Words matter – hudfarve er ikke hudfarvet
Jeg er seks år gammel og sidder i børnehaven og farver prinsesser med Sarah. »Ræk mig lige den hudfarvede,« siger jeg, hvorefter Sarah giver mig en tusch. Det er den hudfarvede, og det ved vi godt begge to – også selvom det ikke er Sarahs hudfarve. Hvis jeg havde haft brug for Sarahs hudfarve, så havde jeg bedt om den brune, og det ved vi også godt begge to; min farve hedder hudfarvet, og Sarahs hedder brun – det er der ikke noget galt med.
20 år senere sidder jeg nu og tænker tilbage på episoden. For der var sgu noget galt, og det er der stadig. Mordet på George Floyd og den efterfølgende debat om sortes rettigheder og racisme har endnu en gang sat fokus på dette problem: vi tillægger forskellige hudfarver forskellige værdier, og et hidtil overset aspekt af debatten er ordet hudfarves homonyme rolle i sproget. Ved at kalde den lyse hudfarve for hudfarve indikerer vi, at denne farve er farven, facitlisten, det korrekte. Og det er forkert.
