Vi har flere interessante etiske dilemmaer p.t., hvor vi taler om abortgrænse og organdonation. Vi mangler debatten om aktiv dødshjælp, for det er meget besynderligt, at der er fremsat ønske om, at vi alle skal være automatiske donorer, når vi fylder 18 år, samtidig med at vi som samfund afviser aktiv dødshjælp.
Hvis ikke organdonation er aktiv dødshjælp (reservedelene skal bruges af andre), hvad er så? Hvorfor er det mere legalt at »høste« andres organer, hvis hjernen ikke virker, end at give aktiv dødshjælp til en 35-årig, hvis krop ikke virker? Er det etisk at »tvinge« det menneske til at leve 40 år mere, hvis eneste ønske er at blive befriet? Liv er vel liv, eller?
Fillippa Gottlieb, Allerød
Bededagslyrik
Sløjfning af en helligdag
er en dybt alvorlig sag,
som udløser ramaskrig
og måske en borgerkrig.
Den beslutning er for svær –
vi må hellere la´ vær!
Marianne Manford-Hansen, Charlottenlund
Madsen-Mygdal havde fat i noget
Ved Rigsdagens åbning i 1928 sagde Venstres statsminister, Thomas Madsen-Mygdal, at hovedformålet med regeringens økonomiske politik var at tilpasse de offentlige udgifter og skattebyrder. Alle ikke strengt påkrævede nye statsudgifter ville blive undgået, og de steder, hvor der ikke allerede var sparet, ville blive genstand for revision.
Til gengæld ville regeringen nedsætte skatter og afgifter efter erhvervslivets og folks bæreevne. På vejen afskaffede Madsen-Mygdal Socialministeriet som selvstændigt ressortministerium og arbejdede for at skære cirka 20 procent af de offentlige udgifter. Velbekomme.
Piben har fået en anden lyd i det gamle bondeparti, når Venstre i dag vil give en ekstra ældrecheck på 5.000 kroner i inflationshjælp til en gruppe danskere, som ifølge Finansministeriet har oplevet den største fremgang i levestandard siden 1994.
I stedet for at begunstige udvalgte danskere ville det være bedre at nedsætte skatter og afgifter efter folks bæreevne, som Madsen-Mygdal slog til lyd for. Så kan folk råde over deres egne penge, imens vi fjerner et overflødigt mellemled af politikere, der først plukker undersåtterne for siden at dele pengene ud efter forgodtbefindende. Omfordelingen vil ingen ende tage.
Mike Stoltenborg Sørensen, cand.mag. i historie, København
Folk vil ikke at arbejde mere
Til mediet Finans udtaler Ulrik Beck, cheføkonom i Kraka, at: »Man ser en stærk tendens til, at folk veksler deres lønstigninger til mere fritid. Om fem-seks år kan hele gevinsten fra helligdagen være væk igen«.
Man bør ikke undre sig over denne adfærd, der jo skyldes, at der endnu (!) ikke er skat på fritid. Hvornår forstår vi, at det ikke nytter at beskatte folk fra hus og hjem. De vil måske gerne have mere velfærd, men reagerer modsat. Se nu at få taget fat i en rationalisering og effektivisering af den offentlige sektor i stedet for at inddrive flere penge til et bundløst hul af statslig, regional og kommunal fejl- og overadministration.
Sidste skud på stammen er flere penge til Forsvaret, der de sidste 20 år har fået gentagende påtaler fra Rigsrevisionen på grund af elendig administration. Der er nok at tage fat på.
Lars Olsen, Dragør
Tog, tak!
I Frankrig er ambitionen helt at forbyde flyvning på indenrigsruter. Det giver god mening. De franske tog er hurtige og kører på elektricitet fra de franske atomkraftværker. Tog har den fordel fremfor fly, at man kommer fra bymidte til bymidte og slipper for ventetid i lufthavne og transport til og fra disse.
I Danmark har vi en ambition om at bevare indenrigsflyvning, men at den fra 2030 skal foregå med brændstof fra en endnu ikke helt udviklet PtX-proces. Det lyder besnærende, men det løser jo ikke problemet med omvejen via lufthavne. Er der ikke mere perspektiv i at fremskynde den igangværende elektrificering af banenettet og anskaffe hurtige elektriske tog? På vindstille dage kan de vel køre på elektricitet fra de svenske atomkraftværker.
Ole Hassager, Frederiksberg
Indfør værneskat
Kære regering, glem inddragelsen af store bededag for at betale for Forsvaret. Det er ingen skam at erkende en fejl, så kald tingene ved deres rette navn.
Danmark er ved at blive indhentet af 70 års konstante besparelser på forsvaret. Siden 1953 er forsvarsbudgettet blevet reduceret fra 3,35 procent til nu cirka 1,4 procent. I 1990, da Sovjetunionen brød sammen og Den Kolde Krig sluttede, brugte Danmark to procent på Forsvaret. Det samme som der nu sigtes mod i 2030.
Som et af NATOs mest velstående lande, der i 70 år har kørt mere end på frihjul med hensyn til forsvarsudgifter, skal vi måske nu prøve at vise vejen. Indfør en værneskat, der i 2030 bringer Danmark på tre procent af BNP. Med det efterslæb, der er opbygget igennem årene, er der mere end nok at bruge pengene på. Vi har gjort det før – men det var dengang i 1953, hvor vi ikke var nær så velstående, som vi er nu.
Tom Wismann, Snekkersten
Hvem skal servicere dig?
Det er for tiden populært at skrive om at »stå af hamsterhjulet«, at trække sig fra arbejdsmarkedet i en yngre alder end normalt.
For at kunne opleve, kunne rejse og kunne foretage sig »andre interessante ting end at arbejde« osv.
Men for at kunne opleve en god aften ude på en restaurant, skal der være nogle mennesker, der gider gå på arbejde for at lave maden, servere den og skabe den gode stemning. Det er i dag en mangelvare, så der holdes mange steder lukket også om for eksempel søndagen.
Hvis man vil have et godt sundhedsvæsen, skal der være mennesker, der gider gå på arbejde og håndtere de mange vigtige opgaver, store som små, der tilsammen giver os et godt trygt sundhedsvæsen. Vi mangler arbejdskraft i sundhedsvæsenet.
Vil du ud at rejse, at opleve, så skal der være nogle mennesker, der gider tilrettelægge det hele for dig, flyve/køre/sejle dig til destinationerne osv. Også her mangler vi arbejdskraft.
Vil man have en god ældrepleje, så … osv.
Man har selvfølgelig ret til selv at bestemme, hvordan ens liv skal leves og udvikle sig, men det er ikke nok at have råd til at »gøre noget andet end at gå på arbejde«, hvis der ikke er overskud nok af mennesker, der vil gå på arbejde for at servicere os!
Man kan så kompensere noget ved at importere arbejdskraft fra andre lande, hvor der er overskud af arbejdskraft. Men det skaber så andre kulturelle, sociale og etniske problemer/udfordringer, hvilket vi tydeligt oplever i den daglige, politiske debat. Vi ønsker jo generelt ikke i Danmark fremmed arbejdskraft hertil fra lande med overskud af arbejdskraft, jfr. vores stramme indvandringspolitik.
Så vi må alle tage en rimelig lang tørn på arbejdsmarkedet, i hamsterhjulet, hvis vi vil have hjulene i Danmark til at rulle på en for os alle god måde.
Jørgen Kloster, Viby Sjælland
Folketingets prestige er på spil
Per Stig Møller (PSM) beskriver i »Opinion« i Berlingske 3. februar 2023 på glimrende vis, hvordan sagen om store bededag opfylder alle kriterier for afholdelse af en folkeafstemning.
Artiklen burde være pligtlæsning for alle folketingets medlemmer og ikke mindst regeringstoppen, som så forhåbentlig kunne få en forståelse af, hvad ordet magtfuldkommenhed betyder i et demokratisk samfund. Det er, som PSM skriver, en uhyrlighed, når dette helt åbenbart ikke er tilfældet. Når flere oppositionspartier raser mod afskaffelsen af store bededag uden at ville bidrage til de nødvendige 60 mandater til en folkeafstemning, så er det hykleri og uden forståelse for Grundlovens paragraf 42, der beskytter mod, at et stort flertal i befolkningen bliver tromlet af et meget snævert regeringsflertal. Det er en uansvarlig pusten til politikerleden i samfundet.
Sven Qvist, Jyllinge
