En uomtalt arbejdskraft

Det danske samfund mangler arbejdskraft.

Pr. 1. januar 2026 har vi indført kønsneutral værnepligt, hvilket vil sige, at unge kvinder nu også bliver indkaldt til aftjening af værnepligt, lige som unge mænd har skullet i mange år.

Den nuværende målsætning er, at 6.500 unge mennesker skal aftjene værnepligt hvert år, men forsvarschefens anbefaling er, at antallet af værnepligtige skal op på 13.000 om året.

DR skrev 30. maj 2026, at det svarer til, at godt hver femte af en ungdomsårgang skal i trøjen om nogle år.

Men hvorfor skal kun en femtedel af en ungdomsårgang tjene samfundet? Hvorfor ikke gøre brug af alle i hver ungdomsårgang?

Efter min opfattelse ville det være relevant at lade alle unge mennesker udføre obligatorisk samfundspligt, som skal vare lige så lang tid som aftjening af værnepligt.

De unge ville kunne hjælpe i ældreplejen, på hospitaler, i børneinstitutioner, i folkeskolen, på bosteder, på biblioteker, etc. Alle disse steder kunne de sagtens bruge nogle ekstra hænder til at højne servicen og aflaste personalet.

De unge, som udfører dette arbejde i samfundets tjeneste, skal aflønnes på samme måde som de værnepligtige.

De skal selvfølgelig have en ordentlig introduktion til det arbejde, som de skal udføre. Ellers giver det ingen mening. Men mon ikke sosu-assistenten eller portøren med glæde vil vise de unge til rette i deres nye funktion med en forventning om, at de ældre og patienterne får en bedre service, uden at de selv kommer til at løbe hurtigere?

De unge vil komme til at skulle yde en reel arbejdsindsats, som kommer samfundet til gavn.

Men de vil helt sikkert også få et mere personligt udbytte af deres indsats, for udover løn får de noget på cv’et, de modnes og lærer at tage ansvar, de får brugbare kompetencer, de oplever at være en del af et fællesskab, og de får måske også en retning for deres kommende valg af studie eller job.

Om aftjening af samfundspligt så også skal være en forudsætning for at kunne få SU, er en anden snak, som også kunne være relevant.

Per V. Pedersen, aftjente 12 måneders værnepligt i 1988-1989, Vanløse

Helligdage

For nylig var der et læserbrev fra en person, som hader helligdage. Var det alvor? Så er foråret en hård tid.

Vi hader helligdage uden printudgaven af Berlingske. Tit glemmer vi det, går hen til postkassen, som er tom, bliver sur på avisbuddet, indtil vi husker, det ikke er hans skyld.

På helligdage gør vi mere ud af morgenmaden, og det fungerer ikke med to bærbare pc’er på bordet. IPad fylder mindre, men er heller ikke godt.

Så telefonen da, prøv at scrolle med venstre hånd, mens man spiser yoghurt eller smører rundstykker med højre hånd.

Desuden har vi læst mange gange, at vi skal bruge mindre tid på skærme og være et godt eksempel for børn og unge!

Løsningen er for os at starte bilen og køre afsted for at købe Politiken. Det er egentlig interessant at læse en anden avis, men vi føler os til grin, når vi betaler for den. Der er betalt for en avis i vores abonnement.

Er der givet en begrundelse for ændringen? Eller var det blot et dekret: nu er det sådan fremover. Lev med det!

Hanne Dam, Hillerød

Om erkendelse

I tilfældet med politiarbejdet i Kirkerup-sagen er det tydeligt, at forbedringer i arbejdsprocesser oftest bærer frugt, dersom en relevant kritik finder sted og erkendes af ledelsen.

Selvom visse fakta står meget klarere i bagklogskabens lys, bør det være kutyme at vedgå sig eventuelle fejl.

Det gavner ikke en forventet positiv udvikling, at politiet ikke har for vane at fortælle om interne processer. En tilbageholdenhed gavner måske politiledelsen, men ikke politiarbejdet.

Erik Tang, Klampenborg

Tre gode råd til et sundere forhold med din takeaway-app

Kære Ines Kajkus,

Vi har læst din artikel om at føle skam, når du wolter, og vil gerne bidrage med vores perspektiv. Takeaway er nemlig et valg. Og som alle valg bliver det bedre, jo mere bevidst man træffer det.

Derfor er vores første råd enkelt: brug den sparede tid på noget, som du faktisk har lyst til.

En travl hverdag er ikke en konkurrence i, hvor mange opgaver man kan nå. Hvis en leveret aftensmad giver plads til en løbetur, en bog, en legeaftale med børnene eller bare en halv time på sofaen uden dårlig samvittighed, så er det vel ikke den værste byttehandel?

Det andet råd er at bruge takeaway til mere end bare den sædvanlige ordre.

Mange af os ender med at bestille fra de samme tre steder igen og igen. Men leveringsplatforme giver også adgang til restauranter og køkkener, som man måske aldrig ville have opdaget ellers.

Det kan være den lille familiedrevne thairestaurant eller den lokale bager, som man aldrig har fået besøgt. Det er også en måde at udforske byens madscene på.

Næste gang du åbner appen, så prøv at scrolle forbi favoritterne og find et sted, du aldrig har prøvet.

Og så er der det tredje råd: bekvemmelighed og hjemmelavet mad behøver ikke at være modsætninger.

I dag kan man få leveret både aftensmad og dagligvarer hos os. Så måske giver det mening at bestille et måltid i dag og samtidig få fyldt køleskabet op til resten af ugen?

Tilføj en pose friske råvarer til din ordre, og du har allerede løst problemet med det tomme køleskab og starter morgendagen foran på samvittighedskontoen.

Hos Wolt ser vi ikke det at tage smarte og aktive valg om ens tid som et fravalg af madlavning eller fællesskab. Vi ser det som endnu et redskab i en hverdag, hvor tiden ofte er knap. Det valg behøver du ikke at skamme dig over.

Søren Meier Svendsen, landechef, Wolt

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk