Hanne Mortensen beklager sig i denne spalte over madanmeldelserne i Berlingske – personificeret ved journalisterne Søren Frank og Søren Jacobsen Damm – som blandt andet beskyldes for til tider at have en ret flabet stil (hvad der så end menes med det?).
Endvidere spørger Hanne Mortensen, hvor mange af Berlingske læsere der synes, at deres anmeldelser er i orden.
Jeg tillader mig at gå ud fra, at Hanne Mortensens læserbrev er foranlediget af anmeldelsen af Marienlyst i Helsingør, som også i det lokale dagblad er blevet påtalt som upassende. Derfor melder jeg mig – jeg kan ikke svare på, hvor mange vi er – som en af de berlingskelæsere, der synes, det er helt i orden.
Det er vedkommende forbrugeroplysning på linje med for eksempel »dårlig akustik«, »dårlig betjening«, »personalets manglende viden«, »alle gæster sidder med hovedet i mobiltelefonen«, osv., som vi som læsere kan bruge som beslutningsgrundlag, før vi besøger det anmeldte etablissement.
I tilfældet med Marienlyst kan man dog spekulere på, om det virkelig var stampublikummet, Søren Jacobsen Damm mødte, eller det – som antydes – var et publikum, der havde indfundet sig i kølvandet på fodboldlandsholdet. Men eftersom jeg har samme holdning til halstatoveringer, silikonebryster og -læber som Søren Jacobsen Damm, er jeg glad for, at han kalder en spade for en spade, så det ikke er til at misforstå.
I øvrigt mener Hanne Mortensen, at Søren Frank er specielt nedladende, hvis restauranten, der anmeldes, »ligger uden for hans eget reservat«. Hvis man har fulgt Søren Franks anmeldelser, vil man vide, at han tilsyneladende farer land og rige rundt som led i sit erhverv – så reservatet må være temmelig stort og omfatter sikkert også Hanne Mortensens hjemstavn.
Afslutningsvis kan jeg forsikre Hanne Mortensen om, at der anmeldes masser af vine til »en overkommelig pris« i Berlingske. Det sker som oftest ovenikøbet i dobbeltopslag.
Men det er vel med gastronomi som med kunst og kultur: Man anmelder de øverste lag af rangstigen – ikke friturebarer og skolekomedier. De etablissementer, der giver udtryk af at være der, men pynter sig med lånte fjer, risikerer at blive afsløret. Og tak til Berlingskes anmeldere for det.
Kresten Lundegaard, Humlebæk



