Nordisk levealder

Det var blot en lille notits i Berlingske. Men efter min mening burde den have været en forsidehistorie.

Den forventede levetid for danske 67-årige er igen steget. Det er naturligvis glædeligt. Men bag de positive tal gemmer sig en mere bekymrende virkelighed: Danmark halter fortsat efter Sverige og Norge, når det gælder levetid. Og sådan har det været i årtier.

Det burde optage langt flere politikere.

Vi bryster os med rette af et sundhedsvæsen i verdensklasse. Danmark ligger år efter år blandt verdens lykkeligste lande. Vi er et af verdens rigeste samfund med høj uddannelse, høj tillid og en stærk velfærdsmodel. Alligevel lever danskerne kortere end mennesker i de lande, vi normalt sammenligner os med.

Hvorfor accepterer vi det?

Der findes ikke én enkelt forklaring. Forskningen peger blandt andet på rygning, alkohol, overvægt, social ulighed i sundhed og en forebyggelsesindsats, der ikke er stærk nok. Mange af de sygdomme, der koster leveår, kan forebygges. Alligevel fylder forebyggelse bemærkelsesværdigt lidt i den politiske debat.

Vi diskuterer ventelister, sygehusbyggerier og behandlingsgarantier. Det er vigtigt. Men vi taler alt for sjældent om, hvordan vi sikrer, at færre bliver syge til at begynde med.

Sundhedspolitik bør ikke kun handle om at behandle sygdom. Den bør i lige så høj grad handle om at skabe flere sunde leveår. År, hvor mennesker kan være aktive, være sammen med deres familie, bidrage på arbejdsmarkedet og leve et liv med høj livskvalitet.

Det handler ikke om, at mennesker skal leve længere for samfundets skyld. Det handler om, at samfundet skal skabe de bedst mulige rammer for, at mennesker kan leve længere og bedre.

Danmark burde have en ambition om ikke blot at følge med vores nordiske naboer, men at overhale dem.

Det kræver, at vi tør stille de spørgsmål, der har manglet: Hvad gør lande som Sverige og Norge bedre? Hvilke indsatser virker? Og hvorfor er vi ikke mere optagede af at lære af dem?

Vi måler ofte et samfund på økonomisk vækst og beskæftigelse. Måske burde vi også måle os selv på, om vi formår at skabe rammerne for, at borgerne får flere gode leveår.

For hvad er i virkeligheden en vigtigere politisk ambition end at give mennesker mulighed for at leve længere, sundere og med flere gode år sammen med dem, de holder af?

Alexandra Dessoy, 2. viceborgmester (K) på Frederiksberg

Galgenhumor

DSB og Banedanmark er med Flemming Jensen og Tony Bispeskov brothers in arms. Lænende sig over tid op ad hinanden, ryg mod ryg afværger de solidarisk alle irriterende journalistiske spørgsmål om togdriftens mangler og deroute.

Det højt besungne danske tillidssamfund sættes her på ubeskrivelige prøver, hvor passagererne bestiller tog og får bus.

At skæve til Japan, hvor den japanske generaldirektør giver en grådkvalt optræden i bedste sendetid efter 20 sekunders forsinkelse af et tog, er uretfærdigt, når vi både mestrer tillid, smil og galgenhumor.

Kataloget af tyndslidte forklaringer syner bunden, men fremtidens hjælp er nær. I Kina er en mands flyvende »scootere« på vej til at dominere og erobre den fremtidige transport uden forsinkelser. DSB bør blot starte forfra i kataloget lidt endnu - omend med stivnede smil.

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Bliver vi aldrig klogere?

Gennem krigene i Libyen, Irak, Afganistan og nu Iran går en rød tråd af vestlig arrogance, der leder tanken hen på udtrykket, at idioti er vedvarende at gentage den samme handling og forvente et anderledes resultat.

Peter Beck Pedersen, Hellerup

Hvor godt kender vi egentlig et andet land?

Tak til Anne Mette Overgaard Jensen for en tankevækkende kronik her i avisen 20. juli.

Jeg genkendte meget af det, du skriver om den danske lighedskultur og vores tilbøjelighed til ikke at fylde for meget. Den diskussion er vigtig.

Men jeg blev også optaget af noget andet.

Jeg har selv boet næsten 50 år uden for Danmark – 35 år i Tyskland og siden mange år i Sydspanien – og netop derfor blev jeg lidt betænkelig ved de ret sikre konklusioner om den spanske kultur.

For hvor godt lærer vi egentlig et andet land at kende?

Selv hvis man taler sproget, vil man som udlænding næsten altid opleve landet gennem sine egne erfaringer.

Man lærer et land godt at kende, men man bliver ikke nødvendigvis en del af dets selvforståelse.

Jeg holder meget af Spanien og af spanierne.

Men jo længere jeg har boet der, desto mere forsigtig er jeg faktisk blevet med at beskrive, hvordan »spanierne er«.

For hvilke spaniere?

Andalusierne? Madrilenerne? Baskerne? Catalanerne? Galicierne?

Spanien er et land med store regionale forskelle, stærke lokale identiteter og forskellige opfattelser af, hvad et godt og frit liv er.

Derfor synes jeg også, at kronikken kommer til at opstille en lidt for enkel modsætning mellem et »hæmmet« Danmark og et »frigjort« Sydeuropa.

Mit eget indtryk efter mange år er snarere, at begge kulturer rummer både frihed og begrænsninger – blot på forskellige måder.

Måske er det netop den vigtigste erfaring ved at leve et langt liv i udlandet:

Man bliver ikke mere sikker på sine konklusioner. Man bliver mere forsigtig med at drage dem.

Lise Memborg-Fischer, København

Nej til niqab i Danmark

Vi bør give de få ultraortodokse muslimske kvinder, som går med niqab i Danmark, valget mellem at iføre sig et almindeligt muslimsk tørklæde eller emigrere til et ortodoks muslimsk land.

Tilhængere af niqab glemmer, at en masse moderate muslimske kvinder i for eksempel Iran sætter deres liv på spil i kampen for kvinders rettigheder og frihed til at droppe hijab eller niqab for evigt.

Endvidere bør myndighederne en gang for alle sætte ind over for de få ortodokse muslimske kvinder, som ikke vil respektere dansk lov, som forbyder niqab i det offentlige rum.

Jacob Vest, København

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk