Festivalen Musik i Lejet har været truet på dens eksistens, efter afholdelsen blev vurderet til at være ulovlig.
Nu har Gribskov Byråd ved en afstemning tirsdag aften besluttet, at lokalplanen skal ændres, så festivalen kan afholdes på lovlig vis.
Beslutningen er truffet med et flertal på 15 stemmer for og to imod, oplyser Musik i Lejet i en mail til flere medier, herunder Berlingske.
»Det har været vildt, kun fire måneder før festivalen, at skulle stå i denne situation hvor alt var kastet op i luften, om vi skulle afholde Musik i Lejet til sommer eller ej. Det var vi noget overraskede over. Så vi er selvfølgelig lettede og glade over, at der også politisk er et stort flertal bag vores lokale festival, som vi jo kunne se på de mange glade mennesker der var mødt op i aften for at støtte Musik i Lejet,« siger Andreas Grauengaard, festivaldirektør for Musik i Lejet, ifølge en pressemeddelelse og tilføjer:
»I aften fejrer vi, og i morgen fortsætter arbejdet med at planlægge sommerens festival i Tisvildeleje. Vi glæder os.«

Afholdt i 14 år på ulovligt grundlag
Afholdelsen af festivalen, som har løbet af stablen de seneste 14 år, var ifølge et advokatfirma i strid med lokalplanen og dermed ulovlig, har Berlingske tidligere beskrevet.
I et notat, der er blevet lavet på baggrund af en anonym whistleblower-henvendelse, har advokatfirmaet Horten påpeget, »at afholdelsen af festivalen ikke er forenelig med det gældende lokalplangrundlag for området, samt at festivalen forudsætter landzonetilladelse.«
Derfor var spørgsmålet, om kommunens politikere ville støtte Musik i Lejet. 20. februar var der møde i Planudvalget i Gribskov Kommune, men trods et flertal blev sagen sparket til hjørne, fordi et medlem gjorde brug af den såkaldte »standsningsret«, som betød, at byrådet skulle tage stilling i sagen.
Men har byrådet altså givet endeligt grønt lys til at skabe rammerne for, at festivalen kan fortsætte.
På grund af et stort antal besøgende udefra er festivalen af lokale blevet døbt »helvedesugen«.
Musik i Lejet bliver afholdt over tre dage fra den 18. til den 20. juli og har i år blandt andet Medina og Tina Dickow på programmet.