Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
København bliver ikke bedre af at glemme hverdagen, Line Barfod
I Berlingske skriver Line Barfod, at hun er »besat af et grønnere København«, hvor løsningen er byrum, som man har lyst til at være i, frem for biler og trængsel. Vi er enige om, at København skal være grønnere, men vigtigst af alt skal København være en by, der fungerer for københavnerne i hverdagen.
For det er ikke en enten-eller-diskussion, selvom det ofte bliver gjort til en.
København bliver ikke bedre af at skulle vælge mellem hensyn. Den bliver bedre af at få dem til at fungere sammen. En by er ikke enten cykler eller biler, enten ophold eller adgang, enten grønne visioner eller hverdagsliv. Den er det hele på én gang.
Det er for ensidigt kun at se København som et opholdsrum. København skal først og fremmest være et sted, hvor hverdagen fungerer for alle, uanset om man cykler gennem morgentrafikken, venter på metroen, går med en barnevogn eller sidder bag rattet i bilen på vej til arbejde.
Det er hér, at byens styrke skal måles.
På lang sigt kan roadpricing være et vigtigt redskab, når teknologien er moden til det. Men i dag ser vi tiltag, der bevæger sig i en problematisk retning. Især når bænke fjerner parkeringspladser i Indre By, for det skaber ikke mere byliv, det skaber frustration, og det rammer både beboere, besøgende og erhvervslivet.
I mange dele af byen er der i forvejen et betydeligt pres på adgangen til parkeringspladser. Her handler det ikke om færre parkeringsmuligheder, men om bedre og mere målrettede løsninger – særligt i brokvartererne, der har høj belægningsgrad.
Erhvervsklimamålingen 2025 peger også tydeligt på, at parkering er noget af det, som erhvervslivet efterspørger. For selv kaffen på cafeen og fyraftensøllen på hjørnet er afhængig af, at byen fungerer for dem, der hver dag sørger for at servere dem.
En grøn by er vigtig. Men vigtigst er en by, der fungerer. København bliver ikke stærkere af at vælge mellem hensyn, men af at balancere dem.
Niels E. Bjerrum, gruppeformand for Socialdemokratiet
Illusorisk velstand
Danskernes formuer svulmer, skriver Berlingske 29. april, og det er naturligvis på sin vis positivt. Det er godt med et økonomisk velpolstret dansk folk. I disse tider.
Men vældige mængder ophobede penge – en stor mængde af dem umiddelbart uopsættelige i form af anslåede, hårdtpumpede ejendomsværdier og forsikringer om fremtidige pensionsudbetalinger – er ikke nødvendigvis godt. Købekraftsoverhæng, kan man kalde det med en gammeldags term. Penge bliver ikke noget værd, for at nu at skrive det lige ud.
Deraf bankernes nonchalante indstilling til indlån og indlånsrenter. Deraf bankernes og det officielle Danmarks modvilje mod og stedvise chikane af kontante penge. Deraf øjensynligt ustoppelige prisstigninger; inflation er som bekendt en følge af pengeskabelse, uden produktionsmæssig dækning.
Værdien af frie midler – kontante penge – tillæres dog i økonomisk svære tider, af nogle førend andre. Man kan have økonomiske tilsagn i hænderne i form af forsikringer om pensionsudbetalinger i 2041 eller 2057. Man kan også have økonomiske tilsagn om, at et gode – for eksempel fast ejendom – anslås noget bestemt værd og derfor kan belånes. De fleste køber fast ejendom mod pant i den og/eller får stillet pant til rådighed i ejendommen, for eksempelvis for at kunne købe et andet dyrt forbrugsgode. Hvis det viser sig, at værdifastsættelsen af den faste ejendom afviger fra markedets, kan afregningens time hurtigt komme.
På papiret står der, at et gode er 5,5 millioner værd. Den subjektive værdifastsættelse – populært formuleret det forhold, at noget er det værd, som andre vil give for det – kan dog vise sig at være en anden. Eksempelvis lidt under 4,7 millioner, hvilket modsvarer rundt regnet et prisfald på 15 procent. I så fald kan både den ene og den anden form for pant vise sig at være en ren abstraktion. Og de opsparede formuer viser sig dermed også at være en ren abstraktion.
De svulmende danske formuer kan derfor vise sig at være udtryk for en illusorisk velstand. Penge uden produktionsmæssig dækning. Penge, man på alle måder ikke kan købe noget for.
Anders Orris, Broager
Løkkes mangelfulde boldøje
Hvis Lars Løkkes version af en bred regering hen over midten går fra Moderaterne via Socialdemokratiet til SF med Enhedslisten som støtteparti, er manden jo komplet uden boldøje! Må jeg foreslå et seniorhold i den lokale tennisklub, så vi alle kan spille efter fælles regler på den politiske boldbane? Den borgerlige del af befolkningen skal jo gerne føle sig bare en lille smule med på holdet, når det mestendels er herfra, at de største sponsorater til velfærdsstaten Danmark hentes.
En del blå kryds sat ved Lars Løkke må i den grad føle sig sat på bænken.
Josephine Schnohr, København
Ulven kommer
Vores barnebarn er i denne uge på lejrskole i Jylland. Han går på en nordsjællandsk skole, og turen går til Oksbøl.
Ja, det er dér, de har ulve i baghaven. Og jo, vi er bekymrede. Det er ikke alle nordsjællændere, der hyler med de ulve, som de er iblandt, og som vil beskytte de glubske, jyske ulve, mens de nyder et glas afkølet rosé i ulvetimen.
Jesper Winther Andersen, Hørsholm
Anglicismer
Umiddelbart efter at have læst Berlingskes artikel 1. maj, om de omsiggribende, ja, ødelæggende anglicismer; »too much«, læste jeg den medrivende anmeldelse af filmen om Kafka og fik lyst til at se filmen.
Én passage plettede den ellers fine oplevelse. Anmelderen skrev nemlig: »Der er castet smågenialt til titelrollen«. Hvorfor ikke nøjes med: »Hovedrollen er smågenialt besat«? Jeg foreslår, at journalisterne, inden de afleverer deres manuskript til trykning, gennemlæser for at se, om der har gemt sig et engelsk ord, som kan undværes. Det er faktisk lykkedes mig at skrive op mod en snes bøger om juridisk kulturhistorie uden at bruge anglicismer.
Peter Garde, Hillerød
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
Problemet med Rusland stopper ikke med Putin. Det er budskabet fra den tjetjenske eksilleder, der for 22 år siden blev anholdt i København på Putins ordre. Magnus Heunicke kører rundt i sin blå Suzuki Swift og taler med vælgere, der har forladt Socialdemokratiet. Det har givet ham en frygt, hans kolleger ikke deler. Og så udfordrer fem blålige læsere myten om, at danske forfattere kun er venstreorienterede - og afslører, hvad der foregår bag kulisserne i litteraturverdenen. Det er overskrifterne i dagens »Lyt til Berlingske«, der er udvalgt af ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen. Oplæser og producer: Frederik Riis-Jacobsen
Del:
