De samme hænder, der løfter regnbueflaget i Pride-paraden, trækker ærmerne ned, når de skal til et muslimsk bryllup. De samme munde, der taler om frihed og lighed, tier stille, når kvinder reduceres til skamfulde kroppe, der skal skjules bag stof.
Det er et paradoks så åbenlyst, at det burde råbe til himlen: Man kan ikke både kæmpe for ligestilling og samtidig bukke sig for en kultur, hvor kvinden ses som et problem, der skal pakkes ind.
For nylig kunne man se en kendt influencer stå og spørge sine følgere, om hendes kjole til et muslimsk bryllup var »halal nok« (læs: tilladt).
Hun pakkede sine arme ind og talte åbent om, at hun måtte skjule sin krop, fordi ellers ville det blive opfattet som forkert. Det blev præsenteret som en sød og respektfuld gestus.
Måske var det hensigten. Men hvad er det i virkeligheden, der hyldes? Det er en kultur, hvor kvinden reduceres til noget farligt og seksuelt – og noget, der skal skjules og kontrolleres.
Hvordan kan man på den ene side sige, at man kæmper for ligestilling og frihed, og på den anden side spille med på netop de spilleregler, som holder kvinder nede? Det er ikke ligestilling. Det er at legitimere kvindeundertrykkelse forklædt som respekt.
Og nej, det her handler ikke om ydmyghed for traditioner. Traditioner, der kræver, at kvinder dækker sig til, er ikke uskyldige skikke på linje med at danse om juletræet 24. december. De er en manifestation af en grundlæggende forestilling om, at kvinden er mindre værd, og at hendes krop er noget skamfuldt.
Når vi lader, som om det er harmløst, bidrager vi til at normalisere netop den tankegang, som vi ellers siger, at vi bekæmper.
Man kan ikke både hylde friheden og samtidig finde sig i ufrie normer, som det er at pakke arme og skuldre ind bag mørke klæder. Man kan ikke både tale om ligestilling og samtidig acceptere en kultur, der gør det modsatte. Enten står man fast på principperne, eller også er man med til at udvande dem.
Det kræver mod at sige fra, især når det kan koste følgere, likes og applaus. Men det kræver endnu mere mod at leve i en verden, hvor de, der taler højest om frihed, i praksis er dem, der gør den til pynt.
Bolette Bjerre, fritvalgt i politisk udvalg i Venstres Ungdom, og Ida Werner Larsen, social- og sundhedsordfører i Liberal Alliances Ungdom
Forældresvigtet
Geeti Amiri samt mange af hendes kolleger oplever på egen krop lærergerningen som en svær udfordring. Indlæring i skolesystemet skal ske under veloplagthed, motivation og respekt for den undervisende i form af tiltro og autoritet.
Opmærksomhed fra første minut giver størst effekt. Afbrydelser, disrespekt og manglende koncentration giver bagslag senere i livet på arbejdspladsen. Taberen er kun eleven.
Forældre bør støtte læreren eller finde en anden skole. At diskutere unødvendigt er at svigte ikke bare skolesystemet, men først og fremmest eget barn.
Finland har løst den gordiske knude og rangerer højest i Skandinavien. Vort skolesystem har lidt under over 50 års eksperiment med mange ændringer. Få respekten tilbage til skolelæreren ved at adaptere det gennemprøvede finske koncept. Start med at kalde skolelæreren for livsmentoren, for det er i realiteten, hvad de er.
Holger Overgaard Andersen, Vedbæk
Luk Skatteministeriet og læg det under Finansministeriet
Meget interessante tanker fra tidligere departementschef Peter Loft i Dagbladet Børsen om ovenstående. Skatteministeriets troværdighed lader meget efter, men spørgsmålet er, om en flytning af ministeriet løser problemerne, som Loft foreslår.
Som cand.merc.jur., der selv har læst skatteret, er min egen tillid også blevet tæt på ikkeeksisterende, i hvert fald når det kommer til opkrævning af ejendomsskat.
Det er tankevækkende, at et land med seks millioner indbyggere og hele 12.290 årsværk til at opdrive skatter stadig er præget af mistillid på området. Hvert årsværk i ministeriet administrer ellers blot 488 borgere (!), og trods det har vi udbytteskandaler, ejendomsmareridt, og hvad ved jeg.
Effektiviteten kan jeg ikke vurdere, men politikerne har et klart ansvar for at genoprette tilliden – men er viljen til stede? Det synes lettere at dukke sig og lade det sejle videre end at gøre noget ved danskernes tillid.
Ejendomsskattesystemet skriger for eksempel til himlen: Hvor ellers har man et så kompliceret system med både ejendomsværdiskat og grundskyld? Førstnævnte giver mening, men grundskylden er håbløs – trækker uanede ressourcer og giver vilkårlige opkrævninger. Hvad er grundværdien på en ejendom, der i forvejen er bebygget? Kan bygningen rives ned, er den fredet eller bevaringsværdig, og hvad kan ellers bygges?
Vurderingseksperter kan ikke finde ud af det, og alligevel beder man Skatteministeriet »fedte rundt« med håbløse regler og foregøgler, at man ved at bruge fem milliarder kroner ekstra på nyt system kan løse de åbenlyse problemer. Politikerne svigter Skatteministeriet, men dermed også os allesammen. Hvilke politikere tør sige det højt og gøre noget ved det?
Etienne Adriansen, København
Kom nu videre
Kære politikere,
Vil I nu ikke for en gangs skyld være voksne og ansvaret bevidst om udbygningen af det danske forsvar?
Jeg mener, at vi står på en brændende platform, hvorfor det virker meningsløst at inddrage arbejdsmarkedspolitik i oprustningen. Få nu for h … koordineret indkøb af militært materiel med vores allierede, og få så tingene produceret, hvor det er bedst og hurtigst.
Om det er Korea eller Frederikshavn, who gives a shit, når man lige nu sætter ytringsfrihed og demokrati højere end lavere ledighed. Kom i gang, tak.
Morten Rottbøll, Nærum
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
