Det er ifølge Akademiraadet nu tilsyneladende kunst at ødelægge kunst. Vi er da mange, der har siddet til forelæsninger i Charlottenborgs store sal og beundret den smukke buste af Kunstakademiets grundlægger, og som savner den. Heldigvis har den kongelige gipsafstøbningssamling et par kopier, som sikkert kan udlånes.
Men spørgsmålet, der trænger sig på, er, hvorfor vi har et akademiråd, der er så galt afmarcheret? Ifølge rådets leder, Peter Holst Henckel, er det åbenbart helt i orden at lave et »kunstværk«, der ødelægger et andet. Det gør børsbranden til det største kunstværk i Danmark, og det er ganske ubegribeligt, at man overhovedet forsøgte at redde de kunstværker, der var ved at brænde op!
Eller man kan spørge, om ikke vi skulle skabe os et nyt kunstværk ved at brænde Akademiraadet af (uden mennesker i, forstås). Det har intet markant foretaget sig, andet end at benævne fjollerier og hærværk som kunst.
Og nu hvor vi har for mange akademikere i statens tjeneste, kunne vi jo spare betragtelige summer på at fjerne det råd i kunsten.
Ole Ørslev, Hellerup
Problematisk emballage
Man kan undre sig over, hvordan det kan være, at en stor butikskæde som Meny, der har en serie af madvarer, som markedsføres under mærket OMHU, tillader brugen af plastbakker til friskplukkede danske jordbær.
Søger man efter, hvad OMHU står for, står der følgende: »OMHU er en serie af madvarer, der taler til dig, der er madelsker og kvalitetsbevidst og hverken vil gå på kompromis med kvalitet eller smag. Her finder du både frugt og grønt, delikatesser og dagligvarer«.
I disse tider, hvor der er så meget fokus på miljø, giver det ingen mening at bruge plast til jordbær, når man her bør bruge genbrugspap til at lave bakker af. I Danmark har jordbær altid ligget i papbakker. På politisk plan er det vedtaget, at plast om fødevarer skal udfases, så spørgsmålet er, hvorfor pakker OMHU danske, friske jordbær i plastbakker?
De, som står bag OMHU-serien, vil gerne have, at varen skal »tale« til den kvalitetsbevidste forbruger, men her er der plads til forbedring, idet den kvalitetsbevidste forbruger også stræber efter at være så miljøbevidst som muligt.
Merete Bloch, Espergærde
Lov og ret
»Lov og ret« er et udtryk for noget, der burde være det samme.
Sådan er det ikke nødvendigvis.
Det sker, at der bør sondres mellem disse begreber, for hvor »loven« ikke rækker, må »ret« forsøges. Det er dette minefelt, TV 2 bevæger sig i.
I en artikel her i avisen 9. juni behandles eventuelle strafferetlige konsekvenser for TV 2 efter serien »Den sorte svane«. De adspurgte juridiske professorer mv. er enige om, at TV 2 nok har overtrådt eksisterende lovgivning. Det kan næppe bestrides. De er stort set også enige om, at vi i denne sag har at gøre med en problemstilling af væsentlig samfundsmæssig betydning, hvilket gør straffespørgsmålet mudret.
Så langt, så godt.
Jeg ser gerne, at avisen nu retter henvendelse til de samme professorer mv. og anmoder dem om at anvise for politi og anklagemyndighed, hvorledes den organiserede kriminalitet bedre kan rammes inden for lovens rammer, eller om tiden og samfundsudviklingen nødvendiggør, at man tilretter lovgivningen. Det sker i alle typer lovgivning.
Men tak til TV 2 for at trække problematikken frem.
Steen Ovesen, København
Lidt erfaring og modenhed efterlyses
Når man overværer folketingsdebatter og lytter til politikere – primært i gruppen af nyvalgte fra folketingsvalget i 2019 – oplever man politikere, der fra den fornemste talerstol i Danmark, står og fremsiger, ja, mere oplæser deres sikkert velmente budskaber på en ikke særlig flydende, nærmest meget ujævn og hakkende måde, som synes at indikere, at politikeren ikke har taget sig den nødvendige tid til at gennemgå sekretærens renskrift.
For hvis talen virkelig var fra politikerens hånd, måtte man forvente, at vedkommende kunne fremføre denne på en mere flydende og energisk måde.
Derfor har Jesper Lau Hansen fuldkommen ret i sit indlæg 1. juni her i avisen, når han taler om andelen af »sekundapolitikere« i forbindelse med Europa-Parlamentet (bureaukratiets højborg), men det gælder også for nogle af de hjemlige folketingspolitikere.
Men vi har jo, som det siges, de politikere, vi fortjener, eller rettere, de politikere, vi i god tro og håb har valgt.
Erik Pedersen, Espergærde
