Hendes navn var Nika Shakarami, og hun sprang ikke ud fra et tag – sådan lyder overskriften på Carolina Kamils artikel i Berlingske 14. oktober. Ledsaget af et fotografi af en ung mørkhåret kvinde. Nika er en af de mange unge kvinder – og mænd – der lige nu hver dag dræbes forsætligt af det iranske regime.

Vi ved godt, og befolkningen i Iran ved mere end godt, at regimets forklaring for Nikas død er løgn og bortforklaring. Daglig fodres vi med beretninger om mennesker som Nika i Iran, der vil frihed for sig selv og for deres land, og som bliver dræbt, såret, fanget, tortureret. Hundredvis af mennesker er dræbt, mange børn er taget som gidsler og er sendt på »genopdragelseslejre«.

Hvornår reagerer den danske regering og Folketingets partier på denne uhyrlige frarøvelse af rettigheder og frihed? Vi kalder os selv mestre i demokrati og frihedsrettigheder, og her er chancen for at vise det! Hvornår indkalder vores statsminister Irans ambassadør til en venlig samtale? En fælles nordisk henvendelse ville gøre indtryk, selv hos en forbenet præsident.

EU planlægger sanktioner, men der skal mere til, også ord. Iranerne er et højt civiliseret folk, der sætter frihed og demokrati højt. Lad os række dem en hånd.

Pia Sigmund, Odense

Endnu et klimavalg

Selma Montgomery kritiserer her i avisen 27.oktober regeringen for ikke at gøre nok for klimaet.

Hun har ret i, at vi ikke er i mål, men overser de store fremskridt, der er sket i de forgangne 3,5 år.

Da regeringen overtog ansvaret for Danmark i 2019, var det med det, der formentlig er verdens mest ambitiøse klimamål: 70 procent skal vi reducere vores udledninger med inden 2030.

En opgave så svær, at min forgænger forærede mig en tryllestav i gave, da jeg overtog ministeriet. »Den opgave vil kræve magi at løse,« sagde han. Men faktum er, at vi nu er der, hvor vi kan garantere, at det lykkedes.

Mere end 70 grønne aftaler er det blevet til. Det betyder langt mere vedvarende energi og en grønnere transportsektor. Stopdato for olie og gasindvinding i Nordsøen m.m.

Det betyder at der er vedtaget politik som næsten får os i mål med de 70 procent. Og det er vel at mærke ikke med ukendte teknologier som hører fremtiden til – som Selma Montgomery skriver i sin kronik – det er med kendt teknologi som vi allerede er i gang med at implementere.

Det er derfor, de førende universiteter Yale og Columbia har kåret Danmark som det land i verden, der gør mest for den grønne omstilling.

Betyder det, at vi gør nok? Nej, vi er ikke i mål endnu. Så langt har Selma Montgomery ret. Derfor er det kommende valg også vigtigt.

Hvis Socialdemokratiet vinder, kan vi garantere, at kursen fortsætter, og at vi vil sætte større krav til landbrugssektoren, som skal bringe os det sidste stykke til de 70 procent. Det samme vil ikke være tilfældet med en blå regering.

Så selvom klimaet måske ikke er helt så højt på dagsordenen som det var i 2019, så er det kommende valg endnu et vigtigt klimavalg.

Dan Jørgensen, klimaminister (S)

Gerninger kontra (valg) løfter

Den herskende dobbeltmoral vedrørende religiøses rettigheder i vores sekulære samfund åbenbarede sig, da et flertal i Folketinget sidste år stemte imod at forbyde omskæring af raske og sunde drengespædbørn.

Dette til trods for at knap 90 procent af vælgerbefolkningen går ind for at stoppe denne religiøse uskik. Statsminister Mette Frederiksen toppede listen af hyklere med sin erklæring om, at behandlingen af jøderne under Anden Verdenskrig var hendes begrundelse for ikke at stemme for et omskæringsforbud. Gerninger er altid troværdige modsat gyldne valgløfter.

Torben Riis, Aalborg

Den danske lønmodel

Vi har en unik lønmodel for arbejdsmarkedet.

I kampens hede er det tilsyneladende frit for de valgbare at fremkomme med bud på løft af lønsum – uden hensyntagen til fremtidige overenskomstforhandlinger.

Bør det ikke i stedet overvejes at introducere en skatterabat til varme hænder?

Der vil naturligvis stadig være uenighed om, hvilke faggrupper der skal tilgodeses, men det vil ikke ødelægge lønmodellen på samme måde, og vil være relativt enkelt at administrere.

Man kunne eksempelvis starte med personale, der har »kundekontakt«, hvilket vil øge udbuddet, hvor det er mest tiltrængt.

Anders Holm, Hørsholm

Få borgerlige råd fra Tom Jensen

I nyhedsbrevet »Borgerlingske« giver ansv. chefredaktør Tom Jensen hver uge sit bud på, hvad borgerlige danskere med fordel kan interessere sig for lige nu.