Inge Lehmann-programmet er unødig staffage

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Inge Lehmann-programmet er unødig staffage

24. november bragte Berlingske en artikel om Inge Lehmann-programmet, der er sat i verden for at øge ligestillingen mellem kønnene i det danske forskningsmiljø. Desværre udvirker programmet det modsatte, hvilket tallene tydeliggør.

Kun en enkelt mandlig forsker ud af 39 er det lykkedes at komme igennem nåleøjet i år, så programmet er med til at øge snarere end mindske uligheden.

Vores kritikere vil indvende, at der kun har været ni mandlige ansøgere ud af i alt 144, hvorfor fordelingen mellem mænd og kvinder giver statistisk mening.

Frasorteringen af de mandlige ansøgere sker dog allerede inden, når mænd på forhånd har fået at vide, at deres ansøgning vil blive forfordelt, hvis de kommer op mod en kvinde med samme kvalifikationer. Hvorfor da orke at gå igennem den lange og besværlige ansøgningsproces for bare at blive vraget på grund af, hvad man har mellem benene?

Dertil kan man, som Hans Bonde og Torsten Skov tidligere har gjort, argumentere for, at Inge Lehmann-programmet er lovstridigt og forsøger at udbedre et problem om kønsdiskrimination, som i mange tilfælde kun eksisterer oppe i folks hoveder.

Statistikken fortæller os nemlig, at kvinder på ingen måde bliver forfordelt i universitetsmiljøet eller i samfundet generelt på baggrund af deres køn. Det ægte problem ligger snarere i frafaldet blandt kvindelige forskere, der er relativt højt.

Her ville det være mere fordelagtigt at kigge på rammevilkårene for forskere i forhold til samtidig at være familiemødre, og hvordan vi kan få de to roller til lettere at spille sammen. Jens Henrik Thulesen Dahl, uddannelsesordfører for Dansk Folkeparti, og Henrik Dahl, uddannelsesordfører for Liberal Alliance

Det halter græsseligt

Barndomsviden er, at it-udvikling har kvalitativ fart på. Tænk blot på Moores lov. Computerens hastighed og ydeevne fordobles hver 18. måned. Under opklaring af ubådsejer Peter Madsen og mordet på Kim Wahl i 2018 var politiet i stand til at finde samtlige oplysninger på hans mobil på trods af, at den aldrig blev fundet. Under Mette Frederiksens sms-sag i november 2021 var det pludseligt ikke muligt. Oevn i købet tre år senere. Moores lov tilsiger en firdobling på tre år.

Det halter græsseligt, og vi er i dag vidne til coverup, damagekontrol og usandheder i et uhørt omfang, der minder om magtfulde diktatoriske bananrepublikker i forrige århundrede. Statsministerens siddende på sin hvide hest ligner Don Quixotes slidte øg i Cervantes fortælling om kampen mod vindmøller. Antal møgsager ligner en sandhedens mødding, og smider Mette Frederiksen ikke magtens handsker, kan hun ende som konen i muddergrøften.

Kære statsminister, du gør klogt i at »abdicere« nu, så vil chancen for et senere job endnu være muligt til ovenikøbet nok dobbelt løn. Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Parallelarbejde i sygehusvæsenet

Som det er fremgået i Berlingske den seneste tid, er der behov for at stoppe op og få belyst det parallelarbejde, der åbenbart finder sted på sygehusene. Jeg finder det nødvendigt, at der tages stilling omgående. Der skal lægges en plan for at få belyst hele denne form for unødvendigt arbejde. Der er også behov for, at få belyst sygeplejerskernes ansættelsesforhold. Der kan spares, hvis der er flere sygeplejersker på fuld tid. Det er usædvanligt, at der er ca. 52 procent på deltid.

Regeringen håber jo at få vedtaget en velfærdslov inden jul, og finansloven skal også vedtages. Velfærdsloven har til formål at sikre, at den bevilling, der er til hele velfærdsområdet, følger demografien. Det vil betyde, at der skal tilgå endnu flere midler til hele området i alle årene fremover. Der bliver jo flere ældre, flere børn og så videre.

Skatteborgerne kan derfor ikke acceptere, at vi skal betale mere i skat for parallelarbejde på blandt andet sygehusene. Patienterne skal i fokus. Udgiftsniveauet på sygehusene skal reduceres. Hertil kommer nødvendigheden af at få belyst alle de arbejdstimer, som sygeplejerskerne bruger på at registrere data. Der skal kun registreres data, der er nødvendige og ikke alt muligt andet.

Den offentlige sektor må i arbejdstøjet i lighed med den private sektor. Der er ikke råd til »fedt på sidebenene«. Omkostningerne må skæres til. De stærke fagforeninger må nu forstå alvoren, og de må bidrage til at reducere omkostningerne på velfærdsområdet. Birte Roll Brandt, Hørsholm