I år har jeg valgt at droppe Folkemødet. Og lad mig pointere, at jeg ikke bilder mig ind at blive savnet af andre end et par af Allinges ølbarer og muligvis af nogle af mine gode venner og politiske kolleger.

Jeg traf beslutningen om at melde fra lørdag 1. juni efter at have hørt lederen af Folkemødet, Peter Christiansen i P1 Morgen. Her opfordrede han Folkemødets deltagere til at invitere mulige propalæstinensisk aktivister på scenen, hvis de afbrød debatter med råben og skrigen, fordi disse, ifølge Peter Christiansen, har »en meget, meget ædel sag«.

Allerede søndag aften, 2. juni, modererede Peter Christiansen sine udtalelser, men skaden var sket. For mig i hvert fald. For jeg må konstatere, at selv lederen for Danmarks største festival for dialog og debat ikke kan kende forskel på debat, dialog og simpel chikane.

Min beslutning var truffet, transport og hotelværelse var afbestilt. Og det var godt, for 3. juni lyttede jeg igen til P1 Morgen. Her varslede talsmanden for propalæstina-aktivisterne i teltlejren på Københavns Universitet, at de i løbet af ugen vlle pakke teltlejren ved universitetet ned og muligvis flytte dele af den til Bornholm.

Uanset hvor meget jeg nyder at gæste Folkemødet, vil jeg simpelthen ikke finde mig i at blive gjort til statist i den propalæstinensiske bevægelses aktivisme. Og lige præcis statister er, hvad alle deltagere på Folkemødet bliver, når debatterne bliver afbrudt og aktivisterne går i gang.

»Men praktiserer aktivisterne ikke bare deres demokratiske ret til at udtrykke deres holdninger?« Jo, det tør siges, men jeg udøver så min ret til selv at bestemme, hvilke debatter, jeg deltager i. Og deltager jeg i en debat om hjemløshed, skal ingen tvinge mig til at debattere palæstinensere.

Det mest infame ved den ageren, propalæstina-typerne har gjort til deres modus operandi både herhjemme og i udlandet, er, at det vækker mindelser om mellemkrigsårenes fascistiske bevægelser i Europa. Dengang afbrød støvleklædte horder af unge mænd demokratiske forsamlinger med vold og tørre tæsk. I dag oplever vi, hvordan unge iklædt palæstinensertørklæder og skimasker afbryder helt legitime demokratiske arrangementer. Ikke med fysisk vold, men med overgreb, som kun er marginalt mindre skræmmende. Og deres alibi? At deres sag er meget, meget ædel. Så ædel, at vi alle skal tvinges ind i den.

Men i år bliver det altså uden mig.

Niels Peder Ravn, medlem af Borgerrepræsentationen (K)