninge i Danmark og i hele den vestlige verden ikke dengang rejste hjem for at hjælpe deres familie og kære med at genopbygge landet. Nu er det for sent.

Afghanistan kunne måske have set anderledes ud, hvis alle de herboende ressourcestærke afghanere var flyttet hjem og åndeligt havde været med til at bygge Afghanistan op. Man må forvente, at de afghanere, der flygtede til Vesten, er de mest progressive og ressourcestærke, og derfor kunne havde gjort en mental og åndelig forskel.

Under alle omstændigheder er det anstrengende, at høre på herboende afghanereres harme over Vestens svigt af deres land og om deres store bekymringer for slægtninge, som nu overlades til Taleban. De svigtede selv.

I P1 bebrejdede en stærkt engageret afghaner, Tahmina Salik, Danmark og hele Vesten, at de nu efter 20 år »lader Afghanistan sejle i sin egen sø«. Hun har sammen med sin familie boet her i Danmark i de selvsamme 20 år.

Herboende Rosa Faizzad har udtalt til Jyllands-Posten, at »i løbet af en uge har jeg mistet mit land«. Man mister som regel det, man overlader i andres varetægt, og ikke selv vil kendes ved. Marianne Mørk Mathiesen, Regionrådet Syddanmark (LA)

Begrebet familie

I forbindelse med evakueringen af afghanske familier til Danmark rejser der sig mange spørgsmål om, hvordan de skal stilles som flygtninge her. Blandt andet spørgsmålet om familiesammenføring.

Marcus Knuth mener, at det ikke er noget problem, fordi de fleste er ankommet med familier. Der er dog det problem, at begrebet »familie« er fundamentalt forskelligt her i Danmark og i ikkevestlige kulturer. På de nordiske breddegrader regnes far, mor og børn som familie, mens ikkevestlige kulturer inkluderer mange flere i den nærmeste familie, såsom bedsteforældre, søskende og deres eventuelle ægtefæller og børn, mostre, fastre, onkler, tanter, fætre og kusiner.

Venstrefløjen med Rosa Lund, Enhedslisten, i spidsen har allerede udtalt, at de skal have samme rettigheder til familiesammenføring som alle andre grupper. Måske skulle man definere begrebet »familie«, før denne proces går i gang. Helle Marckmann, Dragør