Som socialdemokrat og som muslim har jeg med stor bekymring fulgt debatten om julehjælp til økonomisk trængte familier.
I et opslag på sociale medier udtalte udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund, at økonomisk trængte muslimske familier ikke bør søge julehjælp, fordi de »ikke fejrer jul«.
Det er en holdning, jeg tager afstand fra – både som menneske og som politisk engageret. Julehjælp er ikke og bør aldrig være et spørgsmål om tro, tradition eller kulturel baggrund.
Det er konkret hjælp til børn og familier, som står i en svær økonomisk situation, og som fortjener den samme omsorg og støtte som alle andre børnefamilier i nød.
I Danmark er julehjælp gennem organisationer som Blå Kors, Røde Kors og andre frivillige initiativer et udtryk for vores fælles samfundssind. De rekordmange ansøgninger til julehjælp viser, at behovet er stort.
At opfordre bestemte familier til ikke at søge hjælp på baggrund af deres religion underminerer vores fælles værdier og risikerer at skabe splid i stedet for at bygge bro i vores samfund.
Det står i skarp kontrast til de socialdemokratiske værdier om solidaritet, ligeværd og respekt for alle mennesker – uanset tro eller kulturel baggrund.
Julens tid handler om fællesskab, medmenneskelighed og at række en hånd ud til dem, der har det allersværest.
Det er essensen af julehjælp – og det burde være noget, vi alle kan stå sammen om, uanset om man fejrer jul som religiøs højtid, som kulturelt samvær eller som en tid til at vise omsorg og gavmildhed.
Derfor mener jeg, at julehjælp skal være tilgængelig for alle børnefamilier i nød – uden undtagelser baseret på tro eller kulturelle forskelle.
Og derfor tager jeg offentligt afstand fra udtalelser, som sætter spørgsmålstegn ved netop denne grundlæggende idé om vores fælles ansvar for hinanden.
Suzan Daoud (S), byrådsmedlem, Fredensborg Kommune
Fodslæbende klima-, energi- og forsyningsminister
Lars Aagaard opfordrer 11. december her i avisen til at få »pulsen ned« i debatten om atomenergi i Danmark.
Ha, ha … 40 år efter en på det nærmeste enfoldig folketingsbeslutning mener ministeren altså, at vi ikke skal haste noget igennem … og, at der er meget, der først skal gøres, før vi kan åbne døren for denne energikilde.
Det er der jo heldigvis mange andre end danske folketingspolitikere, der har gjort. Så man undgår, som ved for eksempel solcelleanlæg, for sent at finde ud af, hvad man skal stille op med titusindvis af solcellepaneler, når de er udtjent.
Så når ministeren stiller en række gode spørgsmål, der bør afklares, før man i praksis starter et atomenergianlæg i Danmark, er det en god idé.
Hvis man altså så ellers ser at komme gang. Det har man politisk nølet med i 40 år.
Ministeren mener på denne baggrund åbenbart, at når man har nølet så længe, er der ikke noget, der haster – i stedet for at få sat gang i processen, hvor der er meget, som ministeren skriver, der skal tages stilling til.
Man kan begynde med, at give danske firmaer et betinget grønt lys til at opføre eksempelvis MSR pilotanlæg at kloges på.
Kasper Hagemann, Kirke Hyllinge
M/K i sagen om Jes Dorph-Petersen
Foruroligende kunne jeg læse, at KVINFOS direktør Henriette Laursen, antyder, at Højesteret er tendentiøs i dommen i den sagen om Jes Dorph Petersen mod Yvonne Frederiksen.
Hun beklager, at Højesteret i afgørelsen var repræsenteret af fem mandlige dommere i en bestemt aldersgruppe.
Jeg og andre gamle gnavne mænd skal altid lytte til alternative virkeligheder. Så hvis jeg så anerkender, at Henriette Laursens har et markant synspunkt, så har jeg lige en spidsfindig kommentar:
Den initiale »domfældelse« af Jes Dorph-Petersen – foranstaltet af TV 2s direktør, Anne Engdal Stig Christensen, programchef Lotte Lindegaard og HR-chef Lene Solberg suppleret af advokat Yvonne Frederiksen – var en beslutning foretaget udelukkende af kvinder. Bør denne vurdering derfor også anfægtes af KVINFOS direktør?
For transparensens skyld skal jeg lige gøre opmærksom på, at jeg betragter mig som god bekendt af Jes Dorph-Petersen og har støttet hans sag med ussel lommeuld.
God jul til alle værdikrigere
Peter Aalbæk Jensen, oldermand, Dansk Krænker Societet
Menneskerettigheder, politik og et humanitært livssyn
Ideen til menneskerettighedskonventionen blev oprindelig udtænkt af to polske jøder, der før Anden Verdenskrig, boede i Lviv i det nuværende Ukraine, da byen hørte til Polen.
Efter krigen mødte de hinanden og fandt ud af, at deres familier var blevet myrdet af nazisterne, og de besluttede at få udarbejdet en konvention, der skulle forhindre disse umenneskelige handlinger i at gentage sig. Det blev til menneskerettighedskonventionen, som stort set alle demokratiske lande tilsluttede sig.
De to boede i Lviv i hver sin ende af Øst-Vest-gaden og de deltog i Nürnbergprocessen efter krigen, hvorfor bogen om dem hedder: »Fra Øst-Vest-Gaden til Nürnberg.«
I Middelalderen ændrede kardinalerne og biskopperne den katolske kirke fra at være religiøs til at dyrke mammon, men i 1517 slog Martin Luther sine teser op på kirkedøren i Wittenberg, og det startede Reformationen.
Dommerne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol optræder som de samme biskopper, hvor de gradvist ændrer juraen i en mere politisk retning og bort fra det humanitære livssyn, der oprindeligt var grundlaget.
Vi har derfor brug for en reformation af domstolen, hvor det bedste vil være, at vi kan ændre den indefra således, at den følger sund fornuft, men lykkes det ikke må vi melde os ud af konventionen.
Svend-Aage Anskjær, Skodsborg
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
