En kongelig affære

Alle danskere er dybt berørte over det, der sker i Ukraine lige nu, og der gøres også en stor indsats for at hjælpe de mødre, børn og ældre, der er flygtet ud af landet, og som er kommet til Danmark.

Det er en stor opgave for de kommuner, der står med ansvaret for at finde en bolig til disse stakkels familier. Jeg er en af de borgere fra Det grønne område, der nyder at gå tur i Sorgenfri Slotspark, der er anlagt i det skønne område nær Lyngby Sø og Mølleådalen.

Der ligger Sorgenfri Slot, et prægtigt bygningsværk opført i 1705-06 med lensgreve Carl Ahlefeldt som bygherre. I 1730 blev slottet erhvervet af Kongehuset, og i 1743 lod kronprins Frederik 5. slottet udbygge af den berømte arkitekt Laurids de Thurah.

Jeg har som indkaldt til Livgarden i 1963 gået vagt ved slottet, da arveprinsesse Caroline Mathilde boede der, tillige med vores dronnings fætter, Christian af Rosenborg, der boede i en af side fløjene. De seneste mange år har selve slottet stået tomt.

Jeg er bekendt med, at der har været røster fremme om, at slottet burde sælges eller benyttes til værdigt trængende boligsøgende i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Jeg tilslutter mig ikke den skare, der mener, at den generelle mangel på boliger skal løses ved, at vi skal stille vores smukke slotte til rådighed, og heller ikke at det skal sælges ud af vores kulturarv generelt. Sorgenfri Slot har siden 1856 været statens ejendom, men det er vores dronning, der har råderetten til slottet.

Men i den situation, hvor hele den frie demokratiske verden støtter Ukraine i deres frihedskamp, ville det måske gå verden rundt, hvis vores populære og meget respekterede dronning ude i verden ville stille Sorgenfri Slot til rådighed i en periode for de ukrainere, der skal indhuses i Lyngby-Taarbæk. Allan Suhrke, Skodsborg

Accepter ulighed

En af Berlingskes klogeste hoveder Ole P. Kristensen synes med rette, at vort skattesystem er et lotteri. Årtiers lapperier kombineret med politikernes utilstrækkelige uddannelser, erhvervspraktiske arbejde og skattemæssige forståelse har skabt en misvækst på den lighedsdyrkende jord.

Ulighedens nærmest religiøse gentagelse og dermed dyrkelse fremmer den etablerede konsensus. Ordet »skattesænkning« rejser kun et ramaskrig. Nu og da er det nødvendigt at rive op med rødder eller brænde marker af. Det, ved bønderne, virker.

Skal skattesystemet ændres, skal der en holdningsændring til. Fortællingen om, at vi ikke alle kan blive indkomstmæssige som Caroline Wozniacki i Monaco og Viktor Axelsen i Dubai eller Christian Eriksen i England, er bydende nødvendig. Danske politikere såsom i statsadministrationens top, borgmestre med ben og andre offentlige ansatte med lønninger langt over politibetjentene og sygeplejerskerne er jo allerede eksempler på ulighed i form af A- og B-hold.

Det stopper i øvrigt ikke der, hvad Luksusfælden hver gang viser. Accepter økonomisk ulighed, og respekter dermed kreativitet, initiativ og handlekraft. Hver etablerede virksomhed skaber langt flere ansatte/skatteborgere. Reducer de offentlige ansatte, der i antal hele tiden vokser uforståeligt. Hvem husker ikke den direktør i jobskabelsescirkusset, der ikke formåede at skabe blot en ansættelse på to år, og i øvrigt mente hun havde udført et udmærket arbejde. Der skal en holdningsændring til, og her peger pilen mod aviserne med Berlingske som fortjent i front. Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Solidaritet er næstekærlighed

Det belgiske kongehus stiller et par slotte til rådighed for Ukrainske flygtninge, fint nok! Men hvad med Margrethe og co.? Kunne Kongehuset ikke udvise lidt solidaritet? Kongehuset har masser af tomme boliger stående rundt omkring, så i solidaritetens ånd, tænd op for varmen og udvis lidt menneskelighed.

Så kan I også, nu I er i gang, lukke vores hjemløse, de studerende og andre, de glemte syrere, der trænger til ly mod verdens fortrædeligheder, ind. Ingen glemt, ingen gemt! Så kunne folkekirken, synagogen og moskeerne om nogen følge trop. De har en pligt, næstekærligheden. Tænk på alle Guds huse, der står tomme dag efter dag. Er Jesus en Guds søn eller bare staffage? Ord løser ikke noget.

Man kunne i samme moment sende kongeskibet Dannebrog til f.eks. Sortehavet som et andet Jutlandia for at hente nogle af de mange, der flygter fra krigens rædsler. Ikke mindst de mange børn. Kan I høre bomberne falde og børnene, der skriger? Nej, for der kommer Badehotellet. Flemming Franklin Fischer, København