Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jo, du skal kede dig i isolation

»Du skal netop kede dig, når du er i isolation. Det skal vi alle,« mener Marcus Hornum Bing. Fold sammen
Læs mere

»Isolation behøver ikke være kedeligt.« Sådan lyder overskriften på en lang række artikler bragt i adskillige medier under coronakrisen. Artiklerne indeholder typisk hjælp, tips og tricks til, hvordan man kan gøre tiden i isolation sjovere, mens landet er lukket ned. Problemet er, at hjælpen er misforstået: Du skal netop kede dig, når du er i isolation. Det skal vi alle.

Selvom artiklernes venskabelige råd til spas og løjer, vi kan lave på Skype, Zoom eller en af de mange andre online samtale-tjenester, er velmente, har de en uheldig effekt: De hjælper os med at tilvænne os en situation, som vi ikke skal os vænne sig til. En situation præget af blind accept af tingenes tilstand, af lydighed og af at være alene.

»You only miss your lover when you let her go.«  Sådan lyder teksten til bandet Passengers pophit »Let her go« fra 2012. Det er essensen af, hvad vi danskere burde prøve i disse dage, hvor vi ikke kan være sammen med dem, vi holder mest af: Vi burde give slip på vores ret til at mødes og være sammen – og så kæmpe med næb og klør for at få den ret igen. I øjeblikket kan vi ikke være sammen med de mennesker, vi elsker, og vi kan ikke forsamle os og bevæge os, som vi vil. Alle tre ting er noget, vi savner, og sådan skal det blive ved med at være, så længe det er nødvendigt. Vi skal ikke prøve at dulme smerten – vi skal mærke smerten, udholde smerten og insistere på, at den skal ophøre, så snart den kan.

Har man prøvet at afholde fredagsbar på en samtale-tjeneste som Zoom, Skype eller lignende, ved man, at det langt fra er lige så sjovt som den ægte vare. Hvad er så problemet med at bruge det, så længe krisen varer ved?

Problemet er, at det bliver hverdag. En reduktion af mennesker til isolerede enheder, der kan sidde og være produktive alene foran hver deres skærm, eller skal adskilles med plastic-visirer og gummihandsker fra andre mennesker, må aldrig blive hverdag. Hvis vi virkelig vil genvinde retten til at forsamles og gå vores egne veje, må vi mærke, hvordan det er, når vi giver helt slip. Sluk derfor for din skærm. Se ud ad vinduet. Savn.

Marcus Hornum Bing, studerende, 2100 København Ø