At læse Berlingskes leder 10. maj om sygefravær i det offentlige kan let sende morgenkaffen i den gale hals. Thomas Bernt Henriksen hævder, at sygdom i det offentlige nærmest er blevet et personalegode. Det er en alvorlig anklage mod hundredtusindvis af offentligt ansatte. Problemet er bare, at den ikke holder til et møde med fakta.

Lederen bygger på en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening, som konkluderer, at offentligt ansatte har markant højere sygefravær end privatansatte. Men både DA og Berlingske begår den bekvemme fejl at behandle hele den offentlige sektor som én størrelse. Det ved læseren også udmærket, at den ikke er.

For staten passer ganske enkelt ikke ind i fortællingen om et offentligt arbejdsmarked, hvor medarbejderne bliver hjemme på andres regning. Ifølge Medarbejder- og Kompetencestyrelsens rapport »Statens Arbejdsmarked i Tal 2024« lå sygefraværet i staten i 2023 på 9,0 dage pr. fuldtidsansat mod 8,2 dage i den private sektor. Det er ikke et markant højere fravær. Alligevel bliver staten uden videre regnet med, når Berlingske og DA vil føre kulturkamp mod »det offentlige«.

Det er polemik forklædt som analyse.

Der findes uden tvivl steder i den offentlige sektor med alvorlige udfordringer omkring sygefravær. Men hvis man vil føre en seriøs debat, må man skelne mellem sektorerne i stedet for at udskamme samtlige offentligt ansatte som moralsk anløbne.

Kommunerne og regionerne løfter eksempelvis tunge og komplekse velfærdsopgaver for syge, ældre, børn, udsatte borgere, borgere med handicap osv. – ofte med fysisk belastning, øget smitterisiko, skiftende vagter og desværre også vold, trusler, konflikter og høje følelsesmæssige krav. Selvfølgelig sætter det sig i sygefraværet. Det er ikke et udtryk for dovenskab. Det er prisen for at få velfærdsstaten til at fungere.

For ansatte i staten og resten af den offentlige sektor er arbejdet ikke et personalegode. Det er et ansvar. Vi går på arbejde for Danmark. Det, ofte under et voksende arbejdspres og andre arbejdsmiljøbelastninger efter år med en slagrække af reformer, effektiviseringer og flere opgaver til færre hænder.

Hvis Berlingske virkelig vil diskutere fravær og produktivitet, kunne avisen passende begynde dér i stedet for at reducere komplekse problemer til moralske anklager mod mennesker, der holder staten kørende.

Ulla Moth-Lund Christensen, næstformand, HK Stat

Uberettiget kritik af Søren Frank

Mad- og vinanmelder her på Berlingske Søren Frank høster kritik for sine udtalelser vedrørende mange menneskers distance til madlavning. Takeaway-kulturen, kalder han trenden, er nok ikke en helt skæv analyse. Leveringstjenesten Wolt har kronede dage.

Spørgsmålet er, hvorfor så mange familier og måske også enlige har brug for at få færdigretter bragt til døren? Travlhed påpeges atter og atter. Hvori består den overvældende travlhed i dag, kontra for 20 og 30 år siden? Det er jo ikke nyt, at ægtefæller/par arbejder og i småbørnsfamilier henter børn i institutioner. Det har dog ikke tidligere forhindret, at man kunne lave mad i hjemmet…

Jeg synes ikke, at kritikken er berettiget. Søren Frank er ikke bedrevidende, men mere vidende, og det er ikke dårligt.

Irene Bjerrehuus, København

Social kontrol

Debatten om »muslimsk social kontrol« på gymnasier er endnu et eksempel på, hvordan politikere og medier forvandler komplekse ungdomsproblemer til en kamp mod danske muslimer. Enkelte historier om unge, der kommenterer på hinandens adfærd, tøj eller livsstil, bliver nu brugt som bevis på en særlig muslimsk kulturtrussel. Men ærligt talt: Hvornår begyndte unge mennesker ikke at presse og dømme hinanden?

Som ung muslim kan jeg godt genkende, at der findes sociale forventninger i muslimske miljøer. Nogle unge mener, andre er »for danske« eller »for lidt religiøse«. Det er ikke altid rart, og det kan være grænseoverskridende. Men at kalde enhver intern kommentar eller konflikt for »social kontrol« er en voldsom overdrivelse. Især når præcis det samme foregår blandt etnisk danske unge – bare i andre former.

Danske unge presser også hinanden konstant. Til at drikke alkohol. Tage stoffer. Have bestemte holdninger. Klæde sig rigtigt. Være seksuelt frigjorte. Passe ind. Hvis man falder udenfor, bliver man hurtigt stemplet som mærkelig, kedelig eller forkert. Men når etnisk danske unge gør det mod hinanden, kaldes det ungdomskultur. Når muslimer gør det, bliver det pludselig et nationalt problem.

Det største hykleri kommer dog fra politikerne selv. De samme mennesker, der nu advarer mod »muslimsk social kontrol«, har i årevis været med til at skabe et enormt socialt pres mod danske muslimer. Generationer af unge muslimer er vokset op med beskeden om, at de ikke er danske nok. At deres religion er et problem. At deres kultur skal mistænkeliggøres. At de hele tiden skal bevise deres loyalitet over for Danmark.

Hvad er det, hvis ikke social kontrol?

Når politikere igen og igen fortæller muslimer, hvordan de skal klæde sig, tale, tro og opføre sig for at blive accepteret, så er det også et forsøg på at kontrollere mennesker socialt og kulturelt. Forskellen er bare, at når majoriteten gør det mod minoriteten, bliver det kaldt integration.

Problemer i muslimske miljøer skal selvfølgelig tages alvorligt. Ingen unge skal leve under pres eller frygt. Men debatten bliver useriøs, når man fremstiller muslimske unge som noget særligt farligt, mens man ignorerer det massive sociale pres, der eksisterer i hele samfundet – også fra Christiansborg.

Muhmen Parvaze, København

Bederum og social kontrol

Så længe jeg ikke kan tage Biblen med i mange muslimske lande, så længe man fortsætter med at rive kirker ned, som blev opført længe før islam opstod, så længe man forfølger kristne i muslimske lande, så længe jeg ikke må have mit eget tøj på i muslimske lande, kan jeg selvfølgelig ikke acceptere bederum og social kontrol.

Nellie Vierhout, Espergærde

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk