Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Læserne mener: Vaccinenægtere burde straffes

»Reelt har disse vaccinationsnægtere fået licens til drab ligesom James Bond, fordi covid-19 er en potentielt dødelig sygdom, som indtil videre ikke kan behandles specifikt, men kun med støttende behandlinger,« skriver Finn Gyntelberg og Ole Kamstrup i nedenstående læserbrev. Fold sammen
Læs mere
Foto: James Ross / EPA / Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Straffelovens § 252 og dens stk. 2 lyder: »Med fængsel indtil 8 år straffes den, der på hensynsløs måde forvolder fare for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.« På samme måde straffes den, der på hensynsløs måde forvolder fare for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.«

Som læge må man undre sig over, at denne paragraf ikke gælder for alle de danskere og personer med lovligt ophold i landet, som ikke vil lade sig vaccinere mod covid-19. Reelt har disse vaccinationsnægtere fået licens til drab ligesom James Bond, fordi covid-19 er en potentielt dødelig sygdom, som indtil videre ikke kan behandles specifikt, men kun med støttende behandlinger.

Det ville være rimeligt, at vores lovgivere og sagkyndige jurister kunne forklare, hvorfor straffelovens § 252 stk. 2 ikke gælder for vaccinenægtere?

Finn Gyntelberg, Hørsholm og Ole Kamstrup, Rudersdal

Fjern aldersgrænsen ved jobsøgning

Jeg er ikke socialdemokrat, men derfor kan man godt lytte, når der bliver sagt noget fornuftigt af en socialdemokrat.

I Debatten 9. september udtalte Jeppe Bruus (S), at det kan komme på tale at fjerne aldersgrænsen i jobansøgninger. Bare kom i gang! Vi skriger efter arbejdskraft i Danmark, men lige så snart en arbejdsgiver læser, at ansøgeren er over 50, er man frasorteret uden mulighed for at vise, at man eventuelt kan løbe hurtigt, og at man ikke er »døden nær«, fordi man har rundet 50 år.

I Californien, USA er det IKKE tilladt, at arbejdsgiveren må spørge om alder på ansøgeren, her kigger man på ansøgningen og samtalen med personen, der har søgt jobbet. Se nu at få gjort det til en lov i Danmark, at man IKKE kræver ens alder nævnt i jobansøgninger, for så skal vi nok få gang i hjulene i Danmark med dansk arbejdskraft. For der er masser, som gerne vil have et job, men her og nu kan man være for »gammel«.

Rikke Andersen, København

Stop de griske sygeplejersker

Det er tåkrummende at høre de ulovligt strejkende sygeplejersker hævde, at de aktionerer af hensyn til patienterne. Det er naturligvis en grov forvrængning af sandheden. Deres ulovlige aktioner er udelukkende begrundet i ønsket om flere penge i lønningsposen, og i den forbindelse tager de på usmagelig vis patienterne som gidsel. Flere arbejdsmarksforskere har godtgjort, at sygeplejerskerne som professionsuddannede har en udmærket løn på højde med – eller højere – end andre med en professionsuddannelse.

Alle personer i Danmark er enten patienter eller har familie eller venner, der lider under sygeplejerskernes ulovligheder, og jeg skal derfor opfordre til, at de danske patientforeninger går sammen om en fælles protest mod sygeplejerskerne – eventuelt ved at indkalde til demonstrationer mod sygeplejerskerne i de større danske byer.

Erling Rasmussen, Frederiksberg

Barslen er barnets – ikke mors eller fars

Når man følger debatten om øremærket barsel, kommer det hurtigt til at handle om mænd og kvinders rettigheder over for hinanden. Og arbejdsmarkedets parter lægger da heller ikke skjul på, at den nyligt indgåede aftale handler om ligestilling.

Som mor til to piger på to og fem år med to forskellige barselsforløb, må jeg lige stoppe op. For måske har jeg misforstået noget, men i stedet for at tovtrække om mors eller fars barsel, giver det så ikke mere mening at tale om barnets barsel? Det lille barns ret til mest muligt af mors og fars nærvær, tryghed og omsorg i det første leveår.

Når det foreslås, at 11 ugers øremærket barsel går tabt, hvis far (eller mor) af den ene eller anden årsag ikke kan tage dem, mener jeg, at man skyder helt forbi og glemmer, hvem barslen egentlig er til for.

Familien må være bedst til at tilrettelægge det bedste og tryggeste barselsforløb for barnet. Jeg anerkender fuldt ud, at der kan være behov for at skubbe på en kulturforandring i vores samfund. Men intentionerne bør aldrig gå ud over barnets muligheder for at være sammen med sine forældre.

Else Marie Thorgaard, Frederiksberg, kandidat til kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti

Religiøs overstyring

I sammenhæng med vore fiaskoer i Mellemøsten og Afghanistan siger Lars Møller under »Groft sagt«, at militær indgriben i landes hverdag godt kan føre til en moderne og demokratisk udvikling. Han nævner her udviklingen i Tyskland og Japan efter Anden Verdenskrig. Jo, men disse to tilfælde kan ikke sådan uden videre sammenlignes med nutidens fortrædeligheder. Tyskland og Japan var ikke overstyret af religion, og navnlig ville befolkningerne i begge lande selv have en ny udvikling i takt med tiden og til eget bedste i dette liv.

I Mellemøsten og Afghanistan overstyrer man anno 2021 via religion, og befolkningerne vil ikke selv gøre noget for en anden udvikling. Man kan sige, at aldrig kan folk udvikle sig, som ikke vil det selv. Og det kan militæret som sådan ikke gøre noget ved.

Svend E. Just, Fredensborg