Ryd nu op

I Danmark har vi nu fået den »grønneste regering« nogensinde, og ustandseligt læser vi om, at de unge går virkelig meget op i klimaet og kræver handling.

Handling af andre end dem selv, åbenbart, og det er virkelig interessant. Når man ser billeder fra festivalpladsen i Roskilde, så flyder det med plastik og affald overalt. Hvorfor man ikke kan høre musik og derpå rydde op, er helt uforståeligt. Men sådan er det. Så klima og miljø betyder altså intet for de unge; det er bare nogle ord, som ikke forpligter.

Men desværre er dette problem ikke kun et ungdomsproblem. I alle aldersklasser ser man folk, der kører ud i en skov og læsser deres (endda miljøfarlige) affald af i stedet for at køre det på den lokale genbrugsplads. Også på strandene og i vejgrøfterne læsses der affald af, som andre så må rydde op.

Det er en rædsel, at store dele af den danske befolkning handler så uforsvarligt, så vi bør nok snart oprette et miljøpoliti, som kan skride ind over for alle disse miljøsyndere, og straffen bør være store bøder, som kan mærkes.

Det handler jo også om opdragelse, og her er der et meget stort problem, når man slet ikke tænker på konsekvenserne af dette miljø- og klimasvineri. Mon den »grønne regering« har et fornuftigt udspil? Nok ikke, for vi må da endelig ikke udskamme folk, som smider asbest i skoven eller hælder spildolie i vejgrøfterne. Men man kunne måske forlange lidt omtanke?

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Larven fra helvede

Jeg har haft sommerhus på Mallorca i mange år. For 10-15 år siden fik vi et angreb af disse larver.

Jeg spurgte naboerne: »Hvad gør man?«, og svaret var: »Brænd deres reder!«

Det gjorde jeg så, og vi har ikke haft dem siden.

Otto V. Ludvigsen, Holte

Hvad med en katolsk præst i Folketinget?

God idé med en præst i Folketinget, men det skal være en katolsk præst, som politikerne kan bekende deres synder for. Det er dog nok usandsynligt, at Mette Frederiksen vil bekende noget.

Adam Worm, København

Khader og kristendommen

Naser Khader, der for nylig er blevet præst, mener, at »Kristendommen er bedre end islam«.

Det må han naturligvis gerne mene. Religionsfrihed indebærer også retten til at foretrække én religion frem for en anden. Problemet opstår først, når den personlige trosbekendelse bliver til et politisk integrationsprojekt.

For Khader nøjes ikke med at erklære sin kærlighed til kristendommen. Han argumenterer for, at flere muslimer bør konvertere, fordi det vil styrke integrationen.

Det er bemærkelsesværdigt. Ikke mindst, fordi det kommer fra en mand, der i årtier har advaret mod religiøs dogmatisme.

For hvad er egentlig forskellen på Khaders argument og den imam, der prædiker, at Danmark ville blive et bedre samfund, hvis flere blev muslimer?

Den er mindre, end Khader formentlig bryder sig om. Logikken er for mig at se den samme: samfundets problemer skyldes den forkerte tro, og løsningen er omvendelse. Det er mission forklædt som samfundsanalyse.

Integration handler ikke om dåbsattester. Den handler om uddannelse, arbejde, sprog, demokrati og respekt for loven. Man bliver ikke automatisk et bedre menneske af at blive døbt, ligesom man ikke automatisk bliver et dårligere menneske af at være muslim.

Alligevel har Khader efter min mening efterhånden gjort islam til forklaringen på snart sagt enhver integrationsudfordring. Som om komplekse sociale problemer kan reduceres til ét spørgsmål: religion.

Den største ironi er, at Khader i sin kamp mod islamismen er begyndt at låne dens verdensbillede. Islamister tror, at samfundet bliver bedre, hvis flere følger den rette religion. Khader synes nu at mene det samme – blot med et kors i stedet for en halvmåne.

Det er ikke sekularisme. Det er blot en anden form for religiøs absolutisme.

Et liberalt demokrati bør være ligeglad med, hvilken gud dets borgere tror på, eller om de tror på nogen overhovedet. Det afgørende er, om de respekterer demokratiet, loven og andre menneskers frihed.

Man kan kritisere islam så hårdt, man vil. Men når løsningen bliver religiøs omvendelse, er man holdt op med at være samfundsanalytiker og er blevet missionær.

Og missionærer har det med at ligne hinanden langt mere, end de selv vil indrømme.

Muhmen Parvaze, København

Fra hårbørste til himlen og tilbage

Sikke et tab, Bonnie Tyler er død. Første gang man hørte hende, vidste man: dét var varen. Hun sang sig hæs til himlen. Og ind i ens sjæl.

Fik man én gang ørerne op for Bonnie-stemmen, var den der altid.

Født i Wales – død i Portugal.

Den skønne, walisiske sanger fik sin ekstra hæse stemme ved et bonustilfælde. En stemmebåndsoperation for knuder på stemmebåndet gav et utilsigtet ekstra twist over i det helt rå, Rod Stewart-like (har de nogensinde optrådt sammen?). Knuderne forsvandt, men det rå kendetegn tog over og gjorde hende til verdensstjerne. Hvem husker ikke »It's a Heartache« og »Total Eclipse of the Heart«?

Hun fik navnet Gaynor Hopkins ved fødslen og voksede op i landsbyen Skewen, Neath Port Talbot, rig på kulminer og jernværker (heavy metal).

Hun var datter af en kulminearbejder, der elskede musik, og som så og hørte BBCs »Top of the Pops« hver uge, omgivet af sine hujende børn. Bonnie sang med hårbørsten som mikrofon.

Stærkt, at hun med sin stål- og ruststemme sang sig fra hårbørste til hitlister verden over med maksimal volume – og bedst sælgende i mange lande.

Hun døde i sit »andet hjemland«, Portugal, hvor hun fra første verdenshit i 1976 købte hus i Albufeira.

Hun havde været indlagt i forbindelse med en tarmoperation og lå længe efter i koma, men kom sig kort, så man regnede med, at hun snart kunne fortsætte sin koncertvirksomhed. Hun skulle for eksempel have været i Danmark i efteråret.

Bonnie Tailors død er »a heartache«.

Hvor var hun skøn.

Eva Nystad, Hørve

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:

Lyt til Berlingske

En ny generation har indtaget Christiansborg

Først skal vi til Tyskland, hvor en alvorlig historie om et massemord i disse dage vækker politisk furore. Det begyndte med en tyrkisk-tysk mand, som dræbte seks mennesker på et krisecenter. Og derefter flygtede i en bil med en migrant og politisk aktivist bag rattet. Nu viser det sig, at migranten, der hjalp drabsmanden, også er svigermor til en førende tysk-tyrkisk socialdemokratisk politiker. Til sidst skal vi ind i magtens centrum, helt ind på Christiansborg, hvor en ny generation af politikere har taget over efter et folketingsvalg, der sendte en række unge ind på Tinge - og skabte et Folketing, som aldrig har været yngre. Men hvad er konsekvensen, når magten pludselig tilhører en ny generation, og de ældres erfaringer går ud af døren? Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, har udvalgt dagens historier. Producer & oplæser: Ida Skovsgaard
Se alle episoder