I artikler i Berlingske beskrives det klart og tydeligt, at Tisvildeleje er en smuk og ikonisk lille by nær en enestående natur med en følsom flora og fauna. Sådan som menneskenes indgreb i naturen efterhånden foregår med stadig større brutalitet og total ligegyldighed, må man være dybt bekymret for udviklingen og appellere til, at man fremover tænker sig grundigt om og træffer sine beslutninger på et oplyst grundlag, hvor kompetent og faglig ekspertise har været inddraget.

Men det har Gribskov Kommune netop ikke gjort, da man pludselig ændrede lokalplanen for området for at »lovliggøre« Musik i Lejet. Festivalen skulle for alt i verden reddes, og alle betænkeligheder blev arrogant ignoreret. Det var kommunens forvaltning, som »skønnede«, at der ikke ville være væsentlige problemer forbundet med afholdelsen af festivalen.

Her opstår det afgørende problem. En kommunes forvaltning har ikke nogen faglig indsigt på universitært niveau vedrørende flora og fauna i Tisvilde Hegn. En afgørelse kan kun træffes på grundlag af, hvad højt kvalificerede universitetsforskere måtte udtale om problemet, efter at der er udført grundige videnskabelige undersøgelser. Den slags undersøgelser tager tid, for de skal være videnskabeligt holdbare.

Men den slags undersøgelser er ikke gennemført, og det er dybt kritisabelt. I stedet har kommunens forvaltning foretaget et tilfældigt skøn, hvilket selvfølgelig ikke kan bruges til noget som helst. I dette skøn udtaler man så, at der ikke vil opstå væsentlige skader på naturen.

Hvad vil det sige? Hvem afgør, hvad der er væsentlige skader? Kommunens forvaltning? Dette er fuldstændig hen i vejret, og det er med til at underminere det kommunale selvstyre og fremkalde politikertræthed, samtidig med at man fortsætter de arbitrære ødelæggelser af naturskønne områder.

Så Musik i Lejet afholdes efter min mening på gyngende grund.

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Hvem har styr på EUs udenrigspolitik?

EU er desværre endnu en gang latterliggjort i det meste af verden, takket være den ungarske premierminister Viktor Orbán. Så snart han 1. juli overtog det roterende formandskab for EUs Ministerråd, rejste han på en selvopfundet »fredsmission« til Ukraine, Moskva, New York og Mar-a-Lago!

Præsidenten for Det Europæiske Råd, Charles Michel, skrev på X, dagen før Orbán rejste til Moskva, at det roterende formandskab intet mandat har til at agere over for Rusland på vegne af EU.

Snart efter kommenterede formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, også på X, at fremskridt for fred kun kan opnås ved sammenhold.

EUs særlige repræsentant for udenrigsanliggender, Josep Borrell, udtalte, at Orbáns besøg udelukkende er bilateralt, altså på vegne af Ungarn og ikke EU. Orbán fortsatte ufortrødent, selvom også en lang række regeringschefer fra EUs medlemslande protesterede i offentlige erklæringer.

Det efterlader os med flere spørgsmål: Hvor mange præsidenter har EU egentlig, og hvem er det, som skal holde styr på udenrigspolitikken. Og hvornår får vi en klar og entydig fælles udtalelse fra et organ med bemyndigelse til at irettesætte Orbán på vegne af EU og med ret til at sanktionere ham?

Hans Christensen, Dragør

Vi er flere, der dumper affaldssorteringen

Hvor blev jeg glad for at læse Martin Jensens indlæg om den grønne omstillings værste molbohistorie med decentral affaldssortering, hvor overskriften synes at være, at hvad indad vindes, skal udad tabes.

Jeg håber, at indlægget får ansvarlige kommunalpolitikere til at stoppe op og indse, at central sortering er vejen til guld og grønne forhåbninger.

Claus Bundgaard, Frederiksberg

Måske er den så ikke gal med ungdommen

I lørdagens Berlinger blev det fremstillet, som om det er ganske forfærdeligt, at mænd og kvinder med bestemte politiske udgangspunkter foretrækker partnere med samme syn på samfundet, udvikling og de personlige muligheder.

Jeg kom til at tænke på det gamle udtryk »To slags tro på samme pude, så er Fanden rigtigt ude«.

Måske er det også det, som de unge tænker på (med lidt andre ord): At man skal have fælles værdier, hvis det skal holde, og at skilsmisser er noget alt for boomer-agtigt at bruge livet på.

Hvis det er forklaringen, så er det nok det mest positive tegn i mange år.

Held og lykke med det gode liv.

Caroline Kofahl, København