På Frederiksberg har vi i Kommunalbestyrelsen vedtaget, at opfordre skolerne til at indføre senere mødetid for elever i udskolingen. De skoler, der allerede har indført ændringen, har særdeles gode resultater.

Eleverne henvendte sig selv til politikerne sidste år – med god grund, synes Venstre Frederiksberg.

Alle undersøgelser peger i retning af, at mistrivslen hos børn og særligt unge blandt andet hænger sammen med for lidt søvn. En af indvendingerne er: »Skal de ikke bare sove tidligere?« Så enkelt er det ikke.

Store undersøgelser peger på, at flertallet af unge teenagere biologisk fungerer som B-mennesker. De KAN ikke sove tidligere, og de KAN ikke bare vågne op klokken 06.30. Og det hjælper heller ikke, at telefonen er lige ved hånden.

Mistrivsel er ved at udvikle sig til et samfundsproblem, der presser både helbred og økonomi. Det er en forstokket tankegang, at skolen altid skal begynde klokken otte, mens private arbejdspladser eksperimenterer med firedages arbejdsuger og flekstid.

Det er på tide at lytte til de unge mennesker og ikke stå fast på rigide opfattelser i en skole, der i mange lag har set ud på samme måde i 200 år.

Venstre stod fast, og vi håber, at skolerne vil lytte til Kommunalbestyrelsen og til de unge. Så er vi måske et lille skridt nærmere en bedre skoledag og bedre trivsel.

Malene Sandfeld (V), medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, folketingskandidat, gruppeformand

Varme hænder

Det er et fasttømret udsagn i den hjemlige debat, at vi mangler arbejdskraft. De såkaldte varme hænder er der stor mangel på. Er det nu helt rigtigt?

I min optik er det blot et forsøg på at dække over, at alt for mange politikere ikke kender nok til vort samfund og ikke ved, hvorfor vi er endt, hvor vi er.

Da vi siden begyndelsen af 1960erne har mekaniseret, rationaliseret mv. og derved frigjort megen arbejdskraft, skulle man tro, at det ville skabe megen konstant arbejdsløshed, men nej, den blev overvundet hen ad vejen.

Men nu opstod efterhånden manglen på varme hænder. Det kunne måske skyldes, at man havde fået indrettet uddannelsessystemet, så det forsynede samfundet med mange med højere uddannelser, som mestendels blev ansat i den offentlige sektor. Fordelingen mellem varme hænder i omsorgssektoren og arbejdet i administrationssektoren blev skævvredet.

Mit forslag er, at man bør rationalisere, eller simpelthen fjerne, mange overflødige og unødige administrative tiltag, som er uden nævneværdig værdi. Derudover bør erfarne, dygtige fagfolk, som ikke lader sig besnakke af alskens konsulenter, gå tilbageblevne, nødvendige administrative funktioner grundigt efter i sømmene. Desværre er alt for mange af de nødvendige offentlige funktioner gået fra den ene fiasko til den anden. Eksemplerne taler for sig selv.

Så problemet løses ved at skaffe flere varme hænder ved nedlæggelse af omhandlede overflødige administrative funktioner. De arbejdssøgende må herefter tage de job, der nu er, og som vi alle ved, er der mange.

Mange politikere, som er groet fast i en fortidig tankegang, har måske også brug for omskoling til et job, hvor nye kompetencer kan opøves og gøre sig godt på cv'et.

Torben Jensen, Rødovre

Unødig bureaukrati ved kørekortforlængelse

Jeg er diabetiker med type 2 og har haft lidelsen i 20 år, de sidste ti år har jeg taget simpel diabetesmedicin. Jeg går til kontrol fire gange årligt hos min læge, der siger, jeg har en velbehandlet diabetes. Jeg er lige fyldt 80 og skal have fornyet kørekort. 

Det er, når man er diabetiker, en kompliceret proces. Den starter i mit tilfælde 11. december hos den praktiserende læge, der formedelst en betaling på 600 kroner, og en simpel test finder ud af, om jeg kan se og høre, og sikrer, at jeg ikke er senil. 

Dokumentationen fylder tre sider, udfyldt af mig og lægen. Lægen lagde alt i en kuvert, han glemte dog at lave kryds, så man kunne sikre, at jeg ikke efterfølgende havde forfalsket info. Dette blev påtalt på kommunen, hvor ansøgningen skulle afleveres, og der skulle betales for et foto, der blev vedlagt.

18. december skriver Færdselsstyrelsen fra Ribe, at min sag er under behandling. Behandlingen består i, at de skal vurdere, om de behøver en udtalelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed om forlængelsen.

3. januar giver Styrelsen for Patientsikkerhed i et brev fra Holstebro til Styrelsen for Patientsikkerhed - Tilsyn og Rådgivning Øst en tilladelse på fem år med den begrundelse, at min diabetes er under kontrol med den nuværende medicin.

4. januar modtager jeg et brev fra Færdselsstyrelsen om, at jeg får forlænget mit kørekort med fem år, og hvis jeg vil klage, har jeg frist 18. januar.

23. januar modtager jeg endnu et brev fra Færdselsstyrelsen i Ribe, der gentager, at jeg har kørekort de næste fem år, samt at kommunen vil få besked om at udstede det.

Der er følgende proces: Egen læge-kommune-Færdselsstyrelsen-Styrelsen for Patientsikkerhed- Færdselsstyrelsen-og endnu en gang Færdselsstyrelsen og til slut kommunen; eller fem A4-sider maskinskrevne breve. Jeg har i skrivende stund endnu ikke modtaget mit kørekort.

Det burde kunne gøres hurtigere, enklere og billigere og med besparelser på offentlige ressourcer. Min praktiserende læge kender min diabetes, han undersøger, om jeg er dement, om jeg kan høre og se, han ved hvilken medicin, jeg tager, så han må være fuldt ud kompetent til at vurdere, om jeg kan få forlænget mit kørekort. 

Forlængelsen burde være en sag mellem læge og kommune, eventuelt med en appelinstans, hvis jeg var uenig i deres afgørelse.

Karl Erik Hansen, Hørsholm

Myter om privathospitaler

Det er på tide med et opgør med myterne om, hvad privathospitalerne kan, vil og gør.

Derfor vil jeg gerne komme med et modsvar til Torben Kjærs indlæg 1. februar:

Det er en myte, at vi kun tager de »lette« patienter og afviser patienter med høj risiko for komplikationer. Hos Aleris i Søborg er mere end hver tiende såkaldte ASA III-patienter med et kompliceret sygdomsbillede og nedsat funktionsniveau.

Det er en fordom, at privathospitaler ikke ønsker at tage del i uddannelsen af læger. De private sygehuse varetager allerede uddannelsesopgaver for læger og påtager sig gerne et større ansvar herfor. Aktuelt er der desværre ikke en central aftale på området, der sikrer privathospitalerne mulighed for på lige vilkår at bidrage yderligere hertil. Dette til trods for, at vi har kompetencerne, volumen og kapaciteten.

Vedr. Akutforpligtelsen, så har der ikke været et ønske fra regionernes side om, at de private skulle varetage denne. Vi er dog altid åbne for at diskutere samarbejde om nye områder.

Torben Kjær tegner et billede af, at privathospitaler er en guldrandet forretning. Det er dog langtfra tilfældet. Vores aftaler med regionerne – senest akutpakken – sikrer det offentlige markante besparelser, så nu mangler vi blot, at regionerne gør brug af aftalen. Det er til gavn for både patienter og økonomi på sundhedsområdet.

Vi opfordrer til, at man ser på, hvordan hhv. det offentlige og private kan supplere hinanden og sikre effektiv udnyttelse af alle ressourcer i sundhedsvæsenet.

Michael Gram Kirkegaard, administrerende direktør hos Aleris

Benzinbilen lever og har det godt

Akio Toyoda har ganske givet ret, når han fremfører, at det store flertal aldrig vil anskaffe sig en elbil – i det mindste, når man ser ud i den vide verden.

Australien, godt nok et mindre marked, vil aldrig kunne overbevise sine indbyggere om at købe en elbil, for de er vant til at køre hundredvis af kilometer uden at møde en sjæl eller se en bygning. Jeg ved det, for jeg har boet i the outback og var der for nylig. Det ville koste utalte milliarder at føre elektricitet ud på de tusindvis af kilometer vejstrækninger.

Hvad med Sydamerika, Afrika og Indien? Samme problematik. Og til dels også i USA.

Benzinmotoren har stadig fremtiden for sig.

Niels B. Larsen, Randers