Justitsministeren gambler med vores frihed

Danmark er på vej ind i en ny tid – og ikke på den gode måde. Justitsministeren har nu fremlagt forslag, der giver Politiets Efterretningstjeneste (PET) vidtrækkende beføjelser. Det gælder blandt andet muligheden for systematisk og bred overvågning af helt almindelige borgere, også kaldet masseovervågning.

Det her er ikke science fiction. Det er virkelighed. PET får nu adgang til at overvåge telefoner, internettrafik og sociale medier i stort omfang – uden konkret mistanke, uden dommerkendelse, og uden, at borgerne nogensinde får at vide, at de er blevet overvåget.

Det er ikke bare et skridt – det er et kvantespring i retning af et samfund, hvor staten kigger med over skulderen på os alle sammen. Er det virkelig det Danmark, vi ønsker?

Vi må spørge os selv: Hvorfor gives disse beføjelser netop nu? Hvilken trussel er så presserende, at hele befolkningen skal behandles som potentielle mistænkte? Og vigtigst: Hvem holder øje med PET, når de nu får lov til at holde øje med os alle?

Der mangler fuldstændig gennemsigtighed. Der er ingen klar juridisk afgrænsning af, hvem der kan overvåges, hvordan oplysningerne opbevares, og hvad de må bruges til. Og kontrolmekanismerne? De er svage, spinkle og ofte bundet af tavshedspligt. Det betyder, at vi som borgere reelt ikke ved, hvad der foregår – og det burde bekymre alle.

Vi skal sige fra. Nu.

Hvis Folketinget vedtager disse forslag uden at stille krav om uafhængig kontrol, gennemsigtighed og proportionalitet, svigter de deres ansvar som demokratiets vogtere. Derfor bør der straks indføres:

  • En styrket, uafhængig kontrolinstans, der løbende evaluerer PETs aktiviteter og rapporterer offentligt.

  • Forbud mod generel og vilkårlig overvågning, med klare krav om mistanke og dommerkendelse.

  • Retssikkerhed for borgerne, herunder muligheden for at få indsigt i, om man har været udsat for overvågning.

Sikkerhed må aldrig blive en sovepude for magtmisbrug. Vi skylder hinanden et samfund, hvor frihed ikke er noget, der kan nedgraderes af embedsmænd bag lukkede døre. Hvis vi ikke siger fra nu, vågner vi måske op i et Danmark, vi ikke længere kan kende.

Mads Dam Kristiansen, medlem af Liberal Alliances Ungdom, Vejle

Konsensus?

Det danske forsvar skal i de kommende år udbygges fra næsten ingenting og tilmed gøres stærkere end nogensinde, det er der bred politisk enighed om. Det vil komme til at koste milliarder, mange milliarder, og det er der også enighed om. Konsensus, hedder det på moderne dansk.

Hvor alle de penge skal komme fra, står til gengæld hen i det uvisse. Det må ikke betyde skatteforhøjelser, siger nogen. Det må ikke betyde nedskæringer i velfærden, siger andre. Det må ikke ramme vores levefod og slet ikke de dårligst stilledes levevilkår, siger atter andre. Så indtil videre svæver en stor del af finansieringen i det uvisse.

Forsvarets nuværende ynkelige tilstand skyldes voldsomme nedskæringer i de foregående årtider. Der blev sparet milliarder af kroner på Forsvaret i de år. Mange milliarder. Det var der også bred enighed om.

Spørgsmålet er, hvor de milliarder og atter milliarder blev af, som blev sparet dengang. De blev brugt på velfærdssamfundet. Hvad ellers? Men hvad så nu, hvor det er Forsvaret, der skal udbygges kraftigt eller slet og ret genopbygges? Det må åbenbart ikke ske på bekostning af noget som helst.

Kan man ikke som almindelig vælger tillade sig at forvente, at landets politiske ledelse – regering og folketing – finder frem til en bred politisk enighed om finansieringen af Forsvarets genopbygning, der svarer til den enighed, for ikke at sige begejstring, der er for selve genopbygningen?

Rolf Bagger, Hirtshals

Forebyggelse, tak

Hvornår mon danske politikere ligesom kattekillinger får øjne og indser, at uanset hvor meget Danmark nedsætter sit CO₂-udslip, forbliver klimaet uændret. Danmarks CO₂-udslip er så minimalt i det samlede CO₂-indhold i klimaet, at det næsten ikke kan måles. Hvorfor så pålægge landbrug, erhverv og befolkningen milliardudgifter, når det alligevel ikke gavner? 

Det er mere fornuftigt at bruge penge på forebyggelse. Regn og tørke kan vi ikke gøre noget ved, men vi kan snarest begynde at kystsikre de områder, hvor der er risiko for oversvømmelser. Det vil være sund fornuft.

Birger Oest Jacobsen, Taastrup

Solcelleaffald

Jens Måge skriver i et meget relevant debatindlæg om, hvor forkert det er at tro, at man på sigt gør noget godt for klimaet ved at køre i elbil. Helt det samme kan siges om solceller og vores såkaldte jernmarker.

Når solcellepaneler er slidt op – typisk efter 25-30 år – udgør de en miljørisiko, hvis de ikke bortskaffes korrekt. Afleveres de på lossepladser, kan de giftige materialer, de indeholder, blandt andet tungmetaller, sive ned i jorden og potentielt forurene grundvandet. Alternativt kan solcellerne genbruges, men dette er problematisk. Solceller er komplekse blandinger af glas, silikone, sølv og andre metaller, og der er ingen standardisering, hvilket gør det vanskeligt at udvikle effektive genanvendelsesprocedurer.

Både i USA og i EU bliver kun omkring 10 procent af solcellepaneler genanvendt. Hovedårsagen er økonomi. At sende solcellepaneler på lossepladsen er betydeligt billigere end at genanvende. Genanvendelse koster 100-200 euro per ton i EU.

Lad os presse på for at få indført standarder for indhold i solceller og for at få autoriserede og obligatoriske genanvendelsesprocedurer, inden vi opsætter flere solcellepaneler og pudser glorien.

Suzanne Ekelund, Rødovre

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk