Jeg er træt af at høre folk sige, at lektier og karakterer burde afskaffes.
Forstå mig ret: Lektier kan være hårde, ligesom karakterer kan føles som et pres. Men begge dele er nødvendige. Lektier styrker vores faglige viden, og karakterer viser os, hvor vi står. Er det ikke det, uddannelse handler om?
Alt for ofte bliver lektier fremstillet som unødvendigt arbejde og karakterer som stressende tal på et stykke papir.
Jeg tror, at der er mange unge, der ikke helt ved, hvilken effekt de faktisk har. De fleste unge ser det som en byrde – Men den virkelighed, som mange ignorerer, er, at begge dele spiller en afgørende rolle i at forberede os unge på livet.
Lektier giver os ikke bare mulighed for at øve os og fordybe os i fagligt stof – de lærer os også at strukturere vores tid, tage ansvar og løse problemer selvstændigt. Det er færdigheder, vi får brug for resten af livet – ikke kun i uddannelsessystemet.
Karakterer er heller ikke bare et middel til at skabe konkurrence eller stress. De er feedback. Feedback, der viser os, hvad vi mestrer, og hvor vi kan blive bedre. Fjerner vi karaktererne, fjerner vi også en del af den motivation og konkurrence, der driver os fremad.
Alligevel ser jeg mange – især på venstrefløjen – der ønsker at skåne os unge fra det, de kalder »unødvendige byrder« – Men vi unge skal ikke skånes.
Venstrefløjen har gjort det til en dyd at fritage unge for krav. Men det er ikke en hjælp – det er en bjørnetjeneste. Livet kræver disciplin og ansvar, og det er skolens opgave at forberede os på det.
Vi lærer mere, når der stilles krav til os. Jo før vi vænner os til deadlines, evaluering og arbejdsbyrder, jo bedre rustet er vi til at klare os i en verden, hvor der ikke gives fripas.
Selvom lektier og karakterer måske ikke er perfekte, er de uundgåelige. I stedet for at vi unge konstant kæmper imod dem, burde vi bruge dem til at opbygge de færdigheder, vi får brug for i resten af livet.
Det er trods alt bedre, at vi bliver udfordret nu, end at vi er uforberedte på fremtiden – Det er ikke en dødsdom.
Anna Bodnia Lorentzen, folkeskoleelev, medlem af Liberal Alliances Ungdom
Konkurs og genbrug
Med coronakrisen fik et stort antal butikker udsættelse af Skat. Siden »glemte« mange eller formåede ikke at spare op til skattegælden, og i de følgende år har vi derfor set mange virksomheder gå konkurs. Det findes der nøjagtig statistik for.
Derimod er det småt med oplysninger om realiseringen af de konkursramte virksomheders lagerbeholdning.
Jeg har fået oplysning om en konkursramt urmager, der kun fik 12 procent for varelageret. Hvis det er generelt, svigter brancheforeningen, for ure, guld og smykker falder ikke i værdi på samme måde som grøntsager og flødeskumskager. Guld stiger derimod i pris.
En pantelåner reklamerer med lån op til 75 procent af genstandens værdi. Hvorfor køber pantelånerne så ikke de konkursramtes lagre?
Hans Kloster, Frederiksberg
Kom nu ind i kampen, detailhandel
Detailhandlen er i krise. Folk handler på nettet. Kunderne kommer ikke længere i butikkerne. Men ærlig talt; skylden ligger også hos butikkerne selv.
På juleindkøb forrige lørdag i det centrale København: Adskillige steder var der lange køer frem mod en skranke for kun at få lov til at betale. Man bruger rask væk 15 minutter på bare at stå i køen, uden at det skaber værdi. Hvorfor skulle man vælge den oplevelse fremfor bekvemmeligheden ved at klikke »køb nu« hjemme fra sofaen?
Hvis detailhandlen vil overleve, må den levere noget, nettet ikke kan: En personlig, effektiv og smidig købsoplevelse. Hvorfor skal vi stå i en lang kø? Lad personalet i stedet gå rundt i butikken med ipads og hjælpe kunderne dér, hvor de står – i stedet for at lade dem vente i kø.
Detailhandlen har alle muligheder for at skabe en anderledes og bedre oplevelse. Det kræver investeringer og nytænkning, men det er nødvendigt, hvis man vil vende udviklingen. Så kære detailhandel: Kom ind i kampen, bliv innovative, og gør det attraktivt at handle i jeres butikker. Ellers vil flere kunder vælge nettet – og med god grund.
Herbert Nathan, København
Urimelige ventetider
Mon der nogensinde er forsket i det samlede tidstab, når vi som kunder eller borgere forsøger at ringe til en virksomhed eller til en offentlig institution?
Forleden ville jeg lige klare nogle nødvendige opringninger. Jeg havde samlet nogle enkle spørgsmål, der kun fortjente korte samtaler, vel i alt maks. ti minutter. Men jeg havde som så ofte før undervurderet begrebet »kundens ventetider«.
– Alle medarbejdere er optaget i øjeblikket, du er nummer xx, vent venligst, sagde den første maskine (50 minutters ventetid).
– Der er desværre ingen ledige, ring venligst senere, sagde den anden (to minutter).
– Vi modtager lige nu mange opkald, vent venligst på den første ledige medarbejder eller tryk 1, så ringer vi tilbage, tilbød den tredje maskine (35 minutter).
Jeg satte min iPhone på højtaler for at gøre andre ting. Men ventetider i telefon kan jo være en skræmmende musikalsk udfordring, indtil man til sidst opgiver og afslutter!
Private og offentlige virksomheder, der så åbenbart ikke anerkender tidens værdi - også hos kunden, burde forbedre deres service ved at minimere denne dårlige vane. Det kan vel næppe være raketvidenskab?
Peter Kauffeldt, Kgs. Lyngby
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
