Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Liberal Alliances Ungdom: Danskernes griskhed er velfærdsstatens svaghed
For mange danskere fungerer skattebilletten som et moderne afladsbrev. Vi er tvunget til at finansiere en omfattende velfærdsstat, som oprindeligt var tænkt som et sikkerhedsnet for de svageste, men som i dag er blevet en altomfattende ordning, alle forventer at få del i.
Uanset økonomisk og social baggrund lærer vi tidligt, at velfærdsstaten er noget, vi har krav på. Ikke som en sidste udvej, men som en selvfølge.
Allerede som 18-årige modtager mange danskere offentlige ydelser i form af SU. Uanset økonomisk og social baggrund lærer vi tidligt, at staten står klar med penge, ikke fordi behovet er akut, men fordi vi har ret til dem.
Den brede og tidlige adgang til ydelser skaber privilegieblindhed og svækker forbindelsen mellem indsats og belønning. Vi vil, som små børn, have mere, mere, mere. Velfærdsstaten bliver ikke bare et sikkerhedsnet, men et moralsk fripas.
Da regeringen, helt rigtigt, afskaffede det sjette SU-år, blev flere gymnasieelever og studerende rasende og protesterede. Det var dybt uretfærdigt, at de ikke længere kunne få lommepenge af staten for at tage en skattebetalt uddannelse.
Vi føler os uretfærdigt behandlet, når vi ikke får noget af den fælles kage. Måske fordi alle føler sig berettiget til et stort stykke som følge af deres dyre bidrag via skattebilletten.
Når regeringen nu giver fødevarechecks til over to millioner danskere, er det som at se en forælder, der giver efter for barnets gråd. Frem for at give checks kunne man hæve bundfradraget. Det ville give varig lettelse og flere penge mellem hænderne, især for dem, som tjener mindst.
Alligevel vælger regeringen checken, da griskheden i den danske befolkning nemmere kan forholde sig til at få »gratis« penge. Alle føler sig berettiget til at få en check, da alle vil have mest muligt ud af skattebilletten, da prisen på den er så høj.
Måske ville prisen og dermed grådigheden være mindre, hvis vi genovervejede, hvor omfattende velfærdsstaten bør være.
Når velfærdsstaten præsenteres som noget, alle »selvfølgelig« skal have del i, bliver det rationelt at ville have mest muligt ud af den.
Det er ikke en moralsk brist, men et strukturelt problem. Systemet belønner ikke mådehold, men maksimal udnyttelse. Griskheden opstår ikke på trods af velfærdsstaten, men som en konsekvens af dens logik.
Villads Seneca, demokrati- og ideologiordfører for Liberal Alliances Ungdom
Skal alle under psykologiens vinger?
Det var et velskrevet og vedkommende debatindlæg, Camilla Huniche, vicedirektør i Danske Gymnasier, og Helene Horsbrugh, dagtilbudschef i Københavns Kommune, havde i Berlingske.
Her peger de på den helt centrale brug af psykologi versus pædagogik, hvor psykologien trumfer de pædagogiske tiltag fra børnehaven til skolen og videre i ungdommen.
At der mangler pædagoger, og at mange skolelærere forlader deres job, er ikke tilfældigt. Det er forventeligt med det massive pres, de bliver mødt med i deres daglige virke – autoritet er blevet et fremmedord.
Irene Bjerrehuus, København
George Bush versus Donald Trump
George Bush var præsident, da terrorangrebet mod USA fandt sted 11. september 2001, og han sagde straks til hele verden: Enten er I med os eller imod os, og vi vil kæmpe for den frie verden, om så kampen vil vare i 20 år.
Poul Nyrup Rasmussen fulgte op med at sige: Vi er med jer hele vejen igennem, mens efterfølgeren Anders Fogh Rasmussen dannede et tæt parløb med USA.
Lars Løkke Rasmussen så Trump i øjnene og sagde, at ikke kun penge tæller, men også blod, hvor Danmark har mistet 44 mennesker i kampen for frihed.
Nu savner vi, at George Bush fortæller verdenen, at der også er et andet USA end det, Trump repræsenterer.
Svend-Aage Anskjær, Skodsborg
For øvrigt mener jeg …
… at den norske kronprinsesse bør tage navneforandring til Mette-Mareridt.
Torben Otte Jørgensen, Søllerød
Åbent brev til undervisningsminister Mattias Tesfaye
Kære Mattias Tesfaye,
Jeg har brug for din hjælp.
Min søn har, som hundredvis af andre unge mennesker, valgt at bruge sit 10. skoleår på et udvekslingsophold i udlandet, inden han begynder i gymnasiet.
Som følge af dette har han efter gældende lovgivning skullet frameldes folkeregistret i vores kommune – og som du ved, får dette konsekvenser for hans muligheder for selv at vælge gymnasium.
Gymnasiepladser tildeles efter rejsetid mellem bopælsadressen og skolen (transporttidskriteriet) – men som udrejst (uden folkeregisteradresse) tildeles man af administrative årsager en transporttid på 23 minutter.
Denne fiktive rejsetid kan have store konsekvenser for valgmulighederne. Det gælder særligt for unge mennesker i tætbefolkede områder, hvor søgningen mod gymnasierne er stor, og de pågældende gymnasier derfor fyldes op af elever med korte rejsetider.
Problemet har været i fokus tidligere, senest sidste år i flere medier, men der er endnu ikke fundet nogen løsning.
Det er udelukkende unge mennesker, der vælger at tage et skoleår i udlandet, der fanges i dette uforståelige og bureaukrati-genererede krydsfelt mellem lovgivning og optagelseskriterier. Elever, der vælger et år på efterskole, kan bevare deres hjemmeadresse under efterskoleopholdet.
Man undres: Er hensigten med gældende regler at fratage unge mennesker lysten til at vende blikket udad og i stedet blive hjemme i vores i øvrigt skønne andedam? Eller kan vi støtte op om de unge mennesker, der gerne vil opleve fjerne horisonter?
For min søn, der vender tilbage til sit hjem i centrale København til maj, betyder gældende regler, at han ikke kan vælge sit ønskegymnasium, der ligger 300 meter fra vores bopæl.
I stedet må han på baggrund af den tildelte transporttid søge eller blive tildelt gymnasieplads et sted langt fra sin bopæl, sin omgangskreds og fritidsaktiviteter – og det er jo helt tosset.
Så Mattias Tesfaye – kan du hjælpe mig med at forklare min søn meningen med galskaben? Og med forlov, lad mig prøve at komme med et simpelt løsningsforslag: At man med nødvendig dokumentation i ansøgningsprocessen angiver, at det unge menneske er på midlertidigt ophold i udlandet, og at der så tildeles transporttid ud fra hjemmeadressen? Det burde være let.
Ting tager tid, så ændringer i optagelsesprocessen til gymnasieuddannelsen når jo nok ikke at komme vores unge mand til gavn – men der kommer jo forhåbentlig mange ligesindede unge mennesker efter ham!
Jeg ser med spændt forventning frem til dit svar.
Med venlig hilsen
Peter Pfeiffer, København
Skolereform
Folkeskolen mangler lærerkræfter. Forslaget om 14 elever i hver klasse halverer elevantallet.
Der skal så bruges dobbelt så mange lærere. Hvor skal de komme fra?
Christian Kjellerup Hansen, Frederiksværk
Hvem tør sige Europa-hær?
Hvem tør først nævne det tidligere fyord »Europa-hær«? Hvornår bliver det en stemmesluger frem for en tabersag?
Er Pelle Dragsted og Enhedslisten klar til at gå skridtet videre med forsvar af Europa, efter at partiet har erklæret sig klar til væbnet kamp, når det gælder forsvaret af Grønland.
Eller bliver det Radikale Venstre, der benytter sig af chancen for markant markering med mulighed for igen at komme ind i varmen – på Christiansborg og hos vælgerne?
Ét er sikkert: Det er kun et spørgsmål om tid, før ordet bliver stuerent og muligvis et fremtrædende element i en nært forestående valgkamp med fokus på et stærkt Europa med tro på evnen til og nødvendigheden af at kunne forsvare sig selv.
For de mere fintfølende måske som det nye modeord »en fælles europæisk forsvarskapacitet«.
Steen W. Pedersen, mediedirektør, dk4
Absurd fordeling af fødevarecheck
Jeg har spurgt de folkevalgte på Christiansborg om logikken med fødevarechecken, men har kun fået svar fra dem, der er enige med mig.
Som pensionist, der har sparet op hele livet for ikke at være en byrde for det offentlige, står jeg nu i en absurd situation:
Jeg bliver straffet for min forsigtighed.
Mine beskedne opsparinger stammer ikke fra arv, men fra erstatninger for arbejdsskader – penge øremærket til behandlinger, det offentlige ikke kan tilbyde. Alligevel tæller de som »formue« og udelukker mig fra støtte.
Samtidig ser vi, at familier med husstandsindkomster, der langt overstiger, hvad vi nogensinde har haft, modtager checken.
Mange har levet et liv med forbrug frem for opsparing og belønnes nu for deres i forvejen høje levestandard.
Vi, der har taget ansvar, straffes nu igen og igen. Dem, der har levet over evne, belønnes igen og igen. Det sender et katastrofalt signal om, at det ikke kan betale sig at være økonomisk ansvarlig.
Politikere forsvarer sig med, at vi har fået elafgiften fjernet. Men det har højtlønnede også, og med deres større elforbrug får de mere ud af det. Som altid er det de bedst stillede, der profiterer mest, mens vi med mindst får mindst ud af det. For én liter mælk koster det samme for os alle.
Når lovgivningen rammer ved siden af og rammer de forkerte, mister folk respekten for systemet og dem, der har skabt det. Det skaber præcis den politikerlede, vi så desperat har brug for at undgå.
Og en anden ting, hvorfor skal de folk, der har valgt at forlade Danmark, have fødevarechecken?
Det skriger til himlen af valgflæsk, men jeg er overbevist om, at det får den modsatte virkning.
Mine spørgsmål til Christiansborg var enkle:
Hvorfor accepterer I en så skæv fordeling, der rammer ansvarlige pensionister?
Hvilken logik ligger bag, at erstatninger for arbejdsskader tæller som formue?
Hvorfor prioriteres de, der allerede har det godt, frem for dem, der har sparet op for samfundet?
Jeg venter stadig på svar, der går ud over standardformuleringer på tv. Svarene vil afgøre, om vores velfærdssystem stadig har kontakt med virkeligheden.
Erik Larsen, Hals
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
I dagens »Lyt til Berlingske« dykker vi ned i tre aktuelle historier. Vi ser nærmere på de værnepligtiges løn og vilkår, som ikke er blevet forbedret i 20 år, selv om værnepligten er blevet forlænget. Derudover handler det om de omstridte bederum i kælderen under CBS, der vækker politisk kritik. Og endelig undersøger vi et muligt vendepunkt efter en lang dansk børskrise, hvor flere nye virksomheder igen kan være på vej mod Børsen. Ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, har udvalgt dagens historier.
Vært: Tom Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Berlingske
Oplæser: Caroline Toft Baunkjær
Producer: Caroline Toft Baunkjær
Del:
