Siden dronning Margrethe 2. abdicerede i 2024, er der sket meget på den geopolitiske scene.

Trump er blevet præsident, og det har skabt problemer både med Grønland og nu også i Iran. Derudover har krigen i Gaza stadig fyldt, og der er fortsat krig i Ukraine.

Men når verden føles fyldt med spændinger, betyder det genkendelige meget, da det giver en tiltrængt tryghed i hverdagen og styrker sammenhængskraften.

Kongehuset formår i den grad at løse den opgave til perfektion. Kongeparret gør meget for os danskere – både i Danmark, men også globalt.

Man skal ikke undervurdere kongeparrets flittige rejser rundt i verden, hvor de i høj grad får tegnet et rigtig godt billede af danskerne og Danmark. Herhjemme foretager de også adskillige organisations- og virksomhedsbesøg hos vigtige aktører i samfundet.

Det kan lyde banalt, men at vi har et ordentligt og aktivt kongehus, er uvurderligt for det danske samfund i den nuværende verden.

Dronningens arbejde med Mary Fonden og Kongens arbejde med »Royal Run« er også eksempler på den store indsats og forskel, som Kongeparret skaber, og som samler os år efter år.

Et arrangement som »Royal Run«, der samler omkring 100.000 deltagere på tværs af landet, er et godt eksempel på Kongehusets vigtighed i 2026. At vi kan mødes på tværs af alder, religion og uddannelse og have et brag af en folkefest – det er så inspirerende.

Til sidst er Kongehuset også en afgørende tryghed i digitaliseringen og ændringerne i Danmark. Vi står muligvis over for en omfattende ai-revolution, og år efter år bliver styresystemer og infrastruktur mere digitaliseret.

Derfor er og bliver Kongehuset, også i fremtiden, den trygge, genkendelige og nære institution i Danmark, som samler os, og som vi ved, hvor vi har.

Det har aldrig været mere vigtigt.

Christian Lindved, medlem af Konservativ Ungdom, København

At være »normal«

At være normal er ikke noget, der ligger fast. For mig handler normalitet ikke om at være på én bestemt måde, men om det, der føles almindeligt i de omgivelser, som man befinder sig i.

Det betyder også, at opfattelsen af »normalt« er forskellig fra person til person, og måske er det et begreb, som man kun kan definere for sig selv.

Definitionen af normalitet opstår ofte i sociale sammenhænge, hvor begrebets tvetydighed bliver særlig tydeligt. I mange situationer forstås det normale som det, flertallet gør.

I min egen gymnasieklasse er det for eksempel normalt at deltage aktivt i undervisningen, række hånden op og lave sine afleveringer i god tid. Men når jeg taler med veninder fra min parallelklasse, tegner der sig et helt andet billede af normalen. Her er det normalt at snakke i timerne, drille hinanden og se skolen som en pligt frem for noget, man engagerer sig i.

Dette viser, hvorfor begrebet kan være problematisk for især unge. Når forskellige grupper har forskellige opfattelser af, hvad der er normalt, kan det føre til, at man føler sig forkert eller bliver udstødt, hvis man ikke passer ind i gruppens normalitet. På den måde bliver normalitet også et spørgsmål om at høre til.

En vinkel på begrebet »normal« er dét, som man kalder »den forrykkede normalitet«. På grund af sociale medier og et intenst konkurrencesamfund er vores opfattelse af, hvad der er normalt, i mange tilfælde blevet skubbet i en usund retning. Her kan noget, som egentlig er problematisk, gradvist komme til at fremstå som normalt, fordi vi vænner os til det.

Jeg kan genkende det fra mit eget liv. Jeg har selv en adhd-diagnose, og både under min udredning og efterfølgende har jeg mødt kommentarer som: »alle har da svært ved at koncentrere sig« eller »det er normalt at få en nedsmeltning en gang imellem, når man går på gymnasiet«.

Den slags udsagn har fået mig til at reflektere over, hvordan noget, der er en reel neurologisk udfordring, kan blive nedtonet og gjort til noget »almindeligt«. Med en presset hverdag kan vi risikere at udviske grænsen mellem det, der faktisk er normalt, og de reelle udfordringer, som normaliseres af samfundet.

Normalitet kan nok ikke beskrives som noget konkret, der kan puttes ned i en fast kasse. Jo mere man tænker over det, desto tydeligere bliver det, hvor flydende og tvetydigt begrebet egentligt er. Alligevel har mennesket en trang til at være inden for normalen og passe ind i et fællesskab.

Men hvis normalitet hele tiden ændrer sig, giver det måske ikke mening at forsøge at leve op til det som et fast mål. I stedet kan det føre til en refleksion over, om det er vigtigere at acceptere, at det normale netop er forskelligt.

For hvem er det egentlig, der afgør, hvad der er normalt?

Filippa Wall Holst, 17 år og går i 2. g på Ordrup Gymnasium

Tidsrøvere

Vi kender det alle. Telefonsælgere er for mestendels tidsrøvere, som kun er optaget af at forstyrre.

Meget sjældent oplever man et seriøst opkald, der i alt fald ikke indtaler en simpel besked, hvem og hvorfor.

Man bør reagere på en sådan respektløs henvendelse. På Krak og De Gule Sider kan man få oplyst hvem. Hvis ikke nummeret navngives, kan man lige under finde en bjælke med »Rapportér nummeret«.

Mange af disse er useriøse virksomheder. Rapportér nummeret, så vi en skønne dag slipper for denne selvcentrerede, respektløse henvendelsesform.

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Når borgere klager over borgernes ai

Debatindlægget i Berlingske om ai-genererede klager rammer efter min opfattelse ved siden af målet.

Problemet er ikke, at borgere nu kan formulere sig mere præcist og juridisk skarpt. Problemet er, at mange offentlige afgørelser og sagsforløb ganske enkelt ikke kan tåle et kritisk eftersyn.

I årevis har der eksisteret en markant ubalance mellem borger og system. Kommuner og myndigheder har haft jurister, fagfolk, interne procedurer og administrativ erfaring på deres side. Den almindelige borger har ofte stået alene med diffuse begrundelser, uklare afgørelser og et bureaukratisk sprog, som kan være næsten umulig at gennemskue.

Nu har borgerne fået adgang til ai-værktøjer, der kan hjælpe med at strukturere argumenter, gennemgå lovhenvisninger og stille mere kvalificerede spørgsmål. Det ændrer magtbalancen. Og det er måske dét, som nogle reagerer på.

Ja, ai kan tage fejl. Den kan opstille irrelevante argumenter eller henvise til bestemmelser, der ikke passer. Men det ændrer ikke ved hovedpointen: Når borgere med relativt simple værktøjer kan identificere store mængder mulige fejl og mangler i en sag, siger det måske mere om kvaliteten af forvaltningen end om teknologien.

Det virker også besynderligt, at man fremstiller det som et demokratisk problem, at borgere bliver bedre til at argumentere imod myndigheder. Når det offentlige selv digitaliserer og automatiserer for at effektivisere arbejdsgange, kaldes det udvikling. Når borgere bruger teknologi til at kontrollere magten, fremstilles det pludselig som en belastning.

Måske burde fokus derfor flyttes fra længden af klagerne til årsagen til dem. Hvorfor oplever så mange borgere behov for at kæmpe så hårdt mod systemet? Hvorfor opstår der igen og igen sager med mangelfulde begrundelser, dårlig journalisering og uklare afgørelser?

Ai har ikke skabt mistilliden til den offentlige sektor. Den har blot gjort det lettere for borgere at formulere den.

Mogens Bandholm, Skagen

Du er hjemme

I Berlingske 11. maj blev der bragt et læserbrev skrevet af Sara Salame, medlem af Konservativ Ungdom.

Jeg har formuleret følgende svar:

Kære Sara – du er hjemme, du er dansker. Jeg er glad for, at du er min nabo, og tak for dit engagement i Danmark og i det danske demokrati som medlem af Konservativ Ungdom.

Jens-Christian Navarro Poulsen, Frederiksberg

Elevdemokratiet risikerer at drukne på megaskoler

Langt de fleste voksne i uddannelsessektoren er enige med os elever i, at vores stemmer er vigtige, og at de skal værnes om. Men at stå ved det udsagn virker til at være noget sværere for de voksne.

Når man sammenlægger flere skoler og danner en »megaskole«, er det essentielt, at man har øje for elevdemokratiet. Når rektor ikke længere er til at finde på gangen eller én, som man ser til morgensamling, svækkes elevernes relation til ledelsen.

En rektor skal ikke være en fjern, mytisk figur, men være tilstedeværende og kende sit elevgrundlag – ikke via statistikker og økonomiske oversigter, men ved at have sagt godmorgen på gangene, holdt møder med elevrådet og deltaget i morgensamlinger.

Når vi elever ikke har let og hurtig adgang til ledelsen, svækkes elevdemokratiet, og medindflydelse risikerer at blive glemt.

Elever på megaskoler fortæller os i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), at det føles umuligt at påvirke deres egen hverdag. De skal igennem én leder, så en anden og så en tredje – uden nogensinde at nå frem til dem, der faktisk træffer beslutningerne.

Det er ikke medindflydelse. Det er et bureaukratisk spil, hvor vores stemmer drukner undervejs.

Elevdemokratiet skal ikke forsvinde i et system, men i stedet være en naturlig del af dagligdagen, hvor det er muligt at gå direkte til sin rektor.

Når vi skal igennem mange komplicerede lag og »ansvarlige« voksne, risikerer disse megaskoler helt at tabe elevdemokratiet. Men når der er kortere afstand mellem elev og ledelse, kan vi bedre få indflydelse på vores hverdag.

Det handler ikke blot om struktur, men om, hvorvidt vi elever mister muligheden for at blive hørt, hvilket møde med demokratiet vi får, og om vi har en stærk relation mellem elev og leder.

Et velfungerende elevdemokrati opstår ikke af flotte formuleringer i strategipapirer. Det opstår i hverdagen: når rektor siger »godmorgen«, deltager i morgensamlingen og tager elevrådet alvorligt. Når relationen er tæt, og dialogen er direkte.

Megaskoler risikerer at gøre det stik modsatte. De skaber distance, hierarkier og langsomme beslutningsgange. Og i den proces er det elevdemokratiet, der betaler prisen.

Spørgsmålet er derfor, om de voksne er villige til at miste elevdemokratiet, eller om de reelt vil værne om den?

Freja Sinclair, forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS)

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk