Herrefodboldslandsholdet er blevet hyldet og har modtaget begejstret anerkendelse for sin kvalifikation til VM i Qatar. Fortjent. Samtidig bliver den kvindelige landsholdsspiller Nadia Nadim udskammet for sin ambassadørrolle for samme VM.

Herrelandsholdenes deltagelse i turneringen er betingelsen for Qatars afholdelse af VM, men når Nadim optræder som ambassadør for selvsamme turnering, bliver hun ydmyget, hånet og mødt af buhråb i Parken.

Nadim har modtaget penge for sin rolle. Jeg håber for hende, at det er mange penge. Herrelandsholdets spillere tjener kassen på VM. I direkte betaling for deltagelse samt, ikke mindst i fremtidige lønninger efter deres promovering i slutspillet.

DBU tjener k-a-s-s-e-n på landsholdets deltagelse i Qatar. Samtlige danske medier tjener k-a-s-s-e-n på deres minutiøse dækning af VM.

Det forlanges af Nadia Nadim, at hun alene skal forsvare sin ambassadørrolle foran et kobbel ensidigt kritisk moraliserende journalister. Herrelandsholdets spillere skal ikke stille sig frem til den ydmygende forestilling. Heller ikke træneren. Heller ikke mediecheferne. For skønt deres deltagelse i VM er selve betingelsen for Qatars promovering af hele cirkusset, er vi overbevist om, at de selvfølgelig tager afstand fra Qatars horrible overtrædelser af menneskerettighederne.

Kunne det tænkes, at den begavede og fandenivoldske Nadia Nadim, med sine livserfaringer, bedre end de fleste, forstår den mørke side af Qatar? At Nadim, helt ind i knoglerne og sjælens inderste rum, er rasende modstander af Qatars brud på menneskerettighederne, herunder undertrykkelsen af kvinder? Og at hun med sin afghanske baggrund alt for godt ved, at kulturelle forandringer i den del af verden sker med uendeligt små skridt? At hun nøgternt og modigt bruger sig selv til at foranledige sådanne forandringer?

Mon ikke tiden er inde til, at herrelandsholdets fodboldspillere og trænere skal overveje, om de skal komme deres kollega på kvindesiden til undsætning? I det mindste høre, hvad Nadims begrundelser er for at være ambassadør for det VM, som de bliver fejret for at deltage i. Hvis ikke, ved jeg godt, hvem jeg synes har mest mandsmod. Henrik Brogaard, cand.psych., Frederiksberg