I årevis har jeg fremhævet Bertel Haarder som den eneste hæderlige, retskafne, modne politiker i Folketinget, men det seneste indlæg til forsvar for kolleger, der aldrig burde have været folkevalgte, forstår jeg simpelthen ikke.
Vi kan være helt enige om, at de sociale medier er noget, Fanden har skabt, og som har gjort det muligt for hvem som helst at tilsvine ikke bare politikere, men hvem de nu måtte være uenige med, men at journalister passer deres arbejde og gør os allesammen opmærksomme på brodne kar, både i erhvervsliv, politik og det offentlige, kan ikke være et problem.
Jeg har faktisk været medlem af et politisk parti, nemlig Bertel Haarders eget, Venstre, men meldte mig ud for mange år siden – ikke for at spare kontingent, men fordi utroværdigheden tog overhånd i politik, og desværre er der heller ikke et andet parti, jeg har haft nok tillid til at blive medlem af siden.
Selvfølgelig kan vi forvente, at folkevalgte lever op til de regler for dekorum, der er stillet dem, der skal lovgive om andre menneskers liv og økonomi. At politikere som Jon Stephensen, Jeppe Kofod og Mike Fonseca (der er sikkert flere) er moralsk anløbne, må de betale prisen for.
Så kan man til gengæld diskutere, om det var rimeligt i årevis at forfølge og nedgøre politikere som Mogens Glistrup, Preben Møller Hansen og Pia Kjærsgaard, der forsøgte at råbe befolkningen op om de enorme vanskeligheder og omkostninger en immigration af ikkevestlige indvandrere ville medføre for et lille, demokratisk, kristent land som Danmark, og som vi nu trækkes med.
Var demokratiet dårligere under Per Hækkerup og Jens Otto Krag? Nej, men det skyldtes først og fremmest, at vi dengang havde loyale, neutrale, dygtige embedsmænd, der sørgede for at tingene fungerede, når politikerne svigtede. De er en saga blot.
Ingen er syndfri, Bertel Haarder, men nogen må altså holde fanen højt, hvis et samfund ikke skal forsumpe i umoral og korruption – og det kunne passende være de folkevalgte!
Birgit Berggrensson, Virum
