Når hastværk er lastværk

Når fremtidens energiforsyning diskuteres i Danmark, og kernekraft fremhæves som en særdeles stabil og grøn energikilde, bliver man fra mange sider stadig mødt med det underlige argument, at der går 10-15 år, før vi kan have kernekraft her i landet, og det er alt for lang tid. For vi har travlt med at skaffe mere (såkaldt grøn) energi til industri, elbiler og datacentre.

Man taler slet ikke om, hvor lang tid, der går, før al den planlagte vindenergi fra havvindmølleparker bliver disponibel. Og man taler heller ikke om, at der kan opstå økonomiske udfordringer, når havvindmølleparkerne skal opbygges.

Derfor må man forstå, at argumentet om, at det tager for lang tid at indføre kernekraft i Danmark, er et såkaldt »ad hoc«-argument, som modstanderne benytter for at forplumre debatten og forhindre, at vi nogensinde får kernekraft her i landet. 

Men når det gælder vindmøller ude i havet, gør det åbenbart ikke noget, at det tager årevis at etablere. Det er virkelig påfaldende og tankevækkende.

Skulle man i sin tid have brugt nogle tilsvarende argumenter, da man skulle til at opføre den faste storebæltsforbindelse, var den simpelthen aldrig blevet bygget. Fra Storebæltskommissionen afsluttede sit arbejde i 1959, gik der 39 år, før man i 1998 kunne køre over Storebælt.

Hvad der varer for længe, er et relativt begreb. Så mon ikke regeringen skulle komme til fornuft og satse på kernekraft som en af fremtidens grønne energikilder?

Mogens Nørgaard Olesen, cand.scient., scientific adviser, matematiker og videnskabsteoretiker

Krydsord

Som mangeårig abonnent og flittig krydsordsbruger vil jeg gerne melde mig i det formentlig store kor af, nok typisk ældre, der ikke kan se mening i at skifte en mangeårig succes ud med noget, der ikke rigtig giver mening.

Det virker, som om den nye er beregnet til et yngre segment.

I håb om at få den tidligere version tilbage.

Anni Kristiansen, Frederiksberg

Min tolerance stopper, hvor andres intolerance begynder

Religion er et følsomt emne. Jeg har længe fulgt debatten uden at blande mig, fordi man hurtigt risikerer at blive stemplet som racist eller fascist. Men frygten for kritik må aldrig forhindre os i at udtrykke vores holdninger.

Jeg elsker et Danmark med plads til forskellighed – men ikke et Danmark, hvor vi skal acceptere intolerance i tolerancens navn.

Jeg værdsætter det multikulturelle Danmark. Forskellige religioner, traditioner og kulturer beriger vores samfund. Jeg respekterer muslimers fravalg af svinekød, religiøs påklædning og retten til at praktisere deres tro.

Jeg har selv mange muslimske venner, som bidrager positivt til Danmark, respekterer demokratiet og forener deres tro med vores frihedsrettigheder. Dem har jeg stor respekt for.

Men min tolerance stopper, hvor andres intolerance begynder.

Vi skal aldrig acceptere parallelsamfund, hvor religiøse regler sættes over dansk lovgivning, eller hvor mennesker undertrykkes i religionens navn.

Jeg tager fuldstændig afstand fra holdninger, der forsvarer kvindeundertrykkelse, dødsstraf for homoseksualitet eller religionsskifte, stening, lemlæstelse, børneægteskaber, vold og forfølgelse af mennesker med en anden tro eller seksualitet.

Sådanne holdninger hører ikke hjemme i det Danmark, jeg ønsker.

Og det gælder ALLE – uanset religion, etnicitet eller baggrund. Racisme, homofobi og ekstremisme bliver ikke mere acceptable, fordi de begrundes med kultur eller religion. Jeg tager lige så stor afstand fra en racistisk dansker som fra en religiøs ekstremist.

Ønsker man, at Danmark skal styres efter sharia frem for demokratisk vedtagne love, må man søge et samfund med det lovgrundlag. Danmark skal ikke være en religiøs stat.

Det betyder selvfølgelig ikke, at muslimer skal opgive deres tro. Religionsfriheden er netop en af de rettigheder, vi skal forsvare. Men ens egen tro må aldrig begrænse andres frihed.

Jeg ønsker et Danmark, hvor muslimer frit kan praktisere deres religion, kristne gå i kirke, ateister fravælge religion, homoseksuelle leve åbent, og kvinder have præcis samme rettigheder som mænd.

Vi svigter faktisk de mange demokratiske muslimer, hvis vi af frygt for racismeanklager undlader at kritisere religiøs ekstremisme.

Integration handler ikke om at opgive sin kultur eller religion. Det handler om at respektere demokratiet og acceptere andres ret til samme frihed som en selv.

Man behøver ikke være ens for at høre til i Danmark.

Men man skal acceptere andres ret til at være forskellige. Og den regel gælder os alle.

Jesper Ronald Jensen, Frederiksberg

Hjælp unge med indvandrerbaggrund

Der bliver skrevet og talt meget om de såkaldte tredjegenerationsindvandrere for tiden. Og den kriminalitet, der bliver begået i de kredse.

Det er klart, at der er et stort problem, der skal tages hånd om.

Men vi må ikke kun tænke straf og konsekvens. Det må ikke være sjovt at være ung og sidde fast mellem to kulturer. Og det er to kulturer, der strider så meget mod hinanden, som den ofte ensidige og ekskluderende muslimske på den ene side og den demokratiske, frisindede danske på den anden.

Det er et varsomt »kirurgisk« indgreb, der skal til. Vi skal tænke os om, hvordan vi hjælper disse unge med at stå på egne ben. Hvordan vi får dem til at agere med respekt for det her frisindede land.

Det er mennesker, vi har med at gøre.

Christian Martins, København

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »Mening« med Jacob Rosenkrands:

Mening

Simon Richard Nielsen: Er B.T. forlovet med den yderste højrefløj?

B.T.s chefredaktør, Simon Richard Nielsen, har været i vælten den seneste tid efter at have modtaget et bekymringsbrev fra mediets journalister. Medarbejderne er bekymrede for det, de kalder »den politiske og ideologiske styring af journalistikken« på mediet. Så er B.T. fortsat et uafhængigt medie? Gæst: Simon Richard Nielsen, chefredaktør, B.T. Vært: Jacob Rosenkrands
Se alle episoder