Da man opførte Storebæltsbroen i sin tid, var et af formålene, at Øst- og Vestdanmark skulle knyttes bedre sammen. Der er noget kunstigt ved, at et lille land som vort er delt.
Det er tvivlsomt, om dette forehavende er løst. Det koster typisk 196 kroner at krydse Storebæltsbroen med bil, i en meget bestemt situation 117,50 kroner. Hvor meget den udgift betyder, havde jeg for nylig lejlighed til at opleve, da jeg fra Broager skulle sælge en vare, der ubetinget er mere efterspurgt i København: en pæn Raleigh-cykel fra 50erne. Et par håndfulde købere ville gerne købe cyklen. Der var bare lige en bro med tilhørende brotakst i vejen.
Det er besynderligt, at der ikke er større politisk vilje til at sætte taksterne for at benytte Storebæltsbroen ned, for eksempel til en halvtredser med retur, eller endog gøre broen vederlagsfri at passere. Som bekendt skal der ikke betales andet vederlag end den eksisterende, særdeles høje bil- og brændstofbeskatning for at krydse eksempelvis Vejle Fjord eller Lillebælt.
Formentlig vil en takstnedsættelse i øvrigt være en politisk vindersag.
Anders Orris, Broager
Hvis ja til abort, hvorfor så ikke aktiv dødshjælp?
Debatten om borgernes ret til aktiv dødshjælp kører igen. Senest har tidligere medlem af Det Etiske Råd Christian Borrisholt Steen talt kraftigt imod i en kommentar her i avisen 20. juli.
Når vi under forårets diskussioner om at udvide retten til abort gang på gang hørte mantraet om kvindens ret til at bestemme over sin egen krop, så kan dette mantra jo ikke stå alene, for vi skal jo også tænke på det lille, levende foster, der må lade livet ved en abort.
Helt anderledes forholder det sig med aktiv dødshjælp. Her er det alene den dødsparate, der efter eget ønske mister livet.
Hvis vi kan være for retten til abort – og snart helt op til udgangen af 18. graviditetsuge – så har jeg svært ved at se, hvordan man samtidig kan være modstander af retten til selv at kunne vælge en værdig død.
Som det er nu, er det kun de ressourcestærke og velbeslåede, der kan arrangere og betale for en sidste rejse til et land, hvor aktiv dødshjælp allerede er tilladt i dag.
Er det lighed ved livets afslutning?
Michael Brandt-Nielsen, Frederiksberg
Industriens kreative plastikforførelse
Plastik er både et stort affaldsproblem og et fremragende materiale for industrien til pakning af fødevarer. For at holde priserne nede under 10 og 15 kroner skjules store prisstigninger medmindre forpakninger:
Før 200 gram, nu 160 gram, en prisstigning på 25 procent, der ingen grobund har i den økonomiske udvikling. Måske mindre madspild, men mere plastik. Sæbe i fast form kræver næsten ingen plastikindpakning og holder betydelig længere tid, om end håndvasken tager lidt længere tid, men til gengæld er mere effektiv.
Industriens kreativitet mod større fortjeneste er tydelig, og her er tale om større plastikforurening samt uforståelige prisstigninger. Forbrugerforførelse par excellence.
Holger Overgaard Andersen, Vedbæk
Europa mangler stadig et slagkraftigt forsvar
Sæt alt ind på at opbygge en europæisk våbenindustri, skriver Berlingske på lederplads 19. juli. Og det er godt nok. Men alt militært isenkram i verden hjælper ikke uden en slagkraftig organisation. Og Europa har ikke og har aldrig haft en sådan krigsorganisation med en øverstkommanderende og en utvetydig kommandostruktur, som effektivt kan forsvare sig imod en angriber.
Europa har NATO. Men et NATO, som er helt afhængigt af USAs lederskab og engagement. Et engagement, der i dag sættes store spørgsmålstegn ved.
Intet foretagende er så kompliceret som at bekrige. At opbygge en effektiv krigsorganisation tager tid og er bestemt ikke let. Hvorfor er vi i Europa så ikke engang begyndt på det endnu? Det kan ikke skyldes hensyn til NATO og USA, der kun er interesseret i et Europa så militært stærkt som muligt.
Årsagen er desværre nok de svære, interne politiske spørgsmål, som venter forude, hvad angår rollefordelingen mellem Tyskland, Frankrig, UK, etc. Hvem skal være øverstkommanderende, og hvem skal betale hvor meget?
Problemet er bare, at mens vi venter på at tage fat på disse spørgsmål, er Rusland i fuld gang med at omstille hele sin økonomi til krigsproduktion samt hverve støtter i form af Iran, Nordkorea og indirekte Kina. Organisation og kommandostruktur har de allerede på plads. Tilsyneladende ikke særligt effektivt. Men de er ved at lære og udvikler krigsmaskinen i Ukraine.
Heldigvis er det »kun« en forsvarsorganisation, som Europa skal bygge op. Men den skal virke så troværdig og afskrækkende, at den forhåbentlig aldrig behøver at blive taget i brug. Det er svært at forstå, hvad det er, vi venter på.
Nils Sjoegren, Rungsted Kyst
