SUen behøver ikke at være en festdræber

For mange unge betyder august snart studiestart og dermed også en ny hverdag med nye venner, nye fag, nye vaner og måske også en ny by. Men en ting vi taler for lidt om ved studiestart, er overgangen fra et sabbatår med mere luft i økonomien til en hverdag, hvor SUen pludselig er det faste økonomiske udgangspunkt. Det kan være en brat opvågning.

Økonomi er ikke et festligt emne ved studiestart, men det er vigtigt. Ikke fordi studielivet skal handle om Excel-ark og dårlig samvittighed. Budgettet er ikke en stopklods. Tværtimod.

Ro i maven kommer ikke kun af, at der står penge på kontoen, men lige så vel af at vide, hvad man har at gøre godt med.

Det betyder ikke, at man skal sige nej til alt det sjove, for det skal der også være plads til. Men studiestart er også et godt tidspunkt at skabe økonomiske vaner, der rækker langt ud over studietiden.

Her er mine bedste råd til en sund studieøkonomi, der ikke tager glæden fra dig:

  1. Lav et realistisk budget. Skriv dine faste udgifter ned først: husleje, forsikring, transport, telefon og abonnementer. Derefter kan du se, hvad der er tilbage til mad, studiebøger og fornøjelser. Et budget virker kun, hvis det passer til virkeligheden.

  2. Sæt penge af til det sjove. Lav en fast post til café, byture og sociale aktiviteter. Så kan du sige ja med god samvittighed, fordi du ved, at pengene er sat af.

  3. Hold øje med de små udgifter. Det er ofte ikke de store køb, men de mange små beløb, der vælter budgettet. Tjek dine abonnementer, kan nogle undværes? Kan du lave madpakke i stedet for at spise i kantinen? Findes der billigere alternativer til dine basisvarer?

  4. Hav altid en buffer. Selvom du er helt sikker på, at dit budget er skudsikkert, så sæt gerne 100 eller 200 kroner af om måneden som en buffer. Det kan blive til en hjælpende hånd, når cyklen punkterer, computeren driller, eller studiebogen er dyrere end forventet.

Studietiden skal ikke handle om dårlig samvittighed og røde tal. Den skal handle om læring, venskaber og nye erfaringer. Netop derfor er det værd at bruge lidt tid på økonomien fra starten.

For jo bedre styr der er på pengene, desto mere plads er der til alt det andet.

Og til slut: Nyd studietiden. Det er en fantastisk tid fyldt med nye venskaber, nye muligheder og oplevelser, du kommer til at tage med dig videre i livet.

Betina Grimstrup, privatøkonomisk ekspert i Nordea

Død betyder død

Hvornår blev det acceptabelt at ønske mennesker ondt, fordi de bærer en bestemt uniform?

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv, siden jeg læste ekstern lektor på jurastudiet på KU, Lino Vogts, skriftlige svar til Berlingske.

Vogt forklarede, at han under sit første interview blev presset og kom til at sige noget, han »i grunden ikke mener«. Men i sit efterfølgende skriftlige svar, hvor han havde tid til at tænke sig om, fastholdt han, at han kan ønske bestemte israelske soldater ondt og spurgte:

»Er det så forkasteligt at ønske ondt over den part, som står for praktisk taget alle drabene?«

Mit svar er ja.

Man kan kritisere Israels regering og krigsførelse. Man kan kræve mistanker om krigsforbrydelser undersøgt og ansvarlige retsforfulgt. Men der går en afgørende grænse, når mennesker gøres til legitime mål for vores dødsønsker.

For mig er IDF ikke tre bogstaver eller en abstrakt institution. IDF er mennesker. Sønner og døtre. Mødre og fædre. Søskende og venner. Mennesker, jeg kender og elsker.

Derfor hører jeg heller ikke blot institutionskritik i sloganet »Death to the IDF«.

Jeg hører ordet »death« rettet mod mennesker.

Agnete Vienberg Hansen, ph.d.-studerende og underviser ved Københavns Universitet, har forsvaret Lino Vogts ret til at anvende sloganet i undervisningen med den begrundelse, at det handler om IDF som institution og ikke om soldaternes død.

Men hvad betyder »death«, hvis ingen skal dø? Hvis budskabet er, at IDF skal ophøre med at eksistere, findes der præcise ord: Nedlæg IDF. Opløs IDF. Afskaf IDF. Det er bare ikke det, der står. Der står »Death to the IDF«.

Og hvis IDF skal ophøre med at eksistere, melder et andet spørgsmål sig: Hvem skal så forsvare Israel?

7. oktober blev Israel udsat for det værste terrorangreb i landets historie. At mene, at israelere fortsat har brug for et militært forsvar, bør ikke være en ekstrem position. Der er også et spørgsmål om konsekvens.

Hvis universitetet skal kunne rumme »Death to the IDF«, må det også kunne rumme en underviser, der viser billeder af israelske soldater med budskabet »We stand with the IDF« eller »Thank you IDF« – også hvis nogle studerende oplever det som krænkende.

Ellers handler debatten ikke om ytringsfrihed – men om, hvilke politiske holdninger man mener fortjener den.

Universiteter skal kunne rumme voldsom uenighed og hård kritik af Israel. Men netop universitetet burde også insistere på sproglig præcision og intellektuel konsekvens. Ord betyder noget. »Death« betyder »death«. Og IDF består ikke af bogstaver. IDF består af mennesker. Deres liv bliver ikke mindre værd, fordi de bærer en israelsk uniform.

Ella Jakobsen Chievitz, bestyrelsesmedlem af Fælleskomiteen for Israel og Dansk-Israelsk Forening – Århus

Forvirrende terminologi

Berlingskes artikel om kvindelige værnepligtige 4. august er meget forvirrende.

Sætningen »Siden 2011 er andelen af frivillige kvindelige værnepligtige ellers steget støt …« er simpelthen noget vrøvl. Der eksisterede ikke kvindelig værnepligt i 2011. Men et antal kvinder meldte sig frivilligt til militærtjeneste.

Værnepligten for mænd blev indført ved Grundloven i 1849 og for kvinder for nogle år siden. Nogle melder sig frivilligt til militærtjeneste, men hvis der ikke er nok, kan man blive indkaldt i henhold til værnepligten.

Bent Røigaard-Petersen, Frederiksberg

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk