I Berlingske 27. januar skoser Michael Gram Kirkegaard, administrerende direktør for privathospitalet Aleris, det offentlige for ikke at bruge de tomme operationspladser, som privathospitalerne har. Det afføder nogle spørgsmål:

  • Vil privathospitalerne tilbyde alle patienter behandling uanset risiko for komplikationer og for samme enhedspris, som det offentlige får?

  • Anerkender privathospitalerne, at de selv afviser behandling af borgere med høj risiko for komplikationer og videresender dem til det offentlige?

  • Anerkender privathospitalerne, at det offentlige kommer til at mangle nemme operationer til uddannelse af nye speciallæger, så de kan få rutine og erfaring, hvis alle nemme opgaver går til privathospitalerne?

  • Anerkender privathospitalerne, at hvis de tager de nemme opgaver, der kan tjenes penge på, efterlades det offentlige med de tunge opgaver, som der sættes penge til ved at tage – altså penge, der skal findes inden for eget budget?

  • Er privathospitalerne villige til at tilbyde udredning og behandling på lige vilkår med offentlige hospitaler med samme forpligtelser som akutforpligtelse og uddannelse af personale og til samme priser, som det offentlige får?

Torben Kjær, fhv. medlem af Danske Regioners sundhedsudvalg, Hillerød

Vi elsker skandaler – så sker der noget

Jeg undrer mig over den tv-nyhed, der bragte indslag vedrørende Nordic Waste med både justitsministeren og miljøministeren ved talerstolen. Hvorfor står de frem, når de ikke har fået alle facts og oplysninger om sagen til rådighed? 

Det er helt åbenlyst, at Socialdemokratiet er der på stedet, når der er en skandale i gang. Det var lige ved og næsten, at loven skulle ændres, så milliardæren med de mange, flotte biler skulle have én på goddagen.

Det interessante er jo, at det muligvis er en socialdemokratisk borgmester, der bærer ansvaret ud fra den lovgivning, der findes på dette område. Statsminister Mette Frederiksen kom også på stedet et par dage senere for at stå last og brast med kommunen og ministrene.

Jeg har den opfattelse, at kommunerne aldrig skulle have haft ansvaret for miljølovgivningen. De har ikke forudsætningerne, og de er måske for tæt på behovet for flere penge i kommunekassen. 98 kommuner er mange, der skal have specialister til at løse opgaven. Loven bør laves om.

Nu er der kommet mange flere oplysninger i sagen, og det giver jo en mulighed for at komme til bunds i den.

Og nu lader det til, at justitsministeren er i gang med at se lidt anderledes på konkursloven m.fl. Måske vil han slet ikke røre ved den, da det ville være en katastrofe.

Birte Roll Brandt, Hørsholm

Kan du sige noget om det?

Der er ved at sprede sig en journalistisk uskik i interviewsituationer, som er fordummende. Det er ikke ualmindeligt at høre journalister på selv højtstående medier i ellers vigtige eller interessante interviews udspørge: »Kan du sige noget om det?« eller »Kan du sætte nogle ord på det?«.

Disse og andre versioner af sådanne spørgsmål giver ofte et indtryk af, at der dækkes over, at den pågældende journalist slet ikke har nogen spørgsmål. Og det er i øvrigt også ulogisk: sige hvad og sætte hvilke ord på? Kummefryser, knaldhat eller skumfidus?

Julius Thorsøe, Slagelse

Skattestyrelsen

Man kan godt forstå, at det af og til kniber med at nå alle opgaver i skattevæsenet. Jeg fik forleden i min e-Boks et brev fra Skattestyrelsen med orientering om forældelse af gæld. 

Da jeg i 2015 lukkede min virksomhed, blev der foretaget en årsregulering af lønsumsafgift for pågældende år, og jeg kom til at skylde skattevæsnet 11 øre, som åbenbart ikke blev betalt inden 12. september 2016 og derefter er forældet 12. september 2019.

Skattestyrelsen er desuden så venlig at anføre, at renter af ovenstående gæld også er slettet. Jeg er selvfølgelig glad for, at gælden er slettet, men hvor meget tid har skattestyrelsen mon brugt på at beregne og udsende meddelelsen?

Hans Jeremiassen, Skodsborg